Pædagogisk træf; Fra Kampmann til Hærge-Hans

"Lige nu mødes landets pædagoger, minus os der sidder her til en anden slags topmøde, med en halv million børn i vuggestuer, børnehaver og integrerede institutioner. Resten varmer op til møde i SFO'er, fritidshjem og klubber senere på dagen. Vores godt 50.000 kolleger arbejder i løbet af dagen på at give børnene og de unge rundt om i landet en god dag. Men de har også gang i noget langt større. De er ved at skabe fundamentet for Danmarks fremtid."

Sådan indledte Birgit Elgaard, BUPL's formand, "Pædagogisk Træf - et topmøde om den pædagogiske profession", som onsdag i sidste uge fandt sted i Bella Centret i København. Cirka 750 pædagoger fra hele landet mødtes på denne smukke efterårsdag for at hente ny inspiration og arbejdsglæde til hverdagens møder. Konferencen var arrangeret af BUPL, og man satser på, at det skal blive en årligt tilbagevendende begivenhed.



27 kerneydelser. I løbet af dagen kunne deltagerne vælge mellem 11 oplæg om den pædagogiske profession. Hver deltager kunne nå tre såkaldte sessions. Indimellem var der paneldebat om emnerne: rummelighed, gratis mad i daginstitutioner og uddannede pædagoger i alle stillinger. Men først gav professor Jan Kampmann, RUC, sit bud på, hvilke udfordringer der ligger i fremtiden for pædagogerne.

Jan Kampmann beskrev, hvordan den pædagogiske profession har forandret sig fra 1970'ernes pædagogiske frihed til at gøre, som man ville, til nutidens komplicerede organisering og rationalisering af barndommen og dermed af det pædagogiske arbejde.

"Jeres opgave er ikke mere så entydig. I har ikke én kerneydelse, men 27. Børnene har nu rettigheder, de skal høres og gives et ansvar. Børn har ret til læring, de er blevet aktører i deres eget pædagogiske projekt. Barndommen har aldrig været så institutionaliseret og samtidig så individualiseret som nu. Og det stiller mange nye krav til jer," sagde han.

Og fortsatte med at udmale hvilke konsekvenser disse nye krav vil få for den pædagogiske profession.

"I skal have indsigt oppefra og ned og udefra og ind, fordi I underlægges politik fra stat og kommuner. Læreplanerne er et godt eksempel på det. I skal kunne se nedefra og op, for nu er børnene aktører i eget liv, og hvordan giver I plads til det? I skal se indefra og ud, for I skal forstå det enkelte barn. I skal forstå jer selv og jeres kolleger, og hvilken tilgang I og de har til livet og arbejdet. I skal kunne italesætte faglige refleksioner."





Politik møder pædagogik

"Kan I ikke snart give os arbejdsro?". "Hvorfor kan I ikke se, at det er en god investering at give os flere ressourcer?". "Hvorfor giver I ikke kommunen penge, så vi kan lave det gode arbejde?". "Hvordan kan I have så meget is i maven, at I siger, at nu skal der også gøres noget, og så sker det ikke alligevel?". "I får det I betaler for. Vi kan så meget, og I får det, den dag I vil betale for det."

Det var nogle af spørgsmålene og udsagnene fra salen, da politikerne Christine Antorini (S), Tom Behnke (K) og Line Barfod (E) samt Klaus Nørskov, bestyrelsesmedlem i Børn- og Kulturchef foreningen, Peter Albæk, formand for Børns Vilkår og BUPL's formand Birgit Elgaard stillede op til paneldebat. De skulle diskutere emnerne: rummelighed i daginstitutioner, gratis mad og uddannede i alle stillinger. Og de mange tilhørere havde også mulighed for at blande sig.

Rummeligheden tog hovedparten af de halvanden time. Ivan Enoksen, journalist på Børn&Unge og ordstyrer, satte debatten i gang ved at spørge: Hvad er det ved rummelighed, der er så godt? Hvilke børn skal daginstitutionerne tage sig af? Og er det billigere?



Klaus Nørskov mente, at dagtilbudene allerede er rummelige over for de sårbare børn. Og at man ikke behøver at frygte, at de meget handicappede børn skal inkluderes i daginstitutionerne, for specialinstitutionerne vil blive ført videre.

"Men det er positivt, at børn med vanskeligheder ikke flyttes ud af normalmiljøet. Vi skal sikre ordentlige vilkår, så de kan blive i institutionerne. Rummelighed skal understøttes af gode rammer, " sagde han.

Både Christine Antorini og Line Barfod mente, at flertallets beslutning, om at lade ansvaret for de handicappede og de udsatte børn overgå til kommunerne i forbindelse med kommunalreformen, var forkert.

"Flertallet i Folketinget mente ikke, at det her ville gå ud over de svage børn," sagde Christine Antorini.

Peter Albæk mente, at de to mio. bare fylder et hul ud fra alle de år, hvor der er skåret ned.

"Det er paradoksalt, at vi meget tidligt ved, hvilke børn, der har problemer, men der gøres ikke noget ved det. Der er så meget overskud i den danske økonomi, at man ikke kan sige, at der ikke er råd til forbedringer i daginstitutionerne," sagde han.





Tanker med toner

Et larmende og omfangsrigt "monstrum" tiltrak sig straks deltagernes opmærksomhed, da de kom ind i Bella Centret. Med de periodevise lyde, spejlene, stålkonstruktionen, ledningerne, tavlen, computerskærmen og teltet til fordybelse er det, der oprindeligt er tænkt som en tænketank, mere blevet en stand og en installation. Det mener i hvert fald kunstner Lars Høygaard, som har omsat tanker fra BUPL Århus til den nuværende form.

"Det er vist det, man kalder et mixed media. Men selve formen er tænkt for at vise, at alting genspejler sig, og det matcher ideen om, at komme med nye ideer på det pædagogiske område," siger han.

Rasmus Lunding er komponist, og han har lavet lydsiden og fundet ud af, hvordan man fik de data ud, som bliver skrevet på tavlen og i computeren.

"Det er jo meningen med det her, at man skal kunne meddele sine holdninger ind i systemet, og så skal systemet jo også kunne læse dem bagefter," sagde han.

Det er meningen, at tænketanken skal ud på torve, gader og stræder i forbindelse med kommunalvalget, og at almindelige folk kan få mulighed for at skrive og tegne deres meninger om daginstitutionerne i særdeleshed, men også om livet i Danmark i al almindelighed.





Ballonerne blomstrer

Ballonmanden og hans hjælper i guldjakker lærte pædagogerne at lave ballonblomster. Mange gik til opgaven med krum hals, men også med en vis nervøsitet for, at ballonerne nu ville springe mellem hænderne på dem.

Pia Posborg fra Toftehøj SFO i Ølstykke var blevet lokket af sin souschef, men indrømmer at hun også selv syntes, at det så sjovt ud.

"Det er et festligt indslag. Vi skal nok lige øve os lidt, men vi tror, at vi kan bruge ideen til diskofesterne. For de fylder jo lidt i landskabet, og det er jo godt, når det er en hel gymnastiksal, vi skal pynte op," sagde hun.





Den lille pige med mobiltelefonen

Man er ved at skvatte over hende. Skulpturene af den lille pige med svovlstikkerne og mobiltelefonen. Og det var der da også en tjener med en serveringsvogn, der gjorde, så pigen på et tidspunkt nærmest helt symbolsk var omgivet af kaffekrus og spildt kaffe. Det, der er tænkt som et symbol på fattigdommen, armoden og drømmen om et bedre liv, lignede et øjeblik et barn i en daginstitution, hvor pædagogerne havde været så uheldige at tabe pausekaffen på gulvet.

Skulpturene - 11 i alt - er lavet af kunstneren Jens Galschiøt, og de er tænkt som en manifestation i det offentlige rum og skal få folk til at fokusere på børns vilkår anno 2005. Skulpturen er fremstillet i kobber i en klassisk, patetisk, lidt sentimental stil på grænsen til det banale, der kalder på omsorgsfølelsen hos beskueren. Mobiltelefonen fungerer, som nøglen gjorde for fortidens nøglebørn. Den er et symbol på afsavn for børn, der bliver passet på offentlige institutioner det meste af dagen, og som mangler voksenkontakten, fordi der er skåret ned på personalet. Mobilen symboliserer også materialismen, for de fleste børn lider ikke materielle afsavn. Voksne køber aflad ved at give børnene en masse ting og opfatter det som omsorg, men børnene bliver ikke mere lykkelige af at få flere og flere ting.







Ækle Æventyr

Rune T. Kidde, fortæller af den mere crazy slags, sendte alle hjem med et godt grin. Han fortalte ækle æventyr om Grimme-Grethe og Hærge-Hans med et ganske andet og noget mere makabert indhold end i det så kendte eventyr om de to børn, der må gå så meget igennem, inden de oplever en lykkelig slutning. Da den blinde fortællekunstner kunne høre, at det ikke var nok, fortalte han også æventyret om Møghætte og Pulven og sang en sang om Grille-Lise.