Pædagogik. Vi passer på os selv

En dreng er på vej op i det røde felt. Han er vred, men da Margrethe Helbo, der er pædagog i den integrerede institution Åbyhøjgården, beder ham om at sætte sig og koncentrere sig om at trække vejret ned i maven, letter vreden, og drengen ender ikke i en slåskamp med en af de andre drenge. Sådan lyder et eksempel på, hvordan pædagogen flytter barnets fokus fra vreden og til en fysisk øvelse.

Øvelsen stammer fra et kursus i psykisk robusthed, som Margrethe Helbo går på sammen med en gruppe aarhusianske pædagoger. De lærer, hvordan de selv og børnene gennem mindfullness, større kropsbevidsthed og fysiske øvelser kan holde følelserne i ro og dermed bedre håndtere vanskelige situationer i hverdagen.

Selvom pædagogerne lærer øvelser til at ­arbejde med børnene, er det helt afgørende, at fokus ligger på netop pædagogerne.

»Jeg har meldt mig til kurset, fordi jeg havde brug for at træne i at blive mere robust og bevare min faglighed. Det handler også om at undgå at gå ned med flaget. På kurset er fokus først og fremmest på mig som pædagog og ikke på børnene. Vi snakker om, hvad forskellige oplevelser gør ved mig og de andre voksne,« fortæller Margrethe Helbo.

Hendes kollega Jeanne Mortensen fra naboinstitutionen Klodshans er enig.

»Som pædagoger bruger vi os selv meget, men vi kan også nogle gange glemme os selv. Vi kan godt sætte os ind i, hvad der foregår i hovedet på et barn, der har det svært, men det her hjælper os til at mærke efter i os selv – hvad mærker jeg, og hvad føler jeg selv,« siger hun.



Fokus på egne grænser. Den fysiske tilgang til arbejdet med børnene er en stor fordel, mener Margrethe Helbo.

»Det er små børn, og nogle er lidt bagud sprogligt. Derfor kan det være svært at arbejde med dem kognitivt. Her har vi fået nogle konkrete kropslige ting, vi kan gøre,« siger hun.

I begge institutioner har nogle børn det svært, og de reagerer indimellem ved at gøre grænseoverskridende ting som at slå, sparke eller spytte på andre børn og de voksne. Når børnene kører op, kan pædagogerne med fordel bevare roen.

»Deres følelser smitter os og omvendt. Derfor har vi lært metoder til at bevare roen. Det handler blandt andet om at bevare jordforbindelsen, så vi ikke ryger med børnene op rent følelsesmæssigt,« fortæller Jeanne Mortensen.

Sammen med de fysiske øvelser har pædagogerne fået fokus på deres egne grænser.

»Jeg får rettet opmærksomheden mod, at jeg skal passe på mig selv. Jeg skal ikke være superpædagogen, der kan det hele. Nogle gange skal jeg også trække mig fra en situation. Den øgede opmærksomhed er et godt middel til at overleve i jobbet,« siger Margrethe Helbo.



Svært ved meditation. Begge har meldt sig frivilligt til kurset og er glade for det, selvom dele af det umiddelbart ikke ligger til dem.

»Jeg har det svært med meditation. Det er ikke rigtig mig, men det er i princippet ­ligegyldigt, om jeg tror på det eller ej, når jeg oplever, at det virker. I et tidligere job, hvor jeg arbejdede med voksne udviklingshæmmede, sagde en psykolog, at inden jeg gik ind til beboerne, kunne jeg tænke, at jeg tog en kappe på. Det hjalp mig til at holde en professionel distance og ikke gøre deres problemer til mine egne. Dengang var jeg skeptisk, men det virkede, og det her fungerer lidt på samme måde,« fortæller Jeanne Mortensen.

Det vil være godt at følge op på kurset, mener de to pædagoger.

»Vi er kun i gang med at lære de her ting. Ofte gør jeg ikke det, jeg burde have gjort. Når man står i kaos, går autopiloten i gang,« siger Jeanne Mortensen.