Pædagogik i Grønland; Grønland skal tænke egne tanker

Grønland halter efter den danske pædagogiske fagkultur. Det mener Rikke Høgh Olesen, som er underviser i pædagogik på Socialpædagogisk Seminarium i Ilulissat. Hun efterlyser en grønlandsk fagdebat, der gør op med det faglige afhængighedsforhold til Danmark.

"Grønlænderne formår ikke at gøre op med de danske pædagogiske takter, som i dag er dominerende på øen, fordi de historisk og kulturelt ikke er vant til at tage konflikter. Det forhindrer institutionskulturen i at udvikle sig optimalt fra basal pasning til udviklingspædagogik, fordi det kræver aktiv stillingtagen at udvikle sin egen faglighed," siger hun.

I seks år har Rikke Høgh Olesen arbejdet ved Grønlands eneste rugekasse for pædagoger. Hun oplever dagligt, at de studerende har svært ved at reflektere, analysere og være kritiske.

"Det var i starten svært at få mine studerende mobiliseret, fordi de blev sårede, når jeg stillede kritiske spørgsmål. Pædagogikken bliver hverken sprogliggjort eller beskrevet, fordi stilheden fylder så meget i Grønland," siger hun.

Rikke Høgh Olesen forklarer den manglende refleksion med kvindernes rolle i det traditionelle fangersamfund. En kvindekultur som stadig styrer grønlandsk pædagogik.

"Dengang gjaldt det om at overleve. Kvindernes opgave var at sikre husfreden ved at være enige og undgå at sætte ord på konflikter og forskellige holdninger," forklarer hun.

Det efterlader grønlænderne med en stillestående pædagogisk kultur, hvis ikke samfundets egne fagfolk bryder isen og etablerer pædagogiske mål og rutiner, der kan løse øens omfattende sociale problemer med omsorgsvigt, vold og misbrug.



Find vejen. Danskerne har i dag en ilde set lederrolle på Grønlands pædagogiske arbejdspladser. De er typisk de eneste uddannede og bliver derfor automatisk indsat som ledere og souschefer. Den upopulære status beskriver Rikke Høgh Olesen i lærebogsteksten "På Vej Mod en Grønlandsk Pædagogik", som om få måneder udkommer i en antologisamling om grønlandsk kultur.

"Mentalitetsforskellen illustreres i begrebet "naalagaaniartoq", der dækker over et menneske, som fører sig frem som en leder, hvilket traditionelt har været i strid med god opførsel i det grønlandske samfund, hvor man netop ikke havde eksplicitte ledere," skriver hun.

Rikke Høgh Olesen mener, at de danske pædagoger til hver en tid "kan kanøfle grønlænderne rent pædagogisk", men at målet i stedet bør være en frigørende læreproces imellem kulturerne.

"Problemet for udviklingen er, at man ikke er kritisk over for ret meget andet end danskerne. På overfladen ligner det grønlandske samfund måske det danske, men graver man først i kulturforskellene, vil man finde ud at, at Grønland er meget forskellig fra Danmark. Boede grønlænderne i igloer, ville det måske være lettere at forstå forskellen," siger Rikke Høgh Olesen, der i sin tid som underviser i den vest-grønlandske by selv oplever, hvor uvelkomne danskere kan være i det gamle fangersamfund.

"Grønland kan rent udviklingsmæssigt sammenlignes med pubertetsbarnet, der har brug for sine danske forældre. De vil os gerne, men ønsker os samtidig om på den anden side af månen, fordi de vil selv" siger hun

Ifølge underviseren er grønlændernes mindreværd over for danskerne tydelig.

"En dag sagde en studerende til mig: "I klipper mine tanker over med jeres spørgsmål". At vi som undervisere og danskere opfordrede ham til en aktiv stillingtagen forstyrrede ham. For en grønlænder handler det nemlig ikke om at reflektere, men om at leve i nuet," siger hun.

Tilrejsende danskere er eksempelvis ofte forargede over, at grønlandske børn leger ude til sent på natten om sommeren.

"Børnene leger ude, fordi man resten af året har total mørke på grund af solens position. Derfor nyder børnene at lege ude, hvilket forældrene lader dem gøre, fordi det gælder om at have det godt lige nu og her," forklarer Rikke Høgh Olesen.



Coaching. At indpiske og motivere var en stor del af Rikke Høgh Olesens dagligdag som underviser på det grønlandske pædagogseminarium.

"Det er vigtigt, at man hele tiden gør det grønlandske pædagogiske personale og de studerende opmærksom på, at de har værdier med i bagagen, som kan bruges i en faglig sammenhæng," siger hun.

"Grønlandske børn har eksempelvis en fællesskabsfølelse, som danske børn ikke har, fordi de har så meget ansvar derhjemme. Her bør danskere, der kigger på Grønland udefra, overveje, om de har et ressource- eller mangelsyn. Personligt ser jeg det nære samvær som en ressource."

Men Grønlands store sociale problemer er for Rikke Høgh Olesen ikke til at komme udenom. Problemer, der ikke er til at skjule, og som grønlænderne heller ikke ønsker at skjule.

"En fuld grønlænder er ikke bange for at vise, hvem han er. Fordi det er svært at skjule, men også fordi han eller hun ikke har brug for samme selviscenesættelse, som mange danskere bruger. Mens vi i Danmark har flotte virksomhedsplaner i institutioner og lykkelige børn på facaden, er grønlænderne mere ærlige," siger Rikke Høgh Olesen, som husker et besøg i en børnehave.

"Der stod en far, som ærligt talt havde fået for meget at drikke, og ømt lynede jakken på sit barn. Lige i det øjeblik var han mere kærlig, end en stresset karrieremor i Danmark ville være," vurderer hun.

Stress er ifølge Rikke Høgh Olesen et ukendt begreb i Grønland. Voksne, der hæver stemmen overfor et barn i det offentlige rum, er derfor et sjældent syn på øen, siger en frustreret, men langt fra opgivende dansk underviser, der ser frem til en ny pædagogisk fremtid i Grønland.



Børn&Unge kigger mod det kolde nord i de næste to numre under temaet Pædagogik i Grønland.

Øen er i centrum for en række artikler, der stiller skarpt på Grønlands pædagogiske praksis.

Netop en pædagogfaglig indsats skal skabe grobund for en fremtid uden omsorgssvigt, overgreb

og høje selvmordsrater blandt grønlandske unge.