Pædagogfaget bliver voksent

Læger har en profession. Det har også advokater, skolelærere, sygeplejersker, politibetjente og jordmødre. Men mens disse professioner, og flere med dem, er velkonsoliderede, både i den offentlige bevidsthed og hos professionens egne udøvere, så står pædagog-professionen endnu på vaklende ben.

Blandt andet derfor er det, at BUPL har sat sig for at få afdækket og italesat professionens faktiske indhold og de dilemmaer, den står overfor. Sigtekornet er stillet ind på et statusløft, som skal slå om i højere agtelse og bedre løn- og arbejdsvilkår. I øvrigt retter indsatsen sig ikke alene mod det omgivende samfund, men også mod pædagogerne selv.

Om hvorfor det har relevans, siger Anders W. Christensen, der er konsulent i pædagogisk team på BUPL's forbundskontor:

"Når vi spørger pædagogerne, hvordan de ser på sig selv og hinanden, og hvordan de tror, at andre ser på dem, så afslører svarene, at pædagogerne i mange tilfælde ikke har den helt store selvtillid og faktisk deler nogle af de fordomme, som er mod dem. Det kan forekomme paradoksalt, når man nu ved, at de får nogle af de højeste karakterer i diverse målinger af brugernes tilfredshed. På den anden side er det en ung profession, faktisk den, der senest er udskilt fra hjemmet. Det kan forklare, hvorfor den opfattelse stadig er ret udbredt, at enhver kan blive pædagog, for det, pædagoger befatter sig med, opfattes som noget alment menneskeligt. Noget, som hjemmet indtil for nylig tog sig af."



Kendetegn. Der strides blandt de lærde om, hvad det er, der definerer en profession. En af de mere udbredte opfattelser går på, at der er tale om en profession,

• når dens udøvere har en specifik uddannelse,

• når de har monopol på arbejdsområdet,

• når professionen har en udstrakt grad af autonomi, det vil sige styrer sig selv og selv tilrettelægger arbejdets udførelse,

• når professionen selv uddanner kommende kolleger og

• når der foregår forskning inden for feltet.

Andre kendetegn er, at professionen hviler på et etisk grundlag, og at udøverne har en altruistisk - uegennyttig - indstilling til arbejdet.

Pædagogprofessionen opfylder nogle af kravene. Når det handler om autonomien endda til overmål, mens det står skralt til på andre punkter. På et arbejdsmarked, hvor der er i tusindvis af ikke-uddannede pædagogmedhjælpere og dagplejere, er det for eksempel ikke meningsfuldt at tale om en monopolstilling.

En sammenligning mellem lærer- og pædagogprofessionen viser, hvad sagen også handler om. Nemlig tidsfaktoren, nærmere bestemt det antal år, faget eller professionen har eksisteret.

"Det er en ret vigtig pointe. De læreplaner, som nu er ved at blive implementeret på daginstitutionsområdet, har under andre navne eksisteret i over 200 år på skoleområdet," påpeger Anders W. Christensen.

Det er ét eksempel, men der findes flere.



Fri som fuglen. Danmarks første lærerseminarium, Jonstrup Statsseminarium, blev oprettet i 1789. Dermed blev det statueret, at der skulle uddannelse af en bestemt beskaffenhed til for at få adgang til at undervise. Første pædagogseminarium, Frøbel-Seminariet, blev oprettet i 1885, men der skulle gå helt indtil 1951, før samfundet, i skikkelse af en statslig bekendtgørelse, mente noget om, hvad pædagoguddannelsen skulle indeholde og føre frem til.

I 1814 blev den almene undervisningspligt indført, og der kom ved samme lejlighed detaljerede anvisninger på, hvad eleverne skulle lære. 173 år senere - i 2001 - kom for første gang bindende, men stadigvæk ret liberale retningslinjer for indholdet af det pædagogiske arbejde. Det skete med de pædagogiske læreplaner.

Mens altså lærerprofessionen i et par århundreder har været genstand for samfundsmæssig bevågenhed, kunne pædagogprofessionen i de første mange årtier af sin eksistens leve det frie og ubudne liv.

Inden for vide rammer, hvis overhovedet nogen, kunne den selv bestemme, hvordan og med hvad den ville præge de opvoksende generationer. Ud af friheden voksede den vidt berømte danske børnehavetradition, som har forstået sig selv i modsætning til skolens indlæringspræg og insisteret på, at den tidlige barndom var sakrosankt, og at den frie leg i sig selv bibragte børnene læring og udvikling.



Barndom og samfund. Engang var det - groft sagt - godt nok for politikerne og forældrene, når børnene var trygge og ikke kom til skade i institutionerne. Det lader de sig ikke mere nøje med. Nu stilles der krav. Denne nye tingenes tilstand byder både på muligheder og risici for pædagogprofessionen.

Professor Jan Kampmann fra Roskilde Universitetscenter, der i denne uge har holdt hovedoplægget på Pædagogisk Træf, et BUPL-arrangement i Bella Centret i København med over 800 deltagere, siger til Børn&Unge:

"Daginstitutionerne er i færd med at blive indskrevet som en markant del af den samfundsmæssige forvaltning. Sagt med et enkelt ord sker der en samfundsmæssiggørelse af barndommen gennem en øget grad af institutionalisering. Ikke bare en kvantitativ institutionalisering i form af flere børn i flere timer, men også en kvalitativ institutionalisering, som især har sat sig igennem inden for de seneste ti år, og som stadig ikke er færdigudviklet. Det kvalitativt nye er for eksempel læreplanerne og forældrebestyrelserne samt det forhold, at daginstitutionerne, selvom det ikke står skrevet, i dag reelt er blevet en tvungen opdragelsesforanstaltning. Det er således ikke ualmindeligt, at der fra kommunernes side iværksættes forskellige initiativer over for familier, som ikke af egen fri vilje melder deres børn i en daginstitution."



Statslig indblanding. Nye krav og forventninger er, mener Jan Kampmann, med til både at forme og udfordre professionen.

"Den store offentlige interesse for hele daginstitutionsfeltet er ledsaget af en øget grad af intervention i forhold til pædagogfagets udøvelse. Læreplaner kan jo ses såvel som et løft til den pædagogiske kvalitet som en statslig indblanding i pædagogernes hidtidige meget, meget autonome selvdefinering af, hvad deres arbejde består i - og ikke består i," siger Jan Kampmann, som ser hele professionssnakken som en nødvendig reaktion på en række samfundsmæssige udfordringer.

" Min hovedpointe er egentlig, at en professionalisering af arbejdet ikke alene består i at udvikle nye, konkrete pædagogiske former for samværet med børnene, men at den nødvendigvis også må sikre, at pædagogerne i langt højere grad bliver i stand til at analysere deres egen rolle og position i feltet. Hvis de nemlig ikke kan det, bliver de bare spændt for noget, som andre har bestemt. Derfor er det vigtigt for pædagogerne at overveje, hvordan de kan professionalisere omgangen med de kommunale samarbejdsparter. Man kan ikke mere bare lade som om, at disse kommunale samarbejdsparter ikke har med ens hverdag at gøre, for det har de. Og de vil få det i endnu højere grad," mener Jan Kampmann.

Hvordan med pædagogernes status? Ligger der ikke nogle muligheder i, at der stilles ret præcise krav til, hvad der skal foregå i institutionerne. Den, der vil bestemme, hvad der skal spilles, må også betale for musikken, skulle man mene.

"Ingen tvivl om at det styrker den pædagogiske faggruppe, at den samfundsmæssige anerkendelse, man har higet efter i mange år, nu endelig synes på vej. Men der er også en risiko. Hvis man ikke blot skal blive til nogen, der følger andres dagsordener, må man udnytte synliggørelsen offensivt ved selv at definere sine egne dagsordener. Det handler om at finde nogle nye balancer mellem synliggørelse på den ene side og fagets egne standsmæssige og kvalitative overvejelser," slutter Jan Kampmann.

Gorm Hansbøl, lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet og forfatter til flere bøger og publikationer om professionsudvikling, har et bud på, hvad pædagogerne kan gøre for at hæve deres samfundsmæssige status.

"Hvordan kan det være, at pædagogfaget, kald det en profession eller semi-profession, ikke er så agtet? Efter min vurdering skyldes det bestræbelsen på at få daginstitutionerne til at ligne det hjemlige mest muligt. Man har historisk valgt at vægte omsorgen og andre kvindelige værdier, som ikke har været i speciel høj kurs i samfundet. Derfor den lave løn og den lave status. Hvad der skal til i stedet? En styrkelse af fagligheden og en anerkendelse af, at samfundet har nogle legitime interesser i at det enorme lærings- og udviklingspotentiale, som findes hos børn i førskolealderen, bliver næret og fremmet. Det er en af forudsætningerne for, at vi som samfund kan klare os i den globale konkurrence. Jeg mener i øvrigt ikke, at der behøver være noget modsætningsforhold mellem omsorg og kærlighed på den ene side og sikker faglighed på den anden. Pædagoger skal være så fagligt dygtige, at de er i stand til at lære fra sig. Hvad enten det så handler om naturteknik eller beherskelsen af et musikinstrument, " siger Gorm Hansbøl.



Svær balance. At finde netop denne balance mellem fortsat autonomi og stigende samfundsmæssiggørelse er et af formålene med det professionsprojekt, som blev besluttet på BUPL's kongres i 2004. Frem til kongressen i 2006 skal hovedbestyrelsen på grundlag af indspark fra en dertil nedsat arbejdsgruppe diskutere, hvordan det lader sig gøre.

Et første skridt blev taget på hovedbestyrelsesmøder i september, hvor temaet var de fordomme og myter, som omgiver pædagogprofessionen, og som pædagogerne og deres organisationer i øvrigt selv er med til at kolportere.

Overskrifterne for de kommende debatter lyder:

"Hvis autonomi står øverst på pædagogernes ønskeseddel, hvordan sikrer BUPL så dette ønske?".

"BUPL og relationen til de ikke-uddannede: Skal der føres en mere offensiv konverteringsstrategi?".

"Skal der være en eller to pædagogiske professioner?".

"Skal BUPL have et etisk grundlag og et nævn, som behandler klager over pædagogerne og deres arbejde?".

"Skal BUPL arbejde for, at pædagogprofessionen bliver en "rigtig" profession?"