Pædagogers professionalitet er truet

Midt i al usikkerheden om overenskomsten - stemmer pædagogerne ja eller nej? Hvad med sygeplejerskerne og sosu’erne, får de noget ud af at strejke? Kommer der et regeringsindgreb? - står ét forhold dog lysende klart, når det gælder pædagoger og pædagogisk arbejde:

Pædagoger i almindelighed føler sig presset, føler sig frustreret, føler at de ikke kan udføre deres pædagogiske opgaver, som de kan og ved, de burde. De føler, at deres arbejde ikke anerkendes og respekteres, som det burde. Pædagoger føler med andre ord deres professionalitet truet.

Frustrationen over eller følelsen af, at ens vigtige arbejde ikke bliver ordentligt anerkendt og respekteret, er ophobet gennem lang tid. Den har langsomt udviklet sig gennem mange års nedskæringer, nye opgaver, omstruktureringer og struk-turændringer, ikke ordentlig løn osv. Og tages frustrationen ikke alvorligt, er den en tikkende bombe under hele det pædagogiske felt, og vi risikerer en massiv afvandring fra området.

Derfor SKAL udviklingen vendes. Pædagogisk arbejde med børn og unge (og andre) er et utroligt givende og spændende arbejde, fordi det hele tiden handler om at skabe de bedst mulige livs- og udviklingsbetingelser for de små og store mennesker, vi har ansvaret for. Det burde derfor være selvindlysende, at samfundet som helhed bakker op om pædagogers arbejde, og at samfundet stiller de nødvendige ressourcer til rådighed, så pædagoger kan yde deres bedste. På samme måde burde det være indlysende, at pædagoger både skal anerkendes for og have en ordentlig løn for det vigtige arbejde, de udfører.

Og selvom den aktuelle overenskomstsituation jo egentlig ikke handler om alle disse forhold, så gør den det alligevel. For mange pædagoger har i modstanden mod først KTO-forliget og senere mæglingsforslaget (mange er naturligvis også bare utilfredse med forliget) set en legitim mulighed for at handle i fællesskab over for alle disse opsparede frustrationer.

Dette skal BUPL forstå og arbejde ud fra. Vi skal tage hånd om disse frustrationer og skabe handlemuligheder for pædagogerne, så vi i fællesskab kan tilkæmpe os bedre betingelser for at udføre pædagogisk arbejde. Men arbejdsgiverne - både folketing og kommuner - skal også forstå det. Hvis de ikke kan på anden måde, skal de tvinges - for gør de ikke det, vil området langsomt tømmes for den fantasi, iderigdom og livskraft, som er det, der i dag gør området attraktivt og unikt.