Pædagoger skriver. En historie om at savne og om at klare hverdagen alligevel

Frederik var kun fire år, da hans far tog af sted til en krig i et land langt borte. Han skulle være væk i 15 uger, komme hjemme på ferie og skulle så af sted igen. Frederik talte ugerne med en afkrydsningsliste, der viste ham, hvor mange Disney Sjov han skulle se, før far kom hjem igen.

Historien om, hvordan Frederik tackler savnet af faren, er emnet i børnebogen ’Vi ses, far’, som er skrevet af hans mor, Luise Gibler Rohde. Det er hendes første bog, og den bygger på egne erfaringer om, hvordan man kan hjælpe både børnene og sig selv på bedste vis. Hun har fået økonomisk hjælp til at skrive bogen af Forsvaret, og den udleveres gratis til soldaterfamilier.

»Forsvaret havde en bog om emnet, men der var for meget tekst. Frederik stod af på ­

side 4, og illustrationerne var heller ikke fængslende. Jeg ville på en mere forståelig måde vise, hvad vi havde gjort for at gøre ventetiden nemmere for os alle,« siger hun.



Forstå det abstrakte. Titlen ’Vi ses, far’ er valgt for at give håb og for at fortælle, at en hverdag med savn også kan være god. Derfor er risikoen i en soldats job heller ikke nævnt med ét ord.

»Der er så mange andre bekymringer i den situation, at man ikke behøver at tage den ultimative frygt med. Jeg har aldrig fået spørgsmålet fra mine børn, om far kunne dø i det andet land. Det fylder ikke i vores familie, at der er en risiko for, at far kan blive slået ihjel, når han er udsendt,« siger hun.

Emilie Melgaard Jacobsen, der også er pædagog og soldaterkone, har tegnet illustrationerne. Hun mener, at det vigtige er håndteringen af savnet. Tiden, der går, inden far er hjemme igen, er abstrakt for børn, og det handler om at hjælpe dem til at forstå den alligevel. Det er rigeligt, og derfor er det unødvendigt at sætte ord på risikoen for død og lemlæstelse,« siger Emilie Melgaard Jacobsen.

Luise Gibler Rohde fortæller, at familien engang var indblandet i en bilulykke, der var meget voldsom.

»Og selvom vi ikke var i overhængende fare for at dø, har vi haft den sårbarhed inde i vores liv, at det meget hurtigt kan være slut. Der kan lige så godt ske noget herhjemme. Risikoen for at blive slået ihjel er nok større ved at cykle i byen, end den var for min mand i det job, han havde på missionen. Derfor har jeg valgt ikke at fokusere på det i bogen,« siger hun.

I stedet har hun valgt at beskrive de mange situationer, hvor far plejer at gøre noget sammen med Frederik. Netop for at fortælle, hvordan man kan tackle den anderledes hverdag både som barn og voksen. Og for at vise, at livet går videre, og at både børn og voksne udvikler sig.



Savn er savn, uanset. Luise Gibler Rohde mener, at bogen ikke kun retter sig mod soldaterfamilier, selvom det er en speciel situation, de står i. Når hun læser bogen for børn, der ikke har en soldaterfar, kan de sagtens se deres egne savn i historien.

»Vi tog tidligt en beslutning om, at faren ikke skulle optræde i uniform, netop for at andre skulle kunne identificere sig med ­familien. Bogen kan derfor sagtens være en anledning til at snakke om et hvilken som helst savn, og hvad man kan gøre, når man savner. Pædagoger kan tage udgangspunkt i bogen, når de snakker med forældre om, hvad de kan gøre for at støtte sig selv og barnet. Jeg har ikke lagt skjul på hverken Frederiks eller mine egne følelser, og jeg beskriver forskellige løsninger, som har virket for os i den tro, at de kan hjælpe andre,« siger hun.

Emilie Melgaard Jacobsen er også sikker på, at andre end soldaterfamilier kan få glæde af bogen.

»Jeg har oplevet, at en pige i min børnehave, hvis forældre er skilt, vil have læst bogen i de uger, hvor hun ikke er sammen med sin far. Hendes situation er anderledes, men hun spejler sig i bogens emne og kan genkende meget af det, bogen handler om,« forklarer hun.

Bogen lægger op til dialog med børnene, mener Luise Gibler Rohde.

»Der er så meget, man kan snakke om i forhold til savn, og hvad man kan gøre, når man savner. Morens følelser er jo også med, så det er oplagt også at snakke med forældrene om, hvordan de har det med deres savn, for det påvirker jo også børnene,« siger hun.



Fagligheden hjælper. Luise Gibler Rohde har aldrig skrevet andet end sin bachelor­opgave. Men hun er storforbruger af børnelitteratur i sit arbejde som pædagog.

»Jeg har en klar holdning til, hvad der er god børnelitteratur. Jeg vidste, hvad jeg ville med bogen, og at det skulle være en oplæsningsbog. Min erfaring med, hvad børn i børnehavealderen kan kapere rent sprogligt, har hjulpet mig meget,« siger hun.

Både Luise Gibler Rohde og Emilie Melgaard Jacobsen mener, at de som forfatter og illustrator til en børnebog har fordel af at være pædagoger.

»Vi har nok en større forståelse for målgruppen. Jeg ved noget om, hvad en tekst skal kunne, og hvor lang bogen må være, så børnene ikke mister interessen. Børn er skarpe på, hvad de kan lide, og siger deres mening. Der skal stå det, der skal, men heller ikke mere, for så siger de fra enten verbalt eller med deres koncentration. Man kan tydeligt mærke, hvis en bog ikke fænger,« siger Luise Gibler Rohde.

»I forhold til illustrationerne skal der være genkendelighed for børn i den alder, som bogen er skrevet til. Vi tør godt sige, at det har været en hjælp at have den faglighed, vi har,« siger Emilie Melgaard Jacobsen.



Luise Gibler Rohde, forfatter

38 år, har været gift med Jesper i 14 år, har to børn, en pige, der i dag er

fire år og Frederik på otte, der er hovedpersonen i bogen. Er uddannet ­pædagog i 2009 og arbejder i en børnehave i Allerød, hvor hun også bor.

Er tidligere uddannet bygningssnedker og har været i Forsvaret.



Emilie Melgaard Jacobsen, illustrator

26 år, er gift med Daniel, som er i Forsvaret og har William på 2 år. Er uddannet pædagog i januar 2015 og arbejder i en integreret natur- og udelivsinstitution i Helsingør. Tegner og maler meget og har forsøgt sig med at sende sine illustrationer til forlag, men uden at det gav bonus.