Pædagoger i skyggen; Den alt for lille forskel

Pædagoger står i skyggen og mest af sig selv. De ranker ikke ryggen, er ikke synlige og fulde af stolthed over det, de kan og ved. Alligevel vil de gerne anerkendes som en profession. Ifølge en ny ph.d. afhandling "Pædagoger i skyggen - om børnehavepædagogers kamp fra faglig anerkendelse" af sociolog Esther Nørregård-Nielsen vil en sådan professionalisering ikke finde sted, før pædagogerne får sig afgrænset i forhold til pædagogmedhjælperne. Hendes undersøgelse af, hvordan pædagogerne selv, pædagogmedhjælperne og forældrene ser på pædagogernes arbejde, viser, at de har svært ved at gøre opmærksom på, at de kan noget mere og andet end pædagogmedhjælpere, psykologer og forældre.

"Pædagogerne er for dus med pædagogmedhjælperne. Og de har svært ved tro på, at den viden, de har efter endt uddannelse, gør dem til noget særligt og specielt," siger hun.

Esther Nørregård-Nielsen har kigget på pædagogerne gennem professionsteoretiske briller for at blive klogere på, om pædagogfaget kan blive en profession.

"For at være en profession skal medlemmerne have faglig viden, en faglig stolthed og være i stand til at holde andre fag væk fra det, der er professionens særkende. Og set på den måde er pædagogerne så langt væk fra at være en profession, som man kan komme. For når man satser stærkt på et kollegialt forhold til de andre grupper på arbejdspladsen i stedet for at lave et hierarki, når man ikke afgrænser sig i forhold til det, der foregår i hjemmet, og når man arbejder i noget, der ligner en dagligstue, kræver det endnu mere af pædagogerne, for at de kan fremstå som professionelle," siger hun.

Interessen for, hvad der sker i daginstitutionerne, har aldrig været større end nu, og Esther Nørregård-Nielsen mener, at opmærksomheden fra offentligheden kan hjælpe pædagogerne til at blive en profession. Problemet er bare, at det er nogle andre end pædagogerne selv, der former det indhold, som pædagogerne skal være professionelle med. Det skal være den professionelle gruppe selv, der slår takten an og definerer, hvad der hører til den særlige viden. Hvis man ikke gør det, har man ikke rigtig noget fagligt belæg for at sige, at nedskæringer får fatale konsekvenser. Sådan som for eksempel lægerne kan gøre det med stor gennemslagskraft.

"Det er et problem, at det ikke er pædagoger, der forsker i faget, det er lærere eller andre. Derfor bliver der så meget plads til, at politikerne kan komme ind og definere området, og pædagogerne bliver stik-i-rend-drenge for nogle politiske overvejelser, der ikke har bund i faget. Det svækker en profession, at man ikke får lov til at arbejde med det, der er ens viden og faglighed, men bliver bedt om at gøre noget, som andre har defineret," siger hun.



Laver det samme. Esther Nørregård-Nielsen har netop forsvaret sin ph.d.-afhandling og samtidig udgivet en bog med samme. Den videregiver analyser, resultater og pointer fra den kvantitative spørgeskemaundersøgelse og de kvalitative interviews, hun har lavet i forbindelse med afhandlingen. Hun har spurgt både ansatte og forældre om deres syn på pædagogers arbejde og position, og noget af det, der meget hurtigt slog hende, når hun trådte ind i en børnehave, var, at de ansatte ikke selv præsenterede sig som enten pædagog eller pædagogmedhjælper. Esther Nørregård-Nielsen legede derfor selv en leg, hvor hun i løbet af dagen forsøgte at gætte sig frem til, hvem der var hvad.

"Og jeg gættede altid rigtigt. Selv om pædagogerne ikke fremhæver sig selv, så kan det ses på deres kropssprog, attitude og en anden sikkerhed. Så på den ene side, vil jeg påstå, at der er en sikkerhed og en klarhed om, at man kan noget mere. Men så træder der noget andet ind, og det er en mening om, at alle er kolleger, og at man skal løfte i fællesskab. Pædagogerne kan også regne ud, at det ikke er så sjovt altid at være den, der skal feje og vaske legoklodser af, så det er man fælles om," siger hun.

Sætter man en pædagog ved siden af en medhjælper og beder hende om at gøre det klart for denne, at hun kan noget mere, så vil hun begynde at sige, at der skal løftes i fællesskab. Men sidder man alene med pædagogerne, så er de meget optagede af deres faglighed og synes, at de får diskuteret alt for lidt fagligt.

"Så der er en utrolig usikkerhed, men også generelt en stor frustration blandt pædagogerne over ikke at få brugt deres fag tilstrækkeligt og ikke være anerkendt nok. Og det er så min påstand, at det skyldes, at de knap selv tør sige, at de kan noget, og hvordan skal de så få andre til at tro det. Pædagoger skal turde sige til medhjælperne, at de har noget viden. Så når der skal tegnes med børnene, er det pædagogen, der tegner, og medhjælperen, der gør rent i køleskabet. Men sådan foregik det ikke, da jeg besøgte syv børnehaver i forbindelse med indsamling af data. Når jeg kom ind på stuerne, så lavede man det samme," siger Esther Nørregård-Nielsen.



Faglig viden dør. Der er flere grunde til, at pædagoger ikke får sig afgrænset i forhold til andre faggrupper, mener Esther Nørregård-Nielsen. Det er struktur, tradition for flad ledelse, en masse økonomi og ikke mindst uddannelsen, som betyder noget i den sammenhæng. Seminarierne gør efter Esther Nørregård-Nielsens mening tilsyneladende ikke nok for at styrke pædagogernes identitet og i at kunne fastholde en faglig viden og bruge den i dagligdagen. Det er ikke nemt for pædagogerne at føre teorierne med ud i praksis, og de er ikke særlig gode til at holde fast i dem. I løbet af uddannelsen bliver de ikke sikre nok på, hvem de er som fagpersoner.

"Der findes endnu ikke undersøgelser af, hvad det har betydet, at man har lavet en professionsbachelor, hvor flere og flere pædagoger skulle blive teoretisk stærke. Men forsvinder dem med en stærk viden til jobs på specialområdet eller til forskning, som der er mere prestige i, og det bliver dem, der er mere praksisnære, der tager arbejde i daginstitutionerne, så får man styrket en deprofessionalisering, fordi der vil være langt mellem praksis og teori," siger hun.

Et andet problem er, at pædagogerne ikke har opbygget en struktur, hvor opfølgning og udvikling af den teoretiske tilgang kan leve videre.

"Som pædagog kan man i princippet godt lade være med at holde sin viden ajour, og er man kun kollega med medhjælperne, vil man måske synes, at det er det rene pral, hvis man siger "det er da vist en ren Bourdieu", eller hvis man henviser til en fagbog, man har læst. Hvis der var tradition for det, kunne man jo godt forestille sig, at det var almindeligt, at pædagoger og leder jævnligt mødtes og diskuterede pædagogisk faglige ting ud fra en artikel eller andet. Men det er det sjældent," siger Esther Nørregård-Nielsen.

Hun tror, at ledernes farvel til det faglige fællesskab har betydet, at man finder det vigtigt, at resten holder sammen mod den fælles fjende: Kommunen. Desuden er der mange pædagoger på deltid og mange pædagogmedhjælpere på fuld tid, hvilket betyder meget for forældrenes opfattelse af, hvem der er vigtig for deres børn.

"Og så tror jeg også, at det er, fordi mange pædagoger selv har været pædagogmedhjælpere. Så man tænker, at "jeg har tørret for mange borde af, og det var ikke rart, så det vil jeg ikke udsætte andre for", eller "hvis man skal have nogle til at hænge på faget, så må man vise dem det spændende i det her og ikke bare lade dem gøre alt det praktiske"."

Esther Nørregård-Nielsen kan sagtens se, at pædagogmedhjælpere kan være udmærkede medarbejdere, men hvorfor de skal udgøre 30-40 procent af de ansatte, er det svært at se en begrundelse for.

"Jeg kan kun se, at pædagogmedhjælperne er vigtige, hvis de kan skabe rum til, at pædagogerne kan komme til at udøve deres faglighed. Men det er ikke det, der bliver skabt rum til, som det er nu, for de mange praktiske opgaver kommer til at tage tid fra de pædagogiske opgaver, når man synes, at en pædagog lige så godt kan tørre borde af, som en medhjælper kan," siger hun.



Forskel på "hænder". Esther Nørregård-Nielsen mener, at der på en måde er for lidt mysticisme omkring pædagoger. Alle forældre ved, hvad der foregår i en institution, hvem man ansætter, hvilke ture, man skal på, og de kender de andre børn.

"Den manglende mysticisme omkring et fag er med til at holde det nede. At alle kan passe børn, det er rigtig nok, men der sker jo meget andet end pasning i børnehaverne. Viden om, hvordan man stimulerer børn, hvordan man udvikler dem bedst muligt, er det, der skal afgrænse pædagoger fra andre," siger hun.

Når Esther Nørregård-Nielsen spurgte forældrene om, hvad de ønskede sig, så var det flere hænder til at tage sig af børnene. Men det var ikke specifikt pædagog-hænder, der blev efterspurgt.

"Og det er, fordi pædagoger ikke får signaleret skarpt nok, hvorfor de er mere vigtige end de andre faggrupper i børnehaven. Forældrene vil egentlig gerne respektere pædagogerne, hvis der kom nogle udmeldinger fra dem om, hvad de kan, og at de trådte mere i karakter. Når en tur bliver aflyst, fordi Yrsa er syg, tænker forældrene, lad os få nogle flere hænder, for de er åbenbart ikke nok personer her. Men hvis de fik at vide, at aflysningen af turen var meget ærgerlig, fordi man havde tænkt sig at arbejde med trafiksikkerheden og med at se til den gruppe af bøgetræer, som man har fulgt i årets løb og lære mere om naturen, så vil man som forældre tænke anderledes. Man ville forholde sig til, at det var mange væsentlige ting, ens barn gik glip af, og det giver så en association til, at der er altså forskel på hænder, fordi nogle af dem ved, hvad det er godt for mit barn at lære, og at en tur i parken måske ikke bare handler om at få frisk luft," siger hun.



Fordi jeg kan. Pædagoger i daginstitutioner har også svært ved at markere sig fagligt, når de skal arbejde sammen med andre faggrupper som socialpædagoger, talepædagoger og psykologer. De kan ikke sige, at "grunden til, at jeg sidder her som pædagog, er, fordi jeg kan .....".

"Og det er jo frygteligt, for de har en faglig viden. Havde man ikke det, kunne man ligeså godt lukke og slukke. Men når man spørger pædagogerne direkte om, hvad de synes er vigtigt for børn at lære i børnehaven, så tegner de sig som en gruppe, der kan og vil noget specielt, som er helt anderledes end medhjælperne og forældrene. Men i praksis har de svært ved at afgrænse sig. Jeg beskæftiger mig ikke med, hvad den faglige afgræsning skal bestå af, jeg kan bare se, at det ikke er klart nok for hverken dem selv eller omverdenen, hvad det er, de kan. Jeg har kaldt min afhandling og bog "Pædagoger i skyggen", fordi jeg har en tro på, at der findes rigtig meget i pædagogerne allerede, men de lever i skyggen af sig selv og glemmer at ranke ryggen," siger Esther Nørregård-Nielsen.



Bogen "Pædagoger i skyggen - om børnehave-

pædagogers kamp for anerkendelse" af Esther Nørregård-Nielsen er udgivet på Syddansk Universitetsforlag. Den koster 178 kroner og er på 209 sider.