Pædagoger fastholder kønsroller

Måden, pædagoger taler til piger og drenge på, er vidt forskellige. De emner, pædagogerne taler med piger og drenge om, er vidt forskellige, og kropssproget er forskelligt. Det betyder, at børnene, allerede fra de er helt små, opdrages til og fastholdes i traditionelle kønsroller. Det er et stort problem, mener svenske Kajsa Wahlström, tidligere børnehaveleder og nuværende konsulent i ligestillingspædagogik i Sverige.

"Alle børn skal have lige muligheder. Vi skal åbne verdenen for dem. Vi skal udvide kønsrollerne. I dag er det sådan, at pigerne har en verden og drengene en anden. Pigerne skal være hjælpsomme, pligtopfyldende og må ikke sige nej. Mens drengene tænker på sig selv, træffer beslutninger og sidder på magten," siger Kajsa Wahlström.

Den opfattelse deler leder af Center for Ligestillingsforskning på Roskilde Univercitetscenter, Karen Sjørup.

"Jeg har ikke noget imod, at piger og drenge er forskellige. Problemet opstår, hvis man begrænser det ene eller andet køns udfoldelsesmuligheder. Det er problematisk, hvis man lægger op til en stereotyp forestilling om køn, altså at drengene har lov til at være mere aggressive, og pigerne skal være mere rolige og drage omsorg for hinanden. På den måde har man indskrevet en kønsarbejdsdeling allerede fra børnehaven. Det er en uendelig begrænsning af de muligheder, der er," konstaterer hun.



Mænd har magten. Pointen med ligestillingspædagogik er ikke, at piger skal ændres til drenge eller drenge til piger. Tværtimod handler det om at få de to køn til at spille bedre sammen og lære af hinanden.

"Vi skal tænke på, hvad der er det bedste ved den måde, vi behandler drengene på. Og det bedste ved den måde vi behandler pigerne på. Måske har pigerne også brug for det gode, vi giver drengene og omvendt. På den måde kan vi give begge køn det bedste fra begge verdener. De skal have det hele, sådan at de selv kan vælge bagefter," forklarer Kajsa Wahlström.

Ligestillingspædagogikken går ikke til angreb på piger og drenges forskelligheder, men fokuserer som navnet antyder nærmere på at stille de to køn lige. For Kajsa Wahlström er det helt store problem den skævvridning, der er af magten.

"Mænd har magten. Ikke en mand, men mænd i det hele taget. Det vigtigste er, hvad mænd siger og gør. Det skal altid handle om magt, når man snakker om mænd. En dreng kan ikke bare være en venlig dreng, for en venlig dreng er næsten ligesom en pige. Og så er han ude. Så når man snakker med drenge, er det altid hvor mange og hvor langt. Man kan altid gøre det op i mål. Verden er lavet til drenge, en verden hvor man kan tælle. Når man taler med piger, er det om følelser," siger Kajsa Wahlström.

I 1996 indførte Kajsa Wahlström ligestillingspædagogik i de børnehaver, hun dengang var leder i. Siden er hun blevet selvstændig, har skrevet bogen "Piger, Drenge og Pædagoger", der handler om ligestillingspædagogik, og hun er en efterspurgt foredragsholder og konsulent overalt i Sverige. Alene i 2006 skal hun møde 12.000 fagfolk på sine workshops og til foredrag.

"Pædagogerne er ikke bevidste om, at de behandler piger og drenge forskelligt, det sker automatisk. Og jeg er sikker på, det ikke bare var noget, der foregik, der hvor jeg var leder. Som konsulent har jeg set mange eksempler på, at det foregår, også i ellers velfungerende børnehaver," fortæller hun.

Ligestillingspædagogik handler om at udvide de traditionelle kønsroller. Piger kan altså stadig klæde sig som en prinsesse, og drenge kan tage en gammeldags slåskamp.



Ulighed var udbredt. Arbejdet med ligestilling i svenske institutioner blev skudt i gang i november 1995. På et møde for 70 børnehaveledere blev et brev fra den svenske ligestillingsekspert Ingemar Gens læst op. Han ville starte et ligestillingsprojekt for børnehavebørn, fordi han mente, at det var mens børnene var små, at der skulle sættes ind. Kajsa Wahlström, der dengang var leder i Tittmyran og Björntomtens børnehaver blev straks tændt på ideen, og arbejdet begyndte.

Egentlig syntes hun, at alt fungerede godt i hendes børnehaver. Børnene var søde og pædagogerne dygtige, men da de begyndte at observere, hvad der egentlig foregik i børnehaven, vendte billedet. Det blev tydeligt for alle, at uligheden stortrivedes i både Tittmyran og Björntomten.

Projektet med ligestillingspædagogik viste, at pigerne blev berøvet mulighederne for at udvikle mod, egen vilje, evne til at tage initiativ, til at være hovedrolleindehavere og til at tro på sig selv. Men også drengene var tabere i forskelsbehandlingen. De blev frarøvet at udvikle empati, nærhed, hjælpsomhed, positiv kropskontakt og sprog.

Pædagogerne begyndte med at observere og skrive ned på papir, hvad de så. Kort tid efter brugte de båndoptager, fordi det var svært at få det hele med, når de bare havde pen og papir. Til sidst fik de bevilliget et videokamera, der gav endnu bedre mulighed for at få det hele med.

Hver uge filmede pædagogerne arbejdssituationer med børnene: Påklædning i gaderoben, bollebagning og samlinger. Fokus var på pædagogen og ikke på børnene. De observerede hinandens kropssprog, stemmeføring og samtaler med børnene. Det viste sig hurtigt, at pædagogerne talte helt forskelligt til piger og drenge.

"Vi talte om relationer med pigerne og om udseende og hjælpsomhed og ofte brugte vi lange sætninger og ord. Til drengene sagde vi: "Gå ud!", "Stop nu!", "Ti stille!" De fik altid kun to ord og mange reprimander. Ellers blev drengene spurgt om, hvor mange og hvor langt. Det var hele tiden målbare ting, de blev spurgt om," fortæller Kajsa Wahlström og giver et eksempel:

"Hvis en pige for eksempel fortalte, at hun havde været ude og køre på scooter med sin far, svarede pædagogen ofte noget a la: "Åh, var du ikke bange?"

Fortalte en dreng det samme, blev han i stedet for spurgt, hvor stærkt og hvor langt han kørte.

Hver gang vi taler til drenge og piger, placerer vi dem i forskellige verdener," siger Kajsa Wahlström.



Adskillelsespædagogik. Pædagogerne i Tittmyran og Björntomten besluttede efter nogen tids observationer at sætte ind ved frokosten.

Tidligere var frokosten et måltid, hvor børnene sad skiftevis dreng og pige. Egentlig gik det godt med at afvikle frokosten, der var fred og ro, men under videooptagelserne gik det op for pædagogerne, at det ikke var deres fortjeneste alene.

Observationerne havde vist, at pigerne fungerede som hjælpefrøkener. De reagerede på det mindste "øh" fra deres små, mandlige kammerater. Pigerne rakte mælken over bordet, sendte kødet rundt og lod drengene få først. Drengene nåede aldrig at sætte ord på, at de for eksempel gerne ville bede om mælken. Og pigerne nåede ikke at spise ret meget, fordi de i stedet servicerede drengene. Det var den observation, der lå til grund for den fremtidige adskillelse.

Børnene blev nu delt op efter køn, men sad stadig i samme rum. Efter nogle dage, hvor pædagogerne fortsatte med at videofilme, gik det op for dem, at denne adskillelse ikke var nok.

"Pigerne og drengene skulle jo lære to vidt forskellige ting. Pigerne ville vi have til at snakke højt og måske være lidt vildere ved bordet, og vi ville gerne træne opførsel og hjælpsomhed med drengene. Derfor nyttede det ikke, de var i samme rum," forklarer Kajsa Wahlström.

Pædagogerne valgte i stedet at adskille børneflokken yderligere. Drenge og piger blev placeret i hvert sit rum.

"Til at begynde med sagde vi: "Pigerne bliver nødt til at komme ind i et andet rum." Det betød jo, at drengene var her, og pigerne skulle flytte. Og så havde vi jo det samme problem igen. Pigerne måtte bøje sig for drengene. Vi ændrede det derfor hurtigt til: "Vi bliver nødt til at fordele dem i to forskellige rum." Sådan at hverken piger eller drenge sidder i det oprindelige rum, for at de to køn er lige," fortæller Kajsa Wahlström.

Kønsadskilt pædagogik er ikke et nyt påfund, og det kan virke både positivt og negativt. Kajsa Wahlström understreger da også, at det er vigtigt at have tænkt igennem, hvorfor man adskiller kønnene, og at lederen tager ansvaret på området.

I rapporten "Køn, ligestilling og skole 1990-2004," udarbejdet af kønsforskerne Kirsten Reisby og Susanne V. Knudsen for Nordisk Ministerråd, gives en oversigt over den forskning om ligestilling, der har været i skoler og institutioner i norden. Evalueringer af forskellige projekter i Danmark, hvor børnene har været kønsadskilt, har vist sig at være givtige for både børn og voksne. Pædagoger svarer, at de har fået en større indsigt i og forståelse for de to køns forskellige måder at handle på. Både drenge- og pigebørn er positive overfor adskillelsen, særligt de stille piger giver udtryk for, at de har følt sig mere trygge.



Gode resultater. Pædagogerne mener, at de kan mærke en forskel på børnene, der går i Björntomten og Tittmyran i dag set i forhold til de børn, der gik i institutionerne, før pædagogerne begyndte at arbejde med ligestillingspædagogikken.

"Vi kan se det på pigernes kroppe. De er mere oprejste, og bruger ordet "jeg" mere. Drengene er blevet bedre til at tale om tingene i stedet for at slås. Og pædagogerne ikke mindst, de er blevet mere fokuseret og professionelle i deres arbejde. Deres selvtillid voksede, da vi begyndte at se resultaterne," fortæller Kajsa Wahlström, om sit personales udvikling.

Lærerne og pædagogerne i den lokale skole noterede sig også væsentlige forandringer, første gang en gruppe af "ligestillingsbørnene" begyndte i skolen.

Ifølge Kajsa Wahlström gik der desværre ikke længe, før de hjælpsomme drenge og de selvstændige piger var tilbage i deres traditionelle kønsroller. Det skyldes ifølge hende, at pædagogerne og lærerne i skolen ikke arbejdede med ligestillingspædagogik.

"Det var forfærdeligt at se vores fantastiske børn forandre sig så hurtigt," fortæller hun.

Det er der i dag lavet om på. Nu arbejder børnehaver og skole sammen om ligestillingspædagogikken.



Drenge får hovedrollen. I følge Kajsa Wahlström er drenge for eksempel gode til at tage hovedrollen, når en pædagog giver den til ham. Piger derimod er bange for at bære hovedrollen.

"Piger er ikke vant til at være i fokus. Vi pædagoger giver al vores opmærksomhed til drengene. Når pædagogerne skal tale om Anna på et personalemøde, går der to minutter, og så taler man om Michael og John i stedet for. Måske fordi de sidder ved siden af hende, eller fordi de har det samme problem. Det betyder, at vi hver gang giver vores tid og interesse til drengene.

Mange vil sige, at drengene tager tiden. Men de kan ikke tage tiden, pædagogerne giver tiden til drengene. Og nu skal vi til også at give tid til pigerne, de har brug for det," understreger Kajsa Wahlström.

Drenge er også gode til at prøve igen og igen, selvom de fejler de første par gange, hvor piger er mere tilbøjelige til at give op på forhånd. Drenge er også gode til at træffe valg i modsætning til piger, der ofte søger et kompromis.

"Kommer en dreng hen til en kvindelig pædagog og spørger, hvilken af hans biler, hun tror, der kan køre stærkest, svarer pædagogen: "Det ved jeg ikke, den der måske? Eller den anden, nej jeg tror, de er lige hurtige."

Men drengen holder fast i sit spørgsmål og tvinger pædagogen til at vælge, fordi han er vant til det fra sine kammerater. Kommer en pige derimod og spørger den samme pædagog, hvilken af hendes to tegninger, der er flottest, slipper pædagogen nemmere af sted med at vælge begge tegninger. Piger står kun sjældent fast, og det betyder, at piger og kvinder senere hen har utrolig svært ved at træffe valg. Det handler selvfølgelig om, at piger og kvinder opdrages til at tilfredsstille andres behov og altid vil sørge for at bevare en god stemning," forklarer Kajsa Wahlström.

Kajsa Wahlströms eksempler kommer nemt til at virke som simple stereotyper, og hun understreger da også flere gange gennem interviewet, at når hun siger "alle drenge", mener hun selvfølgelig næsten alle drenge, fordi der altid er undtagelser.

Et stykke inde i interviewet er det blevet tid til en frokostpause.

"Skal vi holde en pause? Vi kan enten tage en sandwich her eller tage ud i byen og finde noget, hvad har du lyst til," spørger Kajsa Wahlström journalisten.

Uden at tænke et sekund over det, svarer undertegnede automatisk:

"Det ved jeg ikke rigtig. Det betyder ikke noget for mig. Vi kan gøre begge dele, hvad vil du helst?"

"Nej!" udbryder Kajsa Wahlström med fuld kraft.

"Jeg spurgte dig, hvad vil du helst. Ser du, hvad jeg mener? Kvinder kan ikke træffe valg og vil altid gøre alt for at stille andre tilfredse," siger hun.



I de kommende numre af Børn&Unge kan du læse mere om ligestillingspædagogik