Pædagoger bag ny portal om pædagogik

Leder jeres klub efter en ny guitar? Mangler I viden om den luseepidemi, der hærger vuggestuen? Eller savner I opskriften på den perfekte personaleweekend? En ny internetportal samler relevant viden for pædagoger

De skød projektet i gang i marts 2006, og et halvt år efter kan de se tilbage på en bragende succes.

"Der må have været et stort behov for det blandt pædagoger," konstaterer Martin Holst, der er en af to pædagoger bag skabelsen af en ny internetportal, som samler relevant viden for pædagoger og pædagogstuderende.

Internetportalen hedder P-basen.dk, og den indeholder blandt andet aktuelle nyheder på det pædagogiske område; en byttebase, der fungerer som en blå avis udelukkende for daginstitutioner; og en såkaldt sygdomsbase, hvor medlemmer af P-basen kan søge viden om symptomer på forskellige sygdomme hos børn, og hvad man kan gøre ved det.

"Vi samarbejder med netdoktor.dk og andre internetportaler. Fordelen ved vores portal er, at den kun fokuserer på de ting, pædagoger har behov for at vide noget om, både på almen- og på specialområdet," siger Martin Holst, der sammen med pædagog Allan Neesen, to andre pædagoger, der er tidligere studiekammerater fra seminariedagene, samt en webdesigner og en edb-programmør i dag udgør holdet bag P-basen.dk.



472 betalende medlemmer. Daginstitutioner og klubber betaler 60 kroner om måneden for at være medlem af P-basen.dk. Pengene går til lokaleleje, computerudgifter og domænenavn med mere.

"For os er det aldeles frivilligt arbejde. Vi får ingen løn, og vi bruger vores fritid på det," siger Martin Holst, som til daglig er souschef i en daginstitution i København, men herudover bruger cirka to timer dagligt på at vedligeholde P-basen.dk.

"Der er altid en e-mail at svare på, eller en nyhed at lægge ud på hjemmesiden," siger han.

I opstartsfasen arbejdede både han og Allan Neesen på fuld tid på projektet.

"Det var en kamp at ringe rundt til institutionerne og få dem med på ideen. Man var lidt ligesom en telefonsælger, der ville prakke dem noget på. Men flere bed på, da vi også sendte noget skriftligt materiale om projektet, og så er det gået slag i slag siden," fortæller Martin Holst.

I dag har hjemmesiden 472 betalende medlemmer. Er en institution medlem, kan hele personalegruppen benytte sig af institutionens login, og for de 800 studerende som bruger hjemmesiden er det helt gratis.

"Vores målsætning var 900 institutionsmedlemmer på et år, men nu kan vi se, vi får mange flere. Især studerende har glæde af at kunne læse hinandens opgaver, hente information om pædagogiske teoretikere eller bare give hinanden gode råd i praktiktiden," siger Martin Holst.



Nyttigt netværk. P-basen kan ikke som bupl.dk tilbyde et hav af artikler eller hjælp i klagesager om pædagogers løn- og arbejdsvilkår. Den nye portals største force er det netværk, der bygges op og den vidensdeling, der foregår de studerende imellem og institutionerne imellem, fortæller Martin Holst.

"Meningen med vores internetsted er at skabe dialog mellem pædagogerne, så de ikke skal opfinde den dybe tallerken, hver gang de i dagligdagen møder en ny udfordring; måske i forbindelse med arbejdet med de pædagogiske læreplaner, eller hvis de vil sætte et kunstprojekt i gang med børnene. Og som sådan får vi meget ros fra vores brugere," siger Martin Holst.



Se internetportalen på www.p-basen.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.