Pædagog får handicappris. »Man skal brænde for det«

For foden af en knejsende betonbygning, og lige bag jernbanesporet, som forbinder Østerbro i København med omverdenen, ligger special­institutionen Lavuk.

Institutionens hengemte og barakagtige bygninger deler matrikel med en række almene institu­tioner, og de lave huse er bundet sammen af et labyrintisk stisystem. Her er vuggestue, børne­have og fritidshjem, og Lavuk ligner sine naboer i det ydre, men brugerne af Lavuk skiller sig ud. De har alle et handicap.

»Officielt kan børnene komme i fritidsklubben fra de er 12 år, men deres udvikling er langsommere end andre børns. De fleste er modne til klub fra de er 14-15 år. Voksentilbuddene kan man bruge, til man stiller træskoene,« fortæller leder af Lavuk, pædagog John Colerick.

Han har arbejdet i Lavuk siden 1970’erne, da klubben havde 40 medlemmer og 6 ansatte. I dag leder han 200 ansatte, og institutionen ­tæller 600 brugere.

På FN’s internationale handicapdag 3. ­december modtog han årets handicappris for ’igennem over 40 års arbejde at have skabt et utal af tilbud, der bidrager væsentligt til at forøge livskvaliteten hos mennesker med handicap’, hedder det i begrundelsen på diplomet. Handicaprådet uddeler prisen på 5.000 kroner.

John Colerick er beæret, men ser prisen som hele institutionens fortjeneste.

»Jeg har befordret nogle ting, men uden mine medarbejdere til at løfte, havde det ikke været noget,« siger han.



Naturlig inklusion. Personaleforeningen har været med til at indstille John Colerick, og de ansatte skriver blandt andet om lederen: ’Du har altid været til stor inspiration’, ’du giver dig tid til at lytte og tale’, og ’du udstråler tillid, ro og overblik’.

John Colerick får især ros af medarbejderne for at se muligheder fremfor begrænsninger. Et ­eksempel er brugen af beliggenheden, idet man bevidst har valgt at placere institutionens nye udendørsareal klods op ad de almene institutioners legepladser for at fremme naturlig inklusion, fortæller John Colerick.

»Alle børnene herude har fra vuggestuealderen set en handicappet, og vi oplever tit, at nogle af fritidshjemsbørnene spiller fodbold med vores klubmedlemmer på 17-18 år. Vi låner også ting af hinanden, og mens naboinstitutionens børn viser os teater, så inviterer vi dem ofte med til vores aktiviteter. Vi har meget at give af,« siger John Colerick.

Computerrum, biografhule, musikrum, café, køkken, hobbyværksteder, en sal med klatrevæg og mulighed for at dyrke sport er bare nogle ­aktivitetsmuligheder i Lavuk.

»Unge med handicap kan ikke som andre unge vælge deres fritidsaktiviteter, men er afhængige af, hvad andre tilbyder. Derfor er palletten så bred som mulig,« fortæller pædagog Pia Nielsen.

Lavuk er især kendt for sine fredags­fester med bands og dans. Sidst var temaet hip hop.

»Der er vi glade for at ligge op ad togbanen, fordi vi kan larme uden at genere nogen,« siger John Colerick.

Men ellers kan man ikke beskylde institutionen for at gemme sig væk, tværtimod. Lavuk har skaffet nogle af sine brugere beskyttede arbejdspladser på eksempelvis et lokalt cykelværksted og snart også i en café samt i en grejbar for sejlere i Nordhavnen. Lavuk har også et naturaktivitetscenter i Gribskov, og hver dag kommer brugere på tur.

»Vi tilbyder et godt fritidsliv og etablerer venskaber, men vi for­bereder også de unge til livet i samfundet. En dag skal de flytte hjemmefra, og så er det godt at have lært, hvordan man færdes i offentlige rum og betaler for en kop kakao,« siger Pia Nielsen.

At klargøre brugerne til livet og klæde sine ansatte på til faget ser John Colerick som sine vigtigste opgaver. Han går på pension til sommer efter 44 gode år i Lavuk.

»Jeg har aldrig syntes, at arbejdet var hårdt, men man skal brænde for det,« siger han.