Pædagog bag læreplanstekst. Livsduelighed er vigtigste

Ulla Pallisgaard har siddet med i en af seks arbejdsgrupper, der har formuleret "En styrket pædagogisk læreplan", som liger til grund for ministeriets arbejde med den nye dagtilbudsreform

Da børne- og socialminister Mai Mercado (K) lancerede dagtilbudsreformen sammen med ministerkollegerne Sophie Løhde (V) og Merete Riisager (LA), var det med oplægget til en ny pædagogisk læreplan med et solidt pædagogisk fingeraftryk.

Op til fremlæggelsen af den nye læreplan er seks arbejdsgrupper nemlig kommet med forslag til beskrivelser, pædagogiske læringsmål og læringsmiljø. I hver gruppe har der siddet pædagoger, og en af dem er Ulla Pallisgaard.

»Det har været meget interessant at deltage i diskussionerne med andre faggrupper om det, jeg udfører i min hverdag. Og jeg har det rigtigt godt med, at jeg har været med til at formulere den tekst, der danner udgangspunkt for ministeriets arbejde,« siger Ulla Pallisgaard, der til daglig arbejder i institutionen Mejruphus i Holstebro.

Hun har siddet med i arbejdsgruppen ’Alsidig personlig udvikling’, som ifølge gruppens temabeskrivelse handler om ’den stadige udvidelse af barnets erfaringsverden og deltagelsesmuligheder’. »Det allervigtigste for mig er begrebet livsduelighed. Når man taler om daginstitutioner, er der ofte fokus på læring og på at gøre børn skoleparate. Men i diskussionerne i vores arbejdsgruppe har det også handlet om at gøre børn parate til livet,« siger Ulla Pallisgaard.



Dannelse. For Ulla Pallisgaard går alsidig personlig udvikling ud på, at børn lærer at mestre livet og få erfaringer med det at være menneske.

»Det handler om at være i verden, kunne tåle modstand og modgang og at få kropslige og sociale erfaringer. Man kan bruge et ord som dannelse. Det er vigtigt, at børnene træder ud i verden og kommer lidt forandrede tilbage, både for det lille barns udvikling og for det videre livsforløb i skolen og uddannelsen,« siger hun.

Hendes arbejdsgruppe har formuleret punkter til, hvordan institutionens læringsmiljø kan understøtte dette.

»Barnet skal have mulighed for at fordybe sig og få ro omkring sig. Legen er et af de store nøgleord, og her skal institutionernes fysiske indretning være så fleksibel, at den understøtter børns forskelligheder. Nogle børn har behov for at udfolde sig højlydt, mens andre har brug for at kunne trække sig lidt,« mener Ulla Pallisgaard.

Personalet spiller ifølge arbejdsgruppen også en vigtig rolle i børnenes alsidige sociale udvikling.

»Pædagogerne skal være bevidste om deres rolle og fungere som gode rollemodeller for børnene. Det kræver, at de har defineret de begreber, de arbejder med, så de er bevidste om, hvordan de arbejder anerkendende, hvordan de arbejder med en positiv tilgang osv.,« siger Ulla Pallisgaard, som også fremhæver ledelsens ansvar.

»Det kræver en ledelse, der får det strukturelle til at hænge sammen, og som giver rum for refleksion i personalegruppen,« siger hun.



Pædagogiske læringsmål for ’Alsidig personlig udvikling’

Læringsmiljøet understøtter, at alle børn udfolder, udforsker og erfarer sig selv og hinanden på både kendte og nye måder på tværs af bl.a. aldersmæssige, kønsmæssige, sociale og kulturelle kategorier.

Læringsmiljøet understøtter samspil præget af tryghed og nysgerrighed, således at alle børn udvikler engagement, livsduelighed, gåpåmod og kompetencer til deltagelse, også i situationer, der kræver fordybelse, vedholdenhed og prioritering.

Kilde: En styrket pædagogisk læreplan: Arbejdsgruppernes udkast til temabeskrivelser, brede pædagogiske læringsmål og punkter om det gode læringsmiljø.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.