Pædagog alene på stuen. Børn i kø for at få min opmærksomhed

Normeringsdebatten raser, efter at Danmarks Statistik har udgivet de nyeste

normeringstal fra kommunerne. På de sociale medier har pædagoger samtidig sat

spot på deres hverdagsnormeringer under hashtagget #MinNormering. Pædagogernes beretninger viser, at virkelighedens hverdagsnormering ligger milevidt fra den normering, som kommunerne indberetter. En af de pædagoger, som oplever forskellen på statistik og virkelighed, er Heidi Nielsen fra Dalgårdens

Børnehus i Værløse.

I Furesø Kommune er den gennemsnitlige normering på 6,7 børn pr. børnehavepædagog, men hver eftermiddag fra klokken 14.30 er der reelt 4 voksne til 50 børn i Dalgårdens Børnehus. Det svarer til en normering på cirka 13 børn pr.

pædagog.

Når så sygdom eller andet fravær opstår, kan antallet af børn pr. voksen blive tårnhøjt, og i et blogindlæg beskrev pædagog Heidi Nielsen, hvordan hun en eftermiddag var alene med 19 børn. Da hun måtte trøste et ulykkeligt barn i garderoben, var de resterende 18 børn alene på stuen.

»Den slags sker. Sådan er virkeligheden i dag,« fortæller Heidi Nielsen. Hendes blogindlæg blev delt vidt og bredt på Facebook, og for hende handler det ikke om hendes institution, men om normeringerne generelt.

»Min leder gør, hvad hun kan, men rammerne er, som de er. Man kan jo også se på kommentarerne på Facebook, at kolleger rundtomkring i landet oplever det samme som mig. Jeg bliver helt rystet, når jeg læser, hvad kolleger kan fortælle,« siger hun.

Daglige frustrationer. Heidi Nielsen har været pædagog i 25 år, og før det var hun medhjælper. Da hun kom ind i faget, var de 6 voksne til 40 børn, men siden er normeringerne løbende blevet forringet.

»Det er slet ikke nyt, at en pædagog kan være alene med mange børn. De seneste år er der imidlertid blevet skåret mere end ind til benet, og hvad er det for et børneliv, vi så tilbyder i institutionerne?

Kan det være rigtigt, at jeg i garderoben først opdager et ulykkeligt barn, når kaos har lagt sig, fordi jeg er alene med 19 børn, der skal ind fra legepladsen,« spørger Heidi Nielsen.

For hende er det en daglig frustration, at hun ikke kan komme til at give den omsorg og det nærvær, hun gerne vil give.

»Min drøm er, at vi kan være 3 voksne til 16 børn. Så kunne man for eksempel gå i kælderen og lave motorik med nogle børn, uden at det går ud over kollegaen oppe på stuen. Eller man kunne sidde med en lille gruppe og sludre og lege med modellervoks

uden samtidig at skulle have et øje på alt, hvad der ellers sker på stuen. Som det er i dag, kan jeg ikke være 100 procent til stede, når vi sidder sådan. Og det giver mig dårlig samvittighed,« siger hun.

Tilpasser sig. Heidi Nielsen har efterhånden tilpasset sig så meget, at hun har svært ved at håndtere, hvis hun pludselig får mulighed for at koncentrere sig om en mindre gruppe børn.

»Så føler jeg straks, at jeg hellere må gøre noget et andet sted – aflaste en kollega eller tage mig af andre børn. Det er da uhyggeligt, at det er blevet sådan,« siger Heidi Nielsen.

For hende er nærværet i det pædagogiske arbejde altafgørende, men det er svært, når man er så få voksne eller er alene med mange børn.

»Så er det jo nærmest, som om de står i kø for at få min opmærksomhed og mit nærvær: ’Ja, jeg skal nok skrive navn på din tegning, jeg skal lige …’. Når der så skal spises, vil de gerne have en voksen ved bordet, men det kan de ikke alle have. Så siger jeg, at jeg sætter mig sådan lidt i midten, så de alle kan snakke med mig, men det er jo ikke det samme. De vil gerne kunne sidde og sludre lidt tæt med en voksen, men det er bare ikke muligt,« siger Heidi Nielsen.

Hun vil gerne have minimumsnormeringer. Og hun ønsker, at pædagoger bliver bedre til at fortælle fra dagligdagen, så flere finder ud af, hvordan virkeligheden ser ud.

»Det handler ikke om, at det er synd for mig. Jeg kunne jo bare søge et andet arbejde. Nej, det er børnene, det er synd for, og vi skal ikke lukke øjnene. Vi skal blive bedre til udbrede, hvad konsekvenserne af de nuværende normeringer er for børn, forældre og pædagoger,« siger Heidi Nielsen.

Hun har selv vist vejen ved at fortælle om den dag, hun var alene med 19 børn.



Vild med pædagogik

● Heidi Nielsen, 50 år, er pædagog i Dalgårdens Børnehus i Værløse. Hun har deltaget i Tænketanken Cevea og BUPL’s meningsdanneruddannelse og skriver om

sig selv på bloggen ’vores virkelighed’.

● Jeg er pædagog, fordi jeg er vild med pædagogik. Jeg tror på, at jeg er med til at gøre en forskel for nogle børn hver dag. Jeg har altid syntes, at der påhviler de voksne,

der arbejder med børn, et kæmpe stort ansvar, da vi dannes gennem de relationer,

vi indgår i. Det er altid den voksne, der har ansvaret for relationen. Find Heidi Nielsens og andre pædagogers hverdagsberetninger på voresvirkelighed.dk