På kanten. Øget inklusion presser pædagogerne

I takt med at mange specialtilbud lukker, og flere børn med særlige behov skal inkluderes i de almene dagtilbud og senere i folkeskolen, står pædagogerne over for en stadig større inklusionsopgave.

Opgaven er ikke ny, men den er blevet sværere. Selv i velfungerende og erfarne daginstitutioner presser den øgede inklusion af børn med diagnoser, handicap eller sociale problemer i dag pædagogerne til det yderste.

Det fremgår af et nyt forskningsprojekt, der via dybdeinterview med personalet i 10 daginstitutioner om i alt 20 inklusionsforløb viderebringer fortællinger om både successer og fiaskoer i arbejdet med inklusion.

I rapporten findes historien om barnet, der var fejlplaceret og for sent fik et specialtilbud. Men også historien om en dreng, som med pædagogers hjælp fik vendt sit negative selvbillede fra at være ’den, der slår’ til at være ’den, der øver sig på at gå i skole’.

»Når inklusionen lykkes, kommer både børn og institutionen stærkere ud på den anden side. Men går det galt, kan det resultere i samarbejdsproblemer, stress og sygemeldinger. Oplevelsen af at have svigtet et barn sidder som sår i personalegruppen flere år efter,« siger en af forskerne bag undersøgelsen, psykolog og arbejdsmiljøekspert Karen Albertsen.

Forskerne udvalgte og interviewede kun institutioner med overskud og gode erfaringer med inklusion. Alligevel fandt de ingen ’rene’ solstrålehistorier.

»Alle steder har det været svært. Og når det er så krævende at skabe succesfulde inklusionsforløb i selv meget velfungerende institutioner, må det være endnu sværere i de dårligere fungerende,« siger Karen Albertsen.



Fælles ansvar. Inklusionsarbejdet er særligt svært, når ressourcerne ikke rækker, de faglige kompetencer halter, eller samarbejdet om opgaven er dårligt, viser undersøgelsen, som er finansieret af BUPL.

Mette Aagaard, der er forretningsudvalgsmedlem i BUPL med ansvar for arbejdsmiljøet, mener, at kommunerne har undervurderet den opgave, de har pålagt pædagogerne.

»Der mangler en anerkendelse af, at opgaven er blevet større, samtidig med at ressourcerne i dag­institutionerne er blevet færre. Skal inklusionen lykkes, må man finde en løsning sammen – politikere, ledere og pædagoger. Men pædagoger står mange steder alene med opgaven, og så er det op ad bakke,« siger Mette Aagaard.

Forskningsprojektet anbefaler at se inklusionsforløb som en kollektiv indsats i institutionen, der kobles tæt til pædagogisk psykologisk rådgivning og forvaltningen. Flere af institutionerne har med succes benyttet sig af både kommunens inklusionsvejledere eller skolepsykologen. Mange har ændret almenpædagogikken, så den er blevet mere inkluderende og involverende.

Karen Albertsen ser udviklingen som et paradigmeskifte i pædagogernes arbejde med inklusion.

»Fokus er skiftet fra, at støttepædagogen og barnet ligesom befandt sig i deres egen lille boble, til at hele institutionen, forældregruppen og mange andre parter nu skal samarbejde om at inkludere barnet,« siger hun.

Der er dog også eksempler på, at de mange parter i sagen kan være en hæmsko. For eksempel, når kommunen kræver en diagnose for at udløse støtte.

»Det kan forhindre tidlig indsats, fordi pædagogerne oplever, de skal beskrive børnene nærmest som et monster. Ofte vil barnets forældre også modsætte sig sådan en stempling, og pædagogernes arbejde risikerer at strande,« siger Karen Albertsen.



Også gevinster. Det udvidede samarbejde har indbyggede bremseklodser. Men når det går godt, er der gevinster ved inklusionsarbejdet.

»Magter man det, er det et fagligt udfordrende og spændende arbejde. Ikke alle børn kan inkluderes, og nogle bliver fejlplaceret i dagtilbud, hvor pædagogerne ikke har en chance for at hjælpe. Men der er også pædagoger, som oplever, at de gør en forskel og giver et barn en bedre start på livet,« siger Karen Albertsen.

Hun håber, at erfaringerne fra rapporten vil sprede sig.

»Der er ikke noget entydigt svar på, hvordan et inklusionsforløb kan lykkes, men det er i hvert fald ikke ligegyldigt, hvad vi gør,« siger hun.



Inklusionens gevinstspiral

● Gode pædagogiske ressourcer

● God ledelse og godt samarbejde

● Vellykket inklusion

● Ny læring og faglig stolthed

● Bedre udnyttelse af kompetencerne



Inklusionens tabspiral

● Manglende pædagogiske ressourcer

● Konflikter og samarbejdsproblemer

● Mislykket inklusion

● Afmagt og håbløshed

● Dårlig kompetence- og ressourceudnyttelse



Sådan bliver inklusionen vellykket

Forvaltningen skal

● Sørge for tilstrækkelige økonomiske og kompetencemæssige ressourcer før og under inklusionsforløb.

● Opbygge basiskapacitet og etablere et korps af inklusionsvejledere/støttepædagoger.

● Anerkende, at hvert barn i vanskeligheder kræver en ny ­fælles, tværfaglig proces og tæt dialog.

● Ændre bevillingsstrukturen, så ressourcer hurtigt og fleksibelt kan tildeles. For eksempel arbejde med ’bløde’ diagnoser og afsætte ressourcer, også til forældresamarbejdet.

● Samarbejde og videndele på tværs mellem institutioner og skoler.

● Have fokus på relationel koordinering i hele organisationen.

● Sikre høj social kapital: oplevelse af tillid, retfærdighed og samarbejde.

● Understøtte institutionslederen.



Institutionen skal

● Udvikle en fælles pædagogisk linje, der muliggør alle børns deltagelse, og som alle ansatte støtter op om.

● Skabe tydelige rammer og strukturer for tid og rum.

● Guide børnene og kommunikere tydeligt.

● Vende negative fortællinger/roller til positive.

● Stimulere og understøtte legekompetencer og venskaber.

● Arbejde i små, trygge børnegrupper.

● Have fleksibel rumorganisering, så de fysiske rammer kan tilpasses aktuelle behov.

● Tilskynde forældregruppens opbakning, for eksempel opfordre til legeaftaler.

● Være opmærksom på forældrenes behov og situation.



Kilde: Forskningsprojektet ’Inklusion i daginstitutioner – mellem pædagogik og arbejdsmiljø’, udarbejdet for BUPL af Karen Albertsen, Hans Jørgen Limborg, Bjørg Kjær og Maria Fournaise. Team Arbejdsliv og Institut for uddannelse og pædagogik (DPU) ved Aarhus Universitet. Maj 2015.