På efterløn og pension; Det tomme otium

De sidste år på jobbet dagdrømmer man om lange fisketure, tid til børnebørnene og det malekursus, man aldrig havde tid til. Men mange vågner op til følelsen af et tomrum efter et langt liv på arbejdsmarkedet.

Især for pædagoger kan tilværelsen på efterløn eller pension være svær at fylde ud efter et arbejdsliv, hvor man er omgivet af børn, kolleger og masser af liv hver dag. Derfor er det vigtigt, at man gør sig nogle tanker om sit otium, inden man når det, mener de to psykologer Preben Wagner og Mogens Baadsgaard, som i mange år er kommet i landets daginstitutioner som konsulenter.

"Problemet er, og det gælder ikke pædagoger alene, at man har nogle drømme, og nogle får dem aldrig realiseret, mens andre bliver skuffede, når de realiserer dem," siger Preben Wagner.

En typisk forventning er for eksempel, at man gerne vil rejse mere, men lige så typisk er det, at man ikke får gjort noget ved det. Derfor er man nødt til at være mere konkret omkring, hvad man vil med sit liv, når man trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, mener Preben Wagner. Han påpeger, at forberedelsen begynder lang tid før, man når dertil. Man skal have opbygget et fritidsliv, man kan føre videre.

"Når vi siger, at man bliver gammel som ung, mener vi, at hvis man ikke har beskæftiget sig med noget som helst aktivt eller kreativt, men brugt sin fritid på at sidde og se fjernsyn, så er det den eneste mulighed, man har, når man går på pension eller efterløn," siger han og understreger, at det ikke betyder, at man skal være aktiv fra morgen til aften.

"Når man kommer op i årene, er det da også tilladt at sidde ned på sin flade røv engang imellem."

Men hvis man slet ikke er forberedt på det store skifte i ens tilværelse, kan man godt blive lidt deprimeret. Og mange pædagoger er ikke forberedt på seniorlivet, hverken praktisk eller mentalt, viser medlemsundersøgelser fra Pædagogernes Pensionskasse, PBU. Som 55-årig føler de fleste, at seniorlivet ligger langt ude i fremtiden.

"Derfor siger vi til dem, når vi er ude at holde foredrag, at "ældre, det er sådan nogle som jer - lige om lidt"," siger Preben Wagner.



Ny identitet. At otiummet kan føles som et tomrum skyldes i høj grad, at arbejdet er en stor del af vores identitet i Danmark, mener Preben Wagner. Danskerne identificerer sig i høj grad med det, de arbejder som til daglig.

"For en udlænding virker det absurd, at man efter at have sagt "hej" altid siger, "og hvad laver du så?"," siger Preben Wagner.

Og man mister netop det arbejdsmæssige at tale om i hverdagen - med kolleger såvel som med en eventuel ægtefælle. Når man ikke længere arbejder, må man kunne definere sig selv ud fra helt andre ting, og det kan være svært at føle, at der stadig er brug for en. Her er det, at man skal undgå at blive pessimist, mener Preben Wagners fagfælle, Mogens Baadsgaard.

"Hvis kollegerne ikke ringer, så tænker pessimisten: "De kunne nok slet ikke lide mig", hvor optimisten tænker: "Det gjorde jeg jo heller ikke, da Jytte stoppede." Og så må man selv tage initiativet."

Preben Wagner og Mogens Baadsgaard mener, at man skal være opmærksom på at sige både til og fra i sit otium. Man må gerne bede om hjælp eller selskab. Man må også gerne bede om fred og ro. Og man må gerne sige nej til at passe børnebørnene hele tiden, hvis man egentlig har nogle andre ting, man godt vil.



Godt rustede. Nu er det ikke alle, som vader direkte ind i en depression, når de forlader arbejdsmarkedet. Og desuden har pædagogerne nogle fordele frem for andre faggrupper, som kan hjælpe dem i seniortilværelsen, mener Preben Wagner.

"Pædagoger har nogle eksportvenlige færdigheder, som de kan tage med sig ind i deres otium, nemlig sociale færdigheder. De har nogle gode forudsætninger for at være sammen med andre mennesker, og på den måde er pædagogerne egentlig ret godt rustede," siger han.

Seniorlivet mangler endvidere strukturen og rammerne fra arbejdslivet, men også her er pædagogerne godt stillet, mener Preben Wagner.

"En egenskab, som gør pædagoger egnede til seniorlivet, er netop at de er i stand til at overleve i ganske ustrukturerede omgivelser," siger han og henviser til den til tider kaotiske dagligdag på gul stue.



Fremsyn. Preben Wagner og Mogens Baadsgaard møder lige for tiden pædagogerne, når de holder foredrag på en række seniorseminarer, som PBU tilbyder pædagoger over 55 år. At det kan betale sig at tænke over fremtiden, er netop tanken bag PBU's initiativ.

"Mange får stress over, at vi inviterer dem til det her, men vi prøver jo bare at give dem et overblik over og en fornemmelse af, hvad alt det her med efterløn og pension er," siger medlemschef i PBU Lone Hecht.

Medlemsundersøgelser i PBU viser, at de fleste pædagoger ingen interesse har for otiummet, og derfor kontakter PBU først medlemmerne, når de når de 55 år og lettere kan se, at det har en relevans for dem. Ægtefællen er også inviteret med, fortæller Lone Hecht.

"Det har vi gjort, fordi det er en familiebeslutning at planlægge et stort skridt som sit otium."

På seniorseminarerne får medlemmerne dels en masse praktisk viden om de forskellige pensions- og efterlønsordninger, og så får de Preben Wagner og Mogens Baadsgaards oplæg at tænke over.

"Vi holder de her seminarer, fordi vi godt vil have, at pædagogerne kender deres muligheder. Men tal og fakta er bare en lille del af det at gå på efterløn eller pension. Det er et kæmpe skridt mentalt, og derfor mener vi også, det er vigtigt, at man tænker over, hvad man vil, så man ikke går i stå," siger Lone Hecht, som har fået meget positivt respons på seminarerne.

"Mange går herfra og har virkelig fået noget at tænke over," siger hun.



Det siger medlemmerne

Børn&Unge var med til et af PBU's seniorseminarer for pædagoger over 55 år. Her spurgte vi nogle af deltagerne om deres tanker om seniorlivet.



Birger Lassen, 56 år, fritidspædagog

"Jeg regner med at gå omkring de 62 år, og jeg glæder mig til det. Jeg har da hørt om folk, hvor tomrummet er kommet bag på dem, men med de ting, jeg laver, tror jeg ikke, det bliver et problem. Jeg har tre børn, og så spiller jeg musik - det fylder meget."



Laila Calmann-Hinke, 61 år, leder af Vuggestuen Jordhøjen

"Jeg meldte mig til seminariet, fordi det er på tide at tage stilling til, hvad der er af pensionsordninger, og jeg har ikke sat mig ind i det før. Jeg regner med at gå på efterløn omkring 62 eller 63 år, men jeg vil ikke fortsætte, hvis jeg ikke magter mine opgaver længere, så stopper jeg.

Jeg glæder mig til mere frihed. Så vil jeg rejse mere og dyrke mere motion. Det, jeg vil savne, er samværet med alle de mennesker og kontakter, jeg har nu. Og så den konstante udvikling, som jobbet kræver.

Jeg tror, at det med at gå på pension er lidt ligesom at holde op med at ryge - man skal kunne mærke i maven, at man er motiveret og klar til det."



Kai Bo Ly, 55 år, pædagog i en SFO

"Jeg går nok, når jeg bliver 60, fordi jeg har problemer med ryggen og diabetes, så jeg skal ikke gamble ved at vente, til jeg er 62. Jeg har hus og have, er lystfisker og maler akvarelmaling, så jeg har mange fritidsinteresser. Ellers har jeg en kone, som nok skal holde mig i gang, så jeg kommer ikke til at sidde på bænken foran købmanden.

Jeg vil da savne børnene, men jeg håber, jeg får nogle børnebørn. Og så må man sige til sig selv, at man godt kan være til rådighed for folk også efter arbejdslivet. Det handler om at engagere sig."



Undgå fælderne

Psykologerne Preben Wagner og Mogens Baadsgaard har nogle forskellige råd til seniortilværelsen. Det gælder om ikke at ryge i depressionsfælden.

• Lad være med at blive pessimist

• Lad være med at blive bitter

• Brug dine sociale færdigheder

• Tag initiativer selv - forvent ikke at folk kimer dig ned

• Bed om det du gerne vil have