Opråb fra Jesper Juul. Børn har brug for førerulve

Allerede i bestselleren ’Dit kompetente barn’ fra 1995 mindede familieterapiens grand old man, Jesper Juul, både forældre og pædagoger om, at foruden at se barnet, som det er, så var de voksnes vigtigste funktion at lede, vejlede og vise vej.

»Sådan, at når børnene lå og padlede rundt på åbent hav, så havde de et fyrtårn, der udsendte forholdsvist regelmæssige og klare signaler, så de kunne lære at navigere på livets hav,« forklarer Jesper Juul.

’Dit kompetente barn’ er på verdensplan solgt i 1,5 millioner eksemplarer og har nærmest bibelstatus i danske småbørnsfamilier. Alligevel er bogens budskab ikke alle steder trængt klart igennem, erkender den 69-årige familieterapeut i dag.

»Det blev jo til, at børnene var fyrtårne, og det var de voksne, der lå og piskede rundt ude på havet og ikke kunne finde vej,« siger Jesper Juul, der mener, at mange forældre har misforstået betydningen af, at børn er kompetente.

»Mange forældre forstod det, som om børnene skulle være omnikompetente i den forstand, at de ved alting bedst. Det gør de fandeme ikke,« fastslår han.

Han har aldrig ment, at forældrene skulle lade børnene gøre, som de lystede og helt overlade ansvaret for at blive den, man er, til børnene selv. Tværtimod.

»Barnet skal lære at tage ansvar, helt indtil det flytter hjemmefra. Men inden da må de voksne tage lederskabet på sig,« siger han.



Forældrene svigter. Netop lederskabet er temaet for Jesper Juuls nye bog ’Førerulve – Det livsvigtige lederskab i familien’.

Børn&Unge er budt indenfor i hjemmet i Østjyske Odder, hvor den tidligere så berejste familieterapeut, foredragsholder og forfatter siden 2012 har siddet i kørestol, efter at en neurologisk sygdom lammede ham fra brystet og nedefter samt frarøvede ham stemmen. Kørestolen er for livet, men i sommer fik han efter flere operationer sin stemme tilbage og har siden ikke har tøvet med at bruge den – i dag på en snak om bogen, som udkom på dansk i marts.

Den gamle fyrtårns-metafor er erstattet af en førerulv-metafor. Bogen beskriver, hvordan ulvene har en høj social intelligens, er meget familieorienterede og påtager sig at være rollemodeller for ungerne og flokken, hvis overlevelse afhænger af netop dette. Opmærksomheden er således rettet mod de voksnes førerevner og de indbyrdes relationer i familien mere end bare mod børnene.

»Det gik op for mig, at hvad enten det er mig selv, Erik Sigsgaard eller Per Schultz Jørgensen, vi taler om, så havde vi alle haft travlt med at fortælle forældrene om, hvordan børn var indrettede. Jeg tror, at vi havde en forestilling om, at hvis bare forældrene fik alle de oplysninger, så vidste de også, hvad de skulle gøre. Men det var ikke sandt,« siger Jesper Juul og bemærker, at også Per Schultz Jørgensen lige har udgivet en ny bog. Han er vild med titlen ’Robuste børn’.

»Jeg har ledt og ledt i hele Europa efter et ord, fordi alle forældre vil have lykkelige børn hele tiden. Det kan ikke lade sig gøre. Hold nu op! Men robust er dæleme et godt ord. Det, vil jeg håbe, også sniger sig ind i institutionernes målsætninger,« siger Jesper Juul, der ligesom kollegaen ser tegn på, at mange børn i dag er alt andet end robuste.

Gennem sin rådgivning af familier og i institutioner har han mødt hjælpeløse, vrede, angste, selvskadende og anorektiske børn. Børnenes mistrivsel har til dels at gøre med forældre, der ikke orker, kan eller vil tage lederskabet på sig.

»Forældre kan godt finde ud af alt det med at klare den daglige drift og lave aftaler om, hvem der henter og laver mad, men de har glemt lederskabet og har i virkeligheden måske ikke fået andet input end det demokratiske,« siger Jesper Juul.

Demokratibegreber som børns medbestemmelse, medindflydelse og rettigheder har han selv været med til at indføre som værdifulde kvaliteter i relationen mellem barn og voksen. Det medførte allerede i 1970’erne et stort fremskridt for børnesynet i forhold til dengang, da børn bare skulle adlyde regler, tilpasse sig og blev pryglet på plads.

Men hverken demokrati eller for den sags skyld kærlighed har vist sig tilstrækkeligt i børneopdragelsen til ansvarlighed. Og derfor langer Jesper Juul nu ud efter nutidens curlingforældre, helikoptermødre og de konfliktsky voksne, der hellere servicerer, behager og flygter fra kampen om iPad’en, end de tager lederskabet på sig og viser vej. »Forældrene har svigtet, fordi de har troet, at jo mere man varter sine børn op, jo mere overbeviste bliver de om ens kærlighed. Det gør de ikke. De bliver bare overbeviste om, at de altid sidder for bordenden, og at alle, inklusive pædagogerne, er til for deres skyld,« siger Jesper Juul og kalder det tvingende nødvendigt, at forældre tager ansvar for relationen, skaber tillid og træffer beslutninger på familiens vegne – både de populære og de upopulære.



Alle er førerulve. Bogen ’Førerulve’ skal få forældrene til at reflektere over deres ledelse og tage lederskabet på sig, men den er også nyttig læsning for pædagogerne, der hver dag samarbejder med forældrene og selv skal føre an.

»Alle, der har med børn at gøre, skal være førerulve,« siger Jesper Juul, der i bogen beskriver hvordan lederskabet især må bygge på ligeværdighed.



Aldrig lige. I relationen til børnene betyder det, at der må være respekt for begge parters værdighed og personlige integritet, og at barnets spontane livsytringer, meninger, behov og ønsker tillægges samme værdi som den voksnes. Men det betyder ikke, at børn og voksne er lige.

»Børn og voksne bliver aldrig lige, uanset hvor de er henne. I daginstitutioner så vi tidligere, at de steder, hvor man forsøgte sig med et helt fladt hierarki eller ren demokratisk ledelse, der gik det fuldstændigt ad helvede til, alle mistrivedes. Det var en meget idealistisk model, der sagde, at alle havde lige meget magt og lige meget at skulle have sagt, men man glemte at tage højde for, at det meste magt i gruppen er uformel,« siger Jesper Juul.

Omvendt har erfaringer også vist ham, at hvis han kunne få pædagoger og forældre til at vedstå sig deres magt og skabe en ligeværdig relation til børnene, så fik alle det bedre.

»De voksne skal ikke udøve mere magt, end de er nødt til, men de skal gøre indtryk med det, de gør og siger. De spilder for meget tid og energi på at sige ting, som ikke gør noget som helst indtryk eller et dårligt indtryk,« siger Jesper Juul.

I relationen til børn handler det hverken om bare at være sød, konsekvent eller udstikke regler. Det handler om at lede ’autoritativt, proaktivt, empatisk, fleksibelt, dialogbaseret og omsorgsfuldt’, lyder det i bogen.

Og det kræver, at man ved, hvad man selv står for, sådan at man kan blive en tydelig og mere autentisk forælder eller pædagog, der ikke krænker, men i relationen og i dialogen med børnene tager bestik af både børnenes følelser og af sine egne følelser og værdier.

»Det, som børn bliver besværlige og ­tossede af, er, når de voksne er inkonsistente, og deres adfærd ikke reflekterer deres værdier,« siger Jesper Juul, der derfor understreger vigtigheden af, at forældre og pædagoger har personlige værdier, der ikke skifter fra dag til dag, og som andre ikke har defineret for dem.

»De må selv bestemmer hvilke. Det behøver ikke at være de værdier, jeg synes, de skal have. Bare de øver sig i at stå ved den magt, de har, og den ledelse, som børn har brug for,« siger han.



Dialogen med børn. Den ledelse er dialogisk, og i ’Førerulve’ giver Jesper Juul eksempler på dialoger i ligeværdige relationer. Dialogerne handler om alt fra sengetider, skærmtid, bordskik, oprydning og selvhjulpenhed til ikke at ville i børnehave eller at lave lektier.

»Jeg håber, jeg kan overbevise lige så mange pædagoger som forældre om, at dialogen er den korteste vej til en løsning,« siger Jesper Juul, der i sin bog beskriver dialog som ’en samtale, hvor begge parter er indstillet på at blive klogere på den anden, sig selv, og det tema, de snakker om’.

Det handler ikke om at vinde et skænderi eller diktere en handling, men om at lytte og forstå.

I en børnegruppe kan man ved konflikt med et barn tage dialogen åbent og bede de andre børn lytte med.

»Det tager tid, men den tid er vel anvendt. Hvis de kan høre, at man med dialog sammen kan finde en løsning, så vinder man tilliden,« siger han.



Masser af håb. Tidligere ville det være utænkeligt, at børnene deltog ligeværdigt i samtalen med de voksne. Og selvom der i dag er mange tegn på manglende forældreansvar og børn i mistrivsel, så har den demokratiske udvikling gjort meget godt for opdragelsen og børnepsyken.

»Der er flere selvbevidste børn, end der nogen sinde har været, og det går stærkt fremad,« siger Jesper Juul, der har sin målestok fra et så upædagogisk sted som børnemusikprogrammet ’Voice Junior’.

»Når man ser interview med de unge deltagere, så imponerer det mig, hvor meget de ved om sig selv, og hvor frit de udtaler sig. De tåler kritik på en måde, som ville have gjort min generation flov og ydmyg, så vi aldrig turde åbne munden igen. På den måde er der masser af håb,« siger han.

Også udviklingen i børnesynet i danske daginstitutioner har Jesper Juul ofte lovprist rundtom i verden.

»Hvis jeg tog en tysk, østrigsk, schweizisk, slovensk, kroatisk og serbisk pædagog og satte dem ind i en dansk institution med en rimelig bemanding i tre dage, så ville de komme tilbage og bryde grædende sammen. De siger, det er så smukt, så smukt den måde, hvorpå børn og voksne trods alt omgås. Tyskere tror jo stadig, at verden falder sammen, hvis børn får lov til at kalde pædagoger og lærere ved fornavn,« siger Jesper Juul.



Kommuners skyld. Men Jesper Juul er holdt op med at rose danske daginstitu­tioner, og det er ikke pædagogernes skyld, men ­kommunernes.

»En del danske kommuner bedriver offentligt omsorgssvigt i en sådan grad, at hvis det foregik i familier, så blev det jo indberettet til kommunerne,« siger han.

En BUPL-undersøgelse har netop vist, at pædagoger ofte står alene med 17 børn. Og så er det svært at være førerulve og indgå i tillidsfulde og nærværende relationer til børnene.

»Det er simpelthen umuligt. Pædagogerne kan ikke leve op til institutionernes formål. Og de mister deres faglige stolthed og værdighed og bryder sammen. Det er noget forfærdeligt svineri,« siger han.

Men han glæder sig dog over, at pædagoger mere og mere taler om relationer.

»Nu siger de, at de ikke kan give barnet den relation, det har krav på, og som det kan trives i. Sådan ville de ikke have sagt før. Det er jo et kvantespring,« siger han.

»Men det store problem lige nu er, at ­pædagoger er afhængige af kommuner, der svigter børnene, og forældre ikke har tid til at bygge relationer op med deres børn,« siger Jesper Juul.



Læs mere på jesperjuul.com og family-lab.dk



Om bogen

’Førerulve – Det livsvigtige lederskab i familien’ er Jesper Juuls første bog på dansk efter længere tids sygdom. Bogen er udgivet af Akademisk Forlag.