OK 2008: Smal strejkesejr

Forlig om ny overenskomst føjer ekstra 30 millioner kroner til det forkastede mæglingsforslag. Et flertal i hovedbestyrelsen på 27 mod 4 anbefaler medlemmerne at stemme ja til forliget. Strejken og lockouten er stillet i bero.

Når den 13. i en måned falder på en fredag, er der dømt utur. Alt, som kan gå galt, går galt, siger myten.

Hvis forbundsformand Henning Pedersen havde efterlevet det gamle råd om - på den slags uheldssvangre dage - at trække dynen op til ørerne og blive i sengen, da hans mobil ringede fredag den 13. juni klokken 01.30 om natten, er det ikke til at vide, hvordan tingene havde artet sig.

Men Henning Pedersen blev ikke liggende. Han stod ud af køjen, tog telefonen og blev gladere og gladere, efterhånden som samtalen skred frem.

"Det var KL's hovedforhandler, borgmester Mads Lebech, som ringede for at invitere mig til en ny forhandling og for at fortælle, at han ville have ekstra 30 millioner kroner med sig, når vi mødtes," fortæller Henning Pedersen.

"Netop den melding havde vi gået og ventet på længe, så selvfølgelig sagde jeg på stedet ja tak til invitationen. Samtidig kunne jeg mærke, hvordan en sten faldt fra mit hjerte. Miraklet, som vi alle håbede på, men ingen - jeg selv inklusive - for alvor troede på, var sket: Der kom flere penge på bordet. Set i den store sammenhæng ikke mange flere, men nok til, at vi kunne få løst nogle af de problemer, som lå i mæglingsforslaget, og som var blandt årsagerne til, at vores medlemmer nedstemte det," siger Henning Pedersen.

Han mener, at pædagogerne har vundet en smal strejkesejr fordi det mod alle odds lykkedes dem at presse arbejdsgiverne til at forhøje deres tilbud.

At der var sket noget epokegørende mellem det ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde torsdag den 12. og et hasteindkaldt møde den 13. juni, var både til at se på deres kropssprog og høre på medlemmerne af BUPL's landsledelse.

Torsdag var præget af pessimisme og nedadvendte mundvige. Håbet om at få arbejdsgiverne til at ryste op med ekstra midler var svindende, for ikke at sige forduftet.

Folketinget var taget på sommerferie, så et indgreb eller en økonomisk håndsrækning var heller ikke i sigte.

Der var fire dage til, at arbejdsgivernes lockout ville træde i kraft og dræne BUPL's strejkekasse for op mod 40 millioner kroner.

Alt i alt var det en meget vanskelig situation, som nok snarere før end siden kunne have tvunget BUPL til overgivelse.



En anden verden. Da de 31 medlemmer af hovedbestyrelsen og de 12 lokale fagforeningsformænd 23 timer senere atter mødtes var stilen og stemningen i forhold til dagen før ganske anderledes. Af flere grunde.

Mads Lebech havde alligevel fundet de ekstra penge, som han ellers påstod ikke fandtes.

Henning Pedersen og forhandlingschef Torben Fersløv var vendt tilbage fra forhandlingerne i KL-hovedkvarteret med et resultat, som blandt andet gav mellemledere et ekstra løntrin og klubfolk med flere end 400 timers aftenarbejde et markant højere ulempetillæg.

Dertil kom, at KL havde lovet konstruktiv deltagelse i en eventuel lønkommission og samarbejde med BUPL om at få udviklet pædagogfaget, så det fremstår både attraktivt og anerkendt.

Selv om Mads Lebech over for medierne reklamerede med, at forliget holdt sig inden for rammen på de 12,8 procent, viser BUPL's egne beregninger, at værdien af de aftalte orbedringer er 13,2 procent.

"Kendsgerningen er, at vi ligesom Sundhedskartellet og FOA har sprængt rammen. Det var der ikke mange - og da slet ingen af arbejdsmarkedsforskerne - som havde troet muligt," konstaterer Henning Pedersen.



Drønhamrende godt. Forelagt et forhandlingsresultat, som både giver mere end forventet og afværger arbejdsgivernes lockout, havde hovedbestyrelsens medlemmer kun få kritiske indvendinger.

"Jeg var i morges til møde med 1.800 medlemmer i Odense. De gav mig rungende

klapsalver med på vejen herover, så ingen tvivl om, at de vil have, at vi godkender aftalen," fortalte Anette Lukasiewicz, BUPL Fyn.

Michael Egelund, formand for BUPL Storkøbenhavn, mindede om den situation, som BUPL havde befundet sig i dagen før.

"Det er fantastisk, at vi i stedet for at skulle gå til KL med hatten i hånden nu står med 30 millioner kroner ekstra i hånden. Det er en sejr for os, og drønhamrende godt gået."

Kritikken af forhandlingsresultat, som blandt andre Ulla Nygaard fra BUPL Århus fremførte, gik på, at det ikke genindfører retten til ulempebetaling og særlig afspadsering (den såkaldte 17-06 og 37/3 ordning) for pædagoger i daginstitutioner og skolefritidsordninger.

Samme Ulla Nygård var i øvrigt den ene ud af kun fire, som ikke kunne godkende resultatet. De andre var Carin Weibüll, også BUPL Århus, samt Lars Grenaa og Mette Aagaard Larsen fra Pædagogstuderendes LandsSammenslutning.



Urafstemning. For godkendelse af forhandlingsresultat stemte i første omgang 25 og siden 27. De to ekstra stemmer kom fra BUPL MidtVest, hvis medlemmer af hovedbestyrelsen ændrede deres blanke stemmer fra første afstemning til ja'er, da det stod fast, at medlemmerne skulle stemme ved en urafstemning.

Faktisk var der i hovedbestyrelsen flertal for ikke at gennemføre en urafstemning,

men lade hovedbestyrelsen selv tage ansvaret.

I BUPL's love er der imidlertid en regel om, at et overenskomstresultat skal sendes til urafstemning, hvis blot en tredjedel af hovedbestyrelsen kræver det. Det krav blev indfriet, da 14 ud af 31 medlemmer gik ind for urafstemningen.

Forbundsformanden var en af de 14.

"De kan da et godt stykke af vejen have ret - dem, der siger, at medlemmerne ikke har et reelt valg, fordi alt andet end et ja vil kunne få katastrofale følger. Personligt har jeg det nu bedst med, at en overenskomst vedtages eller forkastes af medlemmerne. Det er traditionen i BUPL, og den skal vi holde fast i," siger en alt i alt meget glad forbundsformand.



Kommentar:

Valg mellem pest og kolera

Om man siger ja eller nej ved den kommende urafstemning om overenskomsten, er et valg mellem pest eller kolera, mener Kim Jørgensen, formand for BUPL Sydjylland.

Fagforeningen har hidtil været negativt stemt over for de forlig, der var forhandlet hjem, men bakker nu op om det nye overenskomstforlig, selv om Kim Jørgensen ikke mener, at det er prangende. Det er tåleligt, fordi det trods alt indeholder flere penge. Det værste er dog, at medlemmerne kastes ud i en urafstemning, hvor de ikke har et reelt valg.

"Medlemmerne kan vælge i mellem at ruinere BUPL eller et overenskomstforlig, der ikke er godt nok. De ville være bedre tjent med, at hovedbestyrelsen havde handlet som en ansvarlig politisk ledelse og vedtaget den her overenskomst. Det er problematisk at dække sig ind under, at det er demokratisk at spørge, når der ikke er et reelt valg. Det ja, som jeg formoder kommer ud af den her afstemning, kan vi ikke bruge til noget, for det vil ikke være et retvisende resultat. Folk skal tage stilling til det umulige," siger Kim Jørgensen.



Kommentar:

Et klart bedre resultat

Tredje gang blev lykkens gang for Tonny Andersen fra BUPL's forretningsudvalg. I hvert fald hvad angår de resultater, BUPL har landet i forhandlingerne med Kommunernes Landsforening (KL).

Da BUPL's hovedbestyrelse forkastede KTO-forliget 5. marts, var Tonny Andersen blandt nej-sigerne. Da hovedbestyrelsen 11. april stemte om den mæglingsskitse, som pædagogerne endte med at forkaste, bakkede et enigt forretningsudvalg op om at anbefale et ja. Men da var Tonny Andersen bortrejst. Da han kom hjem, meddelte han, at han ikke kunne anbefale et ja.

Men nu er det anderledes.

"Vi har skabt et klart bedre resultat ved at få udvidet rammen med 30 millioner," siger Tonny Andersen, der heller ikke var med til hb-afstem-ningen i fredags, fordi han skulle deltage i sit eget bryllup.

"Men jeg er med på at anbefale det forslag, der ligger nu - helt klart," fastslår Tonny Andersen.

Han mener, det har været ulejligheden værd, at BUPL har været ude i en strejke.

"Vi har fået det optimale ud af konflikten, sådan som situationen var blevet."

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.