OK 2008: Peters dagbog. Efter strejken - solgt til stanglakrids

Peter Berg strejkede for at få mere i løn. Hans krav var mindst 15 procent i lønstigninger over de næste tre år. Da BUPL's forlig med KL kun giver lønstigninger på 13,2 procent, valgte Peter at stemme nej.

Efter forliget mellem BUPL og Kommunernes Landsforening (KL) om en ny overenskomst føler pædagog Peter Berg fra Fritidshjemmet Trollhättanvej i Hjørring sig 'solgt til stanglakrids'. Peter stemte derfor nej til forliget.

"Fornuften sagde ja, men mit hjerte sagde nej. Og af princip følger jeg altid hjertet," siger Peter, der var villig til at gå på dagpengesats og betale ekstra kontingent for at få lov til at strejke videre. Også hvis yderligere strejke og lockout havde betydet BUPL's fallit.



"Så måtte BUPL låne penge til at fortsætte kampen. Jeg ville gerne betale ekstra i strejkekontingent i årene efter. Har man sagt A, må man også sige B. Og vi sagde, at vi strejkede for at komme op på 15 procent i lønstigning, og så er kampen ikke slut ved 13,2. Pædagoger skal have en løn, der svarer til deres uddannelse," fastslår Peter.



Mange mister ulempetillæg. Peter stemte først og fremmest nej, fordi han er utilfreds med, at forliget giver køb på ulempetillæg for aften- og natarbejde.

"På mit fritidshjem har vi åbningstider efter klokken 17 og før syv, og ulempetillæggene for aften- og natarbejde er med det nye forlig reddet for os. Men i almindelige 7-17 daginstitutioner har man mistet ulempetillæggene," siger Peter, der er bange for, at mange institutioner fremover vil lægge personalemøder i arbejdstiden.

"Hvis nogen så skal passe børnene imens, så hører de ikke, hvad man diskuterer, og det går ud over fællesskabet," siger Peter. Han er heller ikke tilfreds med forligets lønstigninger på 13,2 procent - eller mere end 3.000 kroner om måneden over tre år - men det handler ikke om pengene i sig selv.



"Jeg bliver ikke lykkeligere, om jeg så får 5.000 mere i løn. På Handelsskolen lærte jeg, at der er noget der hedder 'villa, volvo og vovhund', men jeg har nok i 'lada, lejlighed, lokum og livskvalitet'. For mig handler det ikke om den konkrete tusindlap ekstra. Det handler om den anerkendelse, som følger med en løn, der svarer til det arbejde, man udfører. Og jeg mener, at pædagoger er mere værd," siger Peter.

Selvom han føler, at løn- og anerkendelseskampen med forliget er tabt, så mener han alligevel, at der er kommet noget godt ud af strejken. Nemlig de mange faglige diskussioner med over 400 kolleger.

"Hjørring er en sammenlægningskommune, og strejkeaktiviteterne satte ansigt på mange nye kolleger. Det har styrket vores fællesskab, og på den måde har vi vundet en vigtig kamp for faget," siger han.



Tirsdag den 17. juni genoptog Peter arbejdet i en skinnende ren institution.

"Vores medhjælpere, den studerende, køkkendamen og en reglementsansat havde gjort rent i hver en krog i fire uger," siger Peter, der åbnede den morgen.

"Jeg tog imod mange glade børn og forældre, som syntes, det var synd, vi ikke fik mere ud af strejken. Men de havde savnet os, og det var fedt at mærke, at det gør en forskel, når vi ikke er der," siger han.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.