OK 2008: Pædagogerne styrer mod lønkonflikt

Mellem pædagogerne og deres første overenskomststrejke står nu kun forligskvinde Mette Christensen. Får hun ikke strikket et mæglingsforslag sammen, som både BUPL og de kommunale arbejdsgivere siger god for, er kun konflikten tilbage

De sidste brikker til et OK-resultat for 60.000 pædagoger og klubfolk var forhandlet på plads kun få timer før, BUPL's hovedbestyrelse onsdag den 5. marts mødtes på fodboldlandsholdets hjemmearena - Parken på Østerbro i København - for at underkaste resultatet sin endelige bedømmelse.

For de dele af resultatet, som stammede fra BUPL's egne forhandlinger, var bedømmelsen positiv. Men det var den ikke, da det kom til de dele, som er indeholdt i det såkaldte KTO-forlig.

Blandt flertallet af de 30 tilstedeværende hovedbestyrelsesmedlemmer var bedømmelsen tværtimod, at de positive sider ved BUPL's eget resultat blev mere end opvejet af de negative sider ved det fælles resultat.

BUPL's hovedbestyrelse forkastede overenskomstforslaget i sin helhed. Det skete med stemmerne tyve imod, ni for og én enkelt blank.



Befrielsesdagen. Konsekvensen af forkastelsen er, at BUPL ikke længere har nogle aftaler, og at det konfliktvarsel, som BUPL fem dage tidligere havde fremsendt, er blevet opretholdt. Det samme er tilfældet med konfliktvarslerne fra sygeplejersker og andre faggrupper i Sundhedskartellet samt fra sosu-folkene i FOA.

Det betyder også, at forligsmand Mette Christensen mandag den 10. marts indledte sonderinger med parterne for at se, om hun kan udarbejde et mæglingsforslag, som kan sendes til afstemning hos parterne. Det vil for BUPL's vedkommende sige en urafstemning blandt de omfattede medlemmer.



Hvis forligsmanden ikke kan udarbejde et mæglingsforslag - hvad sagkyndige iagttagere anser for det mest sandsynlige - er der kun konflikten tilbage. Den kan starte 1. april, hvor de nuværende overenskomster udløber.

Forligsmandan kan udsætte konflikten to gange 14 dage, og en konflikt begynder på femtedagen derefter. Det er en søndag, så først på befrielsesdagen - mandag den 5. maj - bliver pædagogernes strejke og arbejdsgivernes eventuelle lockout til at mærke.



Ikke godt nok. Når hovedbestyrelsen efter en næsten fem timer lang debat endte med at vende tommelfingeren ned ad, hang det primært sammen med den økonomiske ramme for overenskomsten på 12,8 procent.

Det er bare ikke godt nok, lød bedømmelsen fra flertallet.

Forbundsformand Henning Pedersen var enig, men hans forslag var, at man sendte det til urafstemning blandt medlemmerne og lod dem afgøre dets skæbne i stedet for at lade hovedbestyrelsen have det sidste ord.

Denne mulighed blev dog afvist som for vattet.

Hovedbestyrelsens opgave er at vise politisk lederskab og tage ansvaret, lød begrundelsen.

Men ingen gør sig forestillinger om, at det bliver let at kæmpe sig til et bedre resultat. Ikke når man står overfor en modpart, der betragter rammen på de 12,8 procent som et maksimum, og et flertal af KTO-organisationer har sagt ja til rammen.

Den gennemgående holdning hos flertallet i hovedbestyrelsen blev sammenfattet af Liselotte Thomsen fra BUPL Nordjylland med denne betragtning:

"En ting er sikkert: Vi får ikke mere, medmindre vi kæmper for det."





Strejke aflyst i dagbehandlingen

BUPL har trukket en del af sit konfliktvarsel tilbage. Det drejer sig om varslet om konflikt på det forebyggende og dagbehandlende område i kommunerne Frederiksberg, Guldborgsund, Odense, Esbjerg og Horsens.

Anledningen er, at overenskomsten på området er fælles ejendom for BUPL og Socialpædagogernes Landsforbund (SL), og at sidstnævnte - i modsætning til BUPL - har sagt ja til det samlede overenskomstresultat og derfor ikke kan tage del i en konflikt.

Herefter er der tilbage af BUPL's konfliktvarsel varslet om strejker i daginstitutioner, skolefritidsordninger og klubber i følgende ti kommuner: Frederiksberg, Høje Taastrup, Rudersdal, Guldborgsund, Odense, Esbjerg, Horsens, Holstebro, Hjørring og Bornholm.



Læs mere og følg debatten på www.bupl.dk





På kvindernes internationale kampdag delte pædagoger over hele landet sovende påskeliljer ud sammen med budskabet om at lade pædagogernes løn blomstre. Her er pædagoger på Kultorvet i København i aktion. Påskeliljen (Narcissus pseudonarcissus) er en sej lille plante, der kommer op samme sted år efter år. Men påskeliljen er ikke kun yndig at se på. Hele planten er stærkt giftig, og løget indeholder skarpe krystaller af oxalsyresalte, som kan fremkalde smertefulde sår.





Forligsmanden på svær opgave

Pædagogerne, sygeplejerskerne og sosu-assistenternes beslutning om at strejke for at få et bedre overenskomstresultat, end alle andre har fået, minder arbejdsmarkeds-forskeren, professor Jesper Due, om et slagord fra ungdomsoprørets tid.

Det lød: Hvis man løber hovedet mod en mur, er det ikke sikkert, at det er muren, der holder.



"Sikkert er det heller ikke, at de ikke får noget ud af at gå i konflikt, men jeg vil anse det for tvivlsomt," siger Jesper Due.

At det kommer til en konflikt, er han deri-mod ret sikker på.

Hvorfor?

"Forligsmand Mette Christensen står med en næsten umulig opgave. Forudsætningen for, at hun kan fremsætte et mæglings-forslag, er, at ingen af parterne modsætter sig det. Den forudsætning bliver svær at få opfyldt med de krav om en højere ramme, som lønmodtagerne insisterer på, og som arbejdsgiverne hidtil har afvist. Og som de nok fortsat vil afvise."



Det mest sandsynlige scenario er, ifølge Jesper Due, derfor, at forligsmanden hurtigt opgiver mægling, men alligevel benytter sig af sin ret til at udsætte konflikterne med to gange 14 dage.

"Betingelserne for udsættelse kan synes relativt stramme, men i realiteten vil udsættelsesmulighederne næsten altid blive brugt. Da det i sagens natur er forligs-mandens opgave at minimere konflikt-risikoen, vil det nærmest være imod hensigten med Forligsinstitutionen ikke at bruge alle muligheder maksimalt," mener Jesper Due.

Da han ikke har den store tiltro til, at parter-ne selv kan finde en løsning, forventer han, at et flertal i Folketinget før eller siden standser konflikten med et politisk indgreb.

Kan du forestille dig et indgreb, som kun omfatter sundheds- og socialområdet, fordi de anses for livsvigtige, mens pædagogom-rådet får lov at strejke videre?

"Nej, det har jeg meget svært ved."

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.