OK 2008: Pædagoger kæmper mod mistillid

Pædagogerne føler sig respekteret og anerkendt af forældrene og kollegerne. Men ikke af politikerne og heller ikke i den offentlige debat. Det viser den seneste medlemsundersøgelse fra BUPL.

I undersøgelsen giver pædagogerne udtryk for, at de tror, at det ville smitte af på anerkendelsen, hvis de fik de højere løn. Det er sociolog Rasmus Willig, adjunkt ved Roskilde Universitetscenter (RUC) sådan set enig med dem i. Men skal man forklare, hvad pædagogerne i virkeligheden er frustreret over, skal man se på den udprægede mistillid til deres faglige kunnen, som den omsiggribende dokumentations- og evalueringskultur er tegn på.



Rasmus Willig, der har redigeret og skrevet til bogen "Fordringen på anerkendelse" og forsket i anerkendelsesteorier, er ikke i tvivl om, at pædagogernes kamp for en højere løn i høj grad også handler om manglende anerkendelse fra det omgivende samfund.

"For mig at se er den udbredte evaluerings- og dokumentationskultur et tydeligt tegn på den mistillid og manglende anerkendelse, som pædagogerne er udsat for. Når man beder pædagogerne om at lave individuelle planer for barnets udvikling og skemaer om deres taleevner, betyder det, at man ikke har tillid til, at pædagogerne laver et ordentligt stykke udviklingsarbejde. Og når pædagogerne skal spørge både børn og forældre, inden de foretager sig noget som helst, så har man ikke bare sagt, at man har en udpræget mistillid til, at pædagogerne gør deres arbejde ordentligt. Man har også sagt, at man har mistillid til deres faglige kunnen," siger han.



Pædagogerne fortjener måske nok en højere løn, fordi de er sakket bagud. Men selv om de får det, vil det føles som en falsk kompensation, mener Rasmus Willig.

"Det tilfredsstiller ikke hungeren efter anerkendelse at få højere løn. Da pædagogernes arbejde - som alt andet omsorgsarbejde - også er et kaldsarbejde, er de drevet af kaldet og ikke i så høj grad af lønnen. Vi vil først for alvor se protesten, når der er mistillid til kaldet. Så det er det, vi i virkeligheden ser med disse strejker," siger han.

Rasmus Willig mener, at i stedet for at forhandle og kæmpe om 12,8 procent eller et andet tal, skulle både kommuner, stat og organisationer fjerne al dokumentations- og evalueringsarbejdet.

"Alt det, som ødelægger den almindelige arbejdsglæde og faglige stolthed, og som er blevet frataget pædagogerne gennem alle de her øvelser," siger han.



Et tilbud om faglig udvikling Den efterhånden alt for omfattende evaluerings- og dokumentationskultur bunder i et klassisk paradoks, mener Rasmus Willig. Man starter med en intention om, at man vil effektivisere og i princippet gøre alle typer af offentlige institutioner bedre - man vil øge kvaliteten.



"Fra fagforeningens side har intentionen været at sikre medlemmerne, men den intention slår nu tilbage og bliver det stik modsatte. Nemlig noget, der går ud over pædagogerne. Hvis alle parter kunne indrømme, at de har begået fejl og sige, at de har fuldstændig tillid til medlemmerne og medarbejderne, og derfor fjerner de nu alle dokumentations- og evalueringsøvelser. I stedet skulle pædagogerne have et tilbud om en service til at blive bedre til arbejdet. Et tilbud, som har baggrund i pædagogernes faglige kvalifikationer. Det betyder, at pædagogerne igen vil synes, at det er sjovt at gå på arbejde, og de vil være i stand til at yde den ekstra indsats, som ligger i kaldstanken," siger han.

Vil BUPL styrke professionen er det fint, men ifølge Rasmus Willig vil det tage 30-40 år, før det slår igennem.



"Og spørgsmålet er, om professionen ikke om 30-40 år er blevet udvandet af dokumentations- og evalueringsøvelserne, for de er uden finale. De ender aldrig. Det interessante ved de øvelser er, at de er blevet så tydelige nu, at de kan blive det præcise objekt for protesterne. Jo mere der kommer af det, jo mere tydeligt bliver det, at den er helt gal dér. Så i stedet for at kommunalpolitikerne og Folketinget spørger, hvad de kan få for pengene, så skulle alle pengene gå tilbage til kerneydelsen. Hvis man kunne sige, lad nu pædagogerne arbejde og lad dem passe nogle børn, det protesterer de over, at de ikke kan få lov til. Og selvfølgelig er de gode til det, for de har jo en uddannelse," siger han.



Nedvurdering af pædagogidentiteten. Ved at få anerkendelse bliver man tillagt værdi og får bekræftelse på, hvem man er. Det er det modsatte, pædagogerne får lige nu. De får nærmest at vide, at det arbejde, de har udført de seneste 20-30 år, ikke er godt nok. Og det er virkelig en mistillidserklæring, der vil noget, mener Rasmus Willig. Han kalder Evalueringsinstituttet EVA for en pendant til kærlighedsministeriet i Orwells 1984-bog, hvor ministeriet kommer ud og torturerer folk.

"Der sker en præcis, systematisk, strukturel nedvurdering af hele den pædagogiske identitet. Og følelsen af ikke at have en stærk nok faglig identitet stopper først i det sekund, evaluerings- og dokumentationskulturen holder op. Ingen har spurgt pædagogerne, om de vil være med til det her, og de skal ydermere selv udforme skemaer og planer - det hele er pakket ind i frivillig tvang, som for eksempel læreplanerne," siger han.

Rasmus Willig mener ikke, at pædagogerne kan gøre andet end konstant at gøre opmærksom på, at de ikke vil finde sig i mistilliden længere.

"Det skal på dagsordenen, at de bare gerne vil have lov at gøre deres arbejde," siger han.





Det mener pædagoger om anerkendelse

I den seneste BUPL-medlemsundersøgelse (december 2007) blev deltagerne spurgt, om de føler sig anerkendt. Sådan er svarene:

Vi får anerkendelse fra forældrene, siger 67 procent af assistenterne og 81 procent af lederne.

Vi får også anerkendelse fra vores kolleger, siger 79 procent af assistenterne og 80 procent af lederne.

Til gengæld får vi ikke anerkendelse fra politikerne, siger 73 procent af assistenterne og 56 procent af lederne.



Vi får heller ikke anerkendelse i den offentlige debat, siger 69 procent af assistenterne og 59 procent af lederne.

Vi burde anerkendes, siger 76 procent af assistenterne og 87 procent af lederne.

En højere løn ville give os større anerkendelse, siger 73 procent af assistenterne og 73 procent af lederne.



Kilde: BUPL's medlemsundersøgelse december 2007