OK 2008: Efter festen

Års sammensparet frustration over den dårlige løn, over den manglende anerkendelse fra samfundet, over de mange nye opgaver og de stadigt forringede arbejdsvilkår blev endelig udløst, da 25.619 pædagoger og klubfolk stemte nej tak til det første overenskomstsforslag.

Stik mod anbefalingen fra hovedbestyrelsen kastede de utilfredse pædagoger sig begejstret ud i en konflikt og lod de magenta faner folde sig ud.

Endelig var der en mulighed for at få markeret utilfredsheden. Pædagogerne slap kreativiteten løs og jublede over det gen- eller nyfundne sammenhold, over solidariteten og over at få lov til at sætte fokus på deres faglighed.



Men det blev en dyr fest, der var lige ved at bringe BUPL på fallittens rand. Øjensynligt havde man i BUPL glemt et vigtigt kapitel i fagbevægelsens historie, nemlig socialrådgivernes OK-katastrofe. Den har ellers, siden den udspillede sig i 1981, været fast del af pensum på BUPL's kurser for nye tillidsrepræsentanter. Her har den tjent som afskrækkende eksempel og lærestykke i, hvordan man kan komme grueligt galt af sted.



Pædagogerne var således blot fire dage fra at komme i en situation, som til forveksling lignede den, socialrådgiverne befandt sig i for de der 27 år siden: Ganske alene i kamp mod en overmægtig modstander, som ved brug af lockout-våbnet har fået fat et sted i de nedre kropsregioner, hvor det i hvert fald hos personer af hankøn virkelig gør nas.

Mens det i allersidste øjeblik lykkedes BUPL at slippe ud af kniben, oven i købet med et hæderligt resultat, inden lockouten trådte i kraft og klædte organisationen af ind til skindet, fik Socialrådgiverforeningen 'the full treatment'.



154 dage Socialrådgivernes strejke og arbejdsgiverens lockout varede 154 dage, fra 10. april til 11. september 1981, endte med Socialrådgiverforeningens betingelsesløse kapitulation og efterlod foreningen som en, i økonomisk forstand, rygende ruinhob. Den langtrækkende virkning, for en sådan fulgte også med, har været, at socialrådgiverne siden 1981 har stemt ja til alt, der er kommet af overenskomstforlig.



Blandt årsagerne til det forsmædelige nederlag var, at socialrådgiverne, hvis samfundsmæssige funktion hverken den brede offentlighed eller arbejdsgiverne anså for specielt vital, begav sig alene ud på slagmarken, hvor de måtte klare sig uden opbakning fra den øvrige fagbevægelse. Der var tværtimod dem i bevægelsen, som lod arbejdsgiverne forstå, at man ville finde det utåleligt, hvis socialrådgiverne fik mere ud af at gå i konflikt, end de selv havde opnået ved at indgå forlig.

På de inde linjer var socialrådgiverforeningen desuden delt i tre politisk stridende fraktioner. En SF-fraktion, som med den daværende formand, Carsten Andersen, i spidsen var mest stemt for at indgå forlig, en langt-ude-på-venstrefløjen fraktion, som gik ind for den tidsubestemte strejke, og en DKP-fraktion, som ikke for alvor troede på nytten af en strejke, men som af strategiske grunde alligevel gik ind for den.

Mens det ikke er nogen kunst at starte en konflikt, det kræver blot, at man tilstrækkeligt mange gange siger nej, viste det sig for Socialrådgiverforeningen meget svært at få konflikten landet ingen. Den indbyrdes uenighed lammede beslutningskraften i organisationen.



Reglerne Regel nummer 1: Hvis der skal strejkes i den offentlige sektor, skal alle, eller i hvert fald store og betydningsfulde organisationer være med.

Regel nummer 2: Strejkens mål skal stå klart for medlemmerne såvel som for medierne og arbejdsgiverne.

Regel nummer 3: I den politiske ledelse af strejken skal der være enighed om, hvornår og på hvilket grundlag strejken indstilles.

I hvilken grad har BUPL under OK 2008 efterlevet disse kontrafaktiske læresætninger fra socialrådgivernes ulykke for 27 år siden?

Hvad angår fordringen til strejkens omfang må svaret blive, at BUPL ikke har levet op til læresætningen.



Godt nok var pædagogernes strejke ikke i samme grad som i sin tid socialrådgivernes en isoleret foreteelse, men da den gik i gang 19. maj, var FOAs strejke blevet suspenderet, for aldrig igen at komme i gang. BUPL endte derfor med at være eneste konfliktende organisation på det kommunale arbejdsmarked, idet Sundhedskartellets samtidige strejke i hovedsagen var rettet mod - ikke en kommunal, men en regional arbejdsgiver.

Regel nummer 1: 'Gå aldrig i konflikt alene' kan derfor ikke siges at være overholdt.



Uklarhed. Hvad med fordringen om, at strejkens mål skal stå klart for enhver?

Når et medlem til Børn&Unge kan udtale, at han vil stemme nej til overenskomstresultatet, fordi det ikke lever op til kravet om 15 procent mere i løn, må enten pågældende medlem have sovet i timen, eller også har BUPL fået formuleret sig på en måde, som gav rigelig med plads til fortolkning.



Ved starten af forhandlingerne hed det, at pædagogerne skulle sikres en lønudvikling, der var bedre end den, de privatansatte havde opnået ved deres overenskomstforhandlinger året før. Efter at KTO havde indgået forlig inden for en ramme på 12,8 procent, blev målsætningen strammet til 'mere end 12,8 procent'. Hvor meget dette 'mere end' dækkede over, forblev en hemmelighed.

Klar i mælet om, hvad strejken helt præcist drejede sig om, var BUPL altså ikke. Og det var ikke kun medlemmerne, som var i vildrede. I medierne cirkulerede der også mange forskellige versioner af, hvad det var, BUPL gik efter.



Mangel på stringens. Den politiske ledelse af overenskomstkampen er et kapitel for sig, præget som den var af mangel på stringens og et temmelig afslappet forhold til trufne valg.

Da forbundsformand Henning Pedersen 5. marts præsenterede hovedbestyrelsen for et forlig, han mente var så godt, at det fortjente at blive forelagt medlemmerne ved en urafstemning, fik han med stemmetallene 20 mod 9 at vide, at det kunne han godt glemme. Hovedbestyrelsen insisterede på, at det var dens ansvar som landsledelse at tage stilling til forliget. Det gjorde den ved at afvise det og varsle strejke.

Anderledes forholdt det sig, da samme landsledelse den 13. juni - fire dage før lockouten skulle være trådt i kraft - besluttede at sende et tidligere på dagen indgået forlig til uafstemning, i stedet for selv at påtage sig ansvaret for den godkendelse, som blev anset for at være en nødvendighed for BUPL's fortsatte eksistens. Vi har, lød begrundelsen, tradition for, at overenskomster vedtages eller forkastes af medlemmerne, og det må gælde, selv om det er noget af et pseudovalg, de i det her tilfælde stilles over for.



Spørgsmålstegn ved respekten for trufne valg kan der vel også sættes, når et mindretal i hovedbestyrelsen en halv time, efter at et stort flertal i samme hovedbestyrelse har anbefalet medlemmerne at stemme ja til det dengang netop fremsatte mæglingsforslag, bestiller plads i Børn&Unge til helsides annoncer, hvori der agiteres for et nej. I en demokratisk organisation skal der være plads til forskellige meninger, men ligger der ikke også en forpligtelse til i fællesskab at arbejde for den løsning, som de fleste går ind for?



Godt forhandlingsarbejde. Forbundsformand Henning Pedersen er ikke meget for at tale om deciderede fejl. Heller ikke i den politiske del af processen. Han medgiver dog, at der undervejs blev truffet beslutninger, som set i bakspejlet ikke tager sig specielt vise ud. Samtidig gør han dog opmærksom på, at en række forhold i og omkring forhandlingerne - Christiansborg-politisk indblanding, medlemmernes sammentænkning af løn, anerkendelse og vilkår samt interne riverier i KTO-samarbejdet - var med til at komplicere den politiske ledelsesopgave.



"Når jeg ser tilbage over forløbet, synes jeg der er meget at være tilfreds med. Blandt andet det faktum, at vi langs ad vejen kom igennem med den ene forbedring af resultatet efter den anden. Kronen på værket er, at den store majoritet af medlemmerne, som assistenterne og mellemlederne jo udgør, fik tre løntrin lagt til deres grundløn. Det har vi aldrig præsteret før. Så nej, der kan efter min mening ikke sættes en finger på selve forhandlingsarbejdet," siger Henning Pedersen.



Heller ikke omlægningen af det såkaldte 17-06 tillæg til fast løn, som ellers vakte meget postyr blandt medlemmerne og nok var en af grundene til, at et flertal af dem stemte nej til mæglingsforslaget, vil han kalde en fejl.

"Det skal være min påstand, at der ikke findes et medlem, som taber på omlægningen. Tiden vil tværtimod komme til at vise, at den er en økonomisk fordel for alle og formentlig også en arbejdsmæssig gevinst. Problemet var, at medlemmerne ikke var forberedt på det, der skete. Det var der ingen, det var. Omlægningen opstod som en pludselig forhandlingsteknisk mulighed, vi kunne bruge til at forbedre det samlede resultatet med, og den mulighed greb vi altså. Missionen, vi var sendt ud på, lød nemlig: Afsøg mulighederne for, på den ene eller anden måde, at få noget mere på bordet," konstaterer Henning Pedersen.



På spørgsmålet, om der i den politiske håndtering af overenskomstforløbet var forhold, han gerne havde set anderledes, peger Henning Pedersen først og fremmest på hovedbestyrelsens beslutning om ikke at sende KTO-forliget til urafstemning.



"Dengang syntes jeg, det var en forkert beslutning, og det synes jeg stadigvæk. Havde vi sendt KTO-forliget til afstemning og fået et nej til det, hvilket jeg anser for mest sandsynligt, ville afgørelsen have været 'renere', og vi ville, hvad timingen angår, have været i takt med FOA. Nu kom vi i stedet i konflikt på et tidspunkt, da FOA så at sige allerede var gået hjem."



Happy end. Ladt alene tilbage og med udsigt til daglige udgifter på 40 millioner kroner ved lockoutens ikrafttræden var BUPL ude på dybt vand.

"Jamen, det var vi da. Det siges, at det første, man skal have taget stilling til, når man går ind i en strejke, er, hvordan man kommer ud af den igen. Den side af sagen havde vi ikke på plads, og vi kom for sent i gang med at diskutere den. Men det er altså lettere sagt end gjort at rejse den problemstilling på strejkedag 1. Det kan let blive opfattet som nederlagsagtigt, og det er jo det modsatte, som medlemmerne forventer fra vores side."



Der har, indrømmer Henning Pedersen, været skønhedspletter undervejs. På bundlinjen står dog, at BUPL's udholdenhed til sidste blev belønnet med et resultat, som sprængte rammen på de 12,8 procent, og som medlemmerne med et historisk stort flertal godkendte ved urafstemning.

"Det er med overenskomstkampe, som det er med fodboldkampe. Der gives ikke point for smukt spil, det er dem, der scorer målene, som vinder," siger Henning Pedersen.