OK 08: Send flere penge

Løn og pension topper på listen med BUPL's krav til overenskomstfornyelsen i 2008. Men også løn til tillidsfolk og flere rettigheder til seniorerne er højt prioriteret ved forhandlingerne, der starter i december.

Så store lønstigninger, at de sikrer en positiv udvikling i reallønnen og bidrager til at bringe pædagogers løn på højde med, hvad privatansatte med samme uddannelsesniveau får. Det bliver hovedkravet, når forhandlingerne om en ny pædagogoverenskomst starter 12. december - dagen efter den ene af Fandens to årlige fødselsdage. Et andet mål er at få forhøjet den procentdel af lønnen, som arbejdsgiverne betaler til pædagogernes pensionsordning.

Præcist hvor store lønforhøjelserne skal være for at stille BUPL tilfreds, kom der ikke noget bud på, da BUPL's hovedbestyrelse onsdag den 5. september udtog kravene til OK 08.

Det var hovedbestyrelsesmedlem Ulla Nygaard, BUPL Århus Kommune, ikke udelt begejstret for.

"Kunne vi ikke blive lidt tydeligere, når vi taler om løn? Det har andre organisationer kunnet, har jeg da lagt mærke til," sagde hun.

Forbundsformand Henning Pedersen svarede, at man på den indre lønmodtagerfront til en start skal have afstemt kravene og fundet ud af, hvilke af dem der skal forhandles af fællesskabet i KTO, og hvilke BUPL selv skal tage sig af.

"Når det er sket, og vi ved, hvad arbejdsgiverne vil, kan vi blive mere præcise," sagde forbundsformanden.



Gammeldags løn. Selv om hovedbestyrelsen ikke har prioriteret kravene endnu, er der ingen tvivl om, hvad der kommer til at stå øverst på dagsordenen.

"Løn, løn og endnu mere løn", var meldingen, da 1.100 tillidsrepræsentanter på et "TR-topmøde" i marts blev bedt om at give deres bud på, hvad det vigtigste ved OK 08 er.

Samme tendens ses i de forslag, som de lokale fagforeninger har sammenfattet på grundlag af en livlig medlemsdebat om, hvad der denne gang skal satses på.

Pædagogerne efterspørger lønforhøjelser af den gode, gammeldags slags. Det vil sige lønstigninger, der er centralt aftalte og gælder alle. Den lokale, mere individuelle løndannelse, som tidligere hed Ny Løn, er der ingen ønsker om - hverken om en afskaffelse eller en udbygning.

BUPL foreslår til gengæld arbejdsgiverne, at der ved OK 08 tages fat på udvikling af ny lønmodel for institutionsledere, der i højere grad end den nuværende kan afspejle forskelle i ledelsesopgavens omfang, tyngde og kompleksitet.



Højere pension. Pædagoger har i dag et af de laveste pensionsbidrag blandt kommunalt ansatte med en mellemlang videregående uddannelse. Mens skolelærerne hver måned får 17,3 procent af deres løn hensat til pension, må de menige pædagoger nøjes med 13,14 procent, og institutionslederne får 14 procent. Konsekvensen er, at pædagogerne må imødese et mærkbart fald i levestandard, når de går på pension.

En pensioneret pædagog skal have en indtægt på 70 procent af sin løn, hvis hun skal have samme levestandard, som da hun arbejdede. I dag får hun kun 56 procent, når hun forlader arbejdsmarkedet.

Det skal der, besluttede hovedbestyrelsen, gøres noget ved, også selv om en forhøjelse af pensionsprocenten alt andet lige vil betyde, at der bliver mindre til lønforbedringer.

Et forslag om samtidig at insistere på, at pensionsprocenten skal være den samme for menige pædagoger og institutionsledere, vandt ikke tilslutning. Argumentet imod var, at lederne som en relativt højere lønnet gruppe skal betale mere ind til pension, hvis de skal opretholde uændret levestandard i pensionisttilværelsen.



Ledelsesmonopol. Arbejdsgiverne havde allerede ved OK 03 et ønske om en fælles lederoverenskomst for hele det pædagogiske område. Dengang blev det ikke til noget, men ønsket vil med sikkerhed blive ført frem igen. Og hvad skal BUPL så sige denne gang?

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet anbefalede på TR-topmødet BUPL at komme arbejdsgiverne i møde på dette punkt, uanset at det betyder, at man må opgive normeringspligten. Det er den, der bestemmer, at der ved enhver dag- og fritidsinstitution skal være både en leder og en souschef.

Flemming Ibsens pointe var, at BUPL vil blive belønnet for at vise sig fra sin fremkommelige side, og at det i øvrigt gælder om at sælge normeringspligten, mens den endnu er noget værd i en byttehandel.

En særlig stillingtagen til, om der skal indgås en fælles lederoveroverenskomst, fremgår ikke at de overenskomstkrav, som hovedbestyrelsen nu har lagt sig fast på. Kun siges det, at overenskomsten skal dække alle lederstillinger, der indebærer ledelsesopgaver i forhold til daginstitutioner, klubber, skoler, dagbehandling med videre.

Formålet med denne udvidelse af overenskomstens område er at fastholde pædagogernes monopol på lederstillingerne.



Løn til TR. Arbejdstidsreglerne skal der også gøres noget ved, mener hovedbestyrelsen. De skal forenkles. I tilrettelæggelsen af arbejdet skal der tages hensyn til alt det arbejde, pædagoger udfører ved siden af det direkte arbejde med børnene. Pædagoger har, ligesom lærerne, brug for tid til at forberede og efterbehandle deres arbejde.

Som helhed er kravene holdt i overordnede vendinger, men der er et par undtagelser. For eksempel siges det lige ud af landevejen og med streg under, at der skal aftales tid og løn for funktionen som tillidsrepræsentant.

Og at seniorerne skal have rettigheder i form af en række valgmuligheder, for eksempel arbejdstidsnedsættelse med lønkompensation og pensionsindbetaling, frihedsopsparing, fastholdelsesfridage samt ændrede jobfunktioner/seniorstillinger.





Køreplan for OK O8

10. oktober: Forhandlingssammenslutningen KTO, som BUPL er en del af, udveksler krav med Kommunernes Landsforening.

12. december: Første politiske forhandling

11. januar: Anden politiske forhandling.

25. januar: Tredje politiske forhandling.

8. februar: Fjerde politiske forhandling

15. februar: Femte og sidste politiske forhandling.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.