OK 08: Lus i skindpelsen; Håb om lønløft

Dansk Folkepartis forslag om at øremærke fem milliarder kroner til medarbejderne i ældresektoren har virket. Især hvis partiets hensigt har været at skabe splittelse i fagbevægelsen.

Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO), som er samlingssted for 48 faglige organisationer med sammenlagt 530.000 medlemmer, har som en udløber af Dansk Folkepartis målrettede fedteri for en enkelt blandt de lavtlønnede faggrupper i den kommunale sektor måttet skifte formand.

Men ikke nok med det. Tre måneder før starten på forhandlingerne om nye kommunale overenskomster står KTO med et formandskab, hvor LO-gruppen ikke er repræsenteret.

Da et flertal i KTO's bestyrelse i sidste uge sagde klart nej til politisk indblanding i overenskomstforhandlingerne og favorisering af bestemte faggrupper, måtte KTO-formand Dennis Kristensens forlade sin formandspost. Det har afsløret, at der er seriøst store problemer i forholdet mellem de største LO-forbund i KTO-fællesskabet.

Det var et veto fra den afgåede hovedforhandler, FOA-mand Dennis Kristensen, der forhindrede, at formanden for HK Kommunal Kim Simonsen kunne overtage posten og videreføre traditionen med, at LO-gruppen sidder for bordenden i KTO. Ikke engang en kandidat til posten som næstformand kunne LO-gruppen blive enige om.

Konsekvensen er, at KTO's formandskab nu består af formand Anders Bondo Christensen fra Danmarks Lærerforening og næstformand Sine Sunesen fra Akademikernes Centralorganisation.



Storkonflikt i sigte. Op til enhver overenskomstforhandling hedder det rituelt, at den tegner til at blive uhyre svær og kompliceret. Sådan lyder det også nu, men denne gang kan der vise sig virkelig at være hold i udsagnet.

Af især to grunde. For det første er der hos de kommunalt ansatte skabt store og - kan det vise sig - også urealistiske forventninger til udbyttet af overensskomstforhandlingen.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen anser det for overvejende sandsynligt, at det ender i en storkonflikt, fordi de faglige organisationer ikke kan skaffe et resultat, som de forventningsfulde medlemmer vil stemme ja til.

Den anden grund er de interne problemer i KTO med en tidligere formand, der hilser en politisk indblanding velkommen - hvis den kommer hans medlemmer til gode - og en forhandlingsledelse, som ikke har repræsentation fra den største af KTO's medlemsgrupper, nemlig LO-gruppen.



Stakkels Anders. Dertil kommer, at den nye KTO-formand, Anders Bondo Christensen, hjemme i lærerforeningen står over for noget af en opgave ved de forestående overenskomstforhandlinger. Opgaven handler om at finde frem til en arbejdstidsaftale, der skal erstatte den aftale, som både lærere og arbejdsgivere har været utilfredse med, siden den blev indgået i 1993. Lærerne synes, at der er for meget kontrol med deres arbejdstid, mens arbejdsgiverne synes, at lærerne bruger for lidt at deres tid på undervisning.

"KTO kommer til at balancere på en knivsæg. Hvis medlemsorganisationerne begynder at løbe i hver sin retning under indtryk af lokketonerne fra Christiansborg, så bliver det svært. Det er ikke en misundelsesværdig post, Anders Bondo Christensen er havnet på," konstaterer Torben Fersløv Andersen, der er forhandlingschef i BUPL.



Familien Jensen får 10.635 kroner

Pædagog Elsebeth Ebbe Jensen og lærer Ivan Jensen fra Brønshøj, som vi mødte i Børn&Unge nr. 28, tjener godt på den nye skatteaftale, som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti.

Det oprindelige forslag gav Elsebeth Ebbe og Ivan Jensen en årlig skattenedsættelse på 5.732 kroner.

Med den nye aftale bliver besparelsen 4.903 kroner større - nemlig 10.635 kroner, viser beregninger, som statsautoriseret revisor Torben Friis Larsen har foretaget for Børn&Unge.

Familien Jensen er dog ikke glade for skattelettelsen. De vil hellere have højere løn og bedre skoler, sygehuse og daginstitutioner.

"Det lønefterslæb, som vi offentligt ansatte har i forhold til ansatte i det private, bør der selvfølgelig gøres noget ved, fordi løn signalerer status," sagde Elsebeth Ebbe Jensen.





Håb om lønløft



Mere løn, men også bedre arbejdsmiljø og bedre normeringer står øverst på tre århusianske pædagogers ønskeseddel til overenskomstforhandlingerne, der skal være afsluttet 1. april 2008.









Lene Krone

Hvad er dine forventninger til OK 08?

"Jeg tror, at vi får et lønløft. Og det skal være markant, synes jeg."



Hvad er vigtigt for dig i OK 08?

"Vi skal have mere i løn. Og så skal vi ikke være så pæne, men gå mere i offensiven for at få det. Sige, at vi kan noget, og det er vi stolte af. Vi kan se, at mange af børnene ikke får, hvad de skal have. Nej'et skal ikke være overfor børnene, men overfor politikerne og forældrene."



Hvad er den største glæde i din dagligdag?

"Fordi vi er gode til at organisere os ud af vores dårlige normering, har jeg tid en gang i mellem til at male og tegne med børnene. Det glæder mig, men til gengæld skal mine kolleger løbe hurtigere. Det betyder, at jeg ofte bliver forstyrret i en fordybelsesproces."



Hvordan synes du, at BUPL forvalter forhandlingerne af dine vilkår?

"Vi får fortalt, at der bliver lyttet, men jeg ville gerne have, at den lytten bliver omsat til noget mere handling. Det er dejligt, at nogle lytter, men BUPL skal også være meget mere synlige og fremme i skoene. Man må godt være lidt mere bidsk og skrap i det. At diskutere kvadratmeter hele tiden er ikke altid det bedste for børnene. Så mere power fra BUPL."





Lene Krone, 45 år, pædagog i Børnehaven Klods Hans, Århus.

Arbejdstid pr. uge: 23 timer. Månedsløn: 14.000 kroner.



Lone Norlander Smith

Hvad er dine forventninger til OK 08?

"At vi får et gevaldigt lønløft, der batter. Og at BUPL rykker på vores vegne, for hvis vi ikke får et lønløft nu, så ved jeg snart ikke..."



Hvad er vigtigt for dig i OK 08?

"Et bedre arbejdsmiljø. Vi kan for alvor mærke, at nedskæringerne slår igennem nu. Sygdommen kommer, fordi man som pædagog er presset og ikke føler, at man kan løse sine opgaver optimalt. Det går ud over den faglige stolthed og giver nedslidte medabejdere. For eksempel kommer de nye krav til dokumentation ind ad døren dagligt, og det spænder os til det yderste."



Hvad er den største glæde i din dagligdag?

"At jeg har nogle pædagoger, som kæmper for at holde det hele sammen. Vi ved, hvad vi kan og vil, men desværre får vi ikke altid mulighed for det."



Hvordan synes du, at BUPL forvalter forhandlingerne af dine vilkår?

"Der bliver lyttet fra BUPL, men handlet for lidt. Det betyder, at man i sidste ende er i tvivl om, hvorvidt vi egentlig bliver hørt også."





Lone Norlander Smith, 54 år, pædagogisk leder i Børnehaven Klods Hans, Århus.

Arbejdstid pr. uge: 37 timer. Månedsløn: 29.000 kroner.







Anders Kold

Hvad er dine forventninger til OK 08?

"Jeg tror helt bestemt, at vi får et lønløft. Spørgsmålet er bare: Hvor meget?"



Hvad er vigtigt for dig i OK 08?

"Det faglige miljø er der ikke om fem år, hvis ikke vi får tilført flere ressourcer. Selvfølgelig vil løn hjælpe, men også bedre normering, så pædagogikken ikke bliver til opbevaring og pasning i stedet. Efteruddannelse skal vi prioritere, fordi det giver glade og bedre medarbejdere, men det kan ikke være rigtigt, at institutionerne skal betale for det."



Hvad er den største glæde i din dagligdag?

"At jeg ikke er syg, faktisk. Det er jeg den eneste efterhånden, som ikke har været i min institution."



Hvordan synes du, at BUPL forvalter forhandlingerne af dine vilkår?

"BUPL er for usynlige i dag, når jeg sammenligner pædagogerne med andre arbejdsgrupper, der bliver kæmpet for. Hvis vi fik vores krav igennem, så kunne vi jo lave det arbejde, vi er sat i verden for. Også dokumentationsarbejdet."





Anders Kold, 60 år, pædagog i Den Integrerede Institution Byleddet 2, Århus.

Arbejdstid pr. uge: 33 timer. Månedsløn: 27.000 kroner.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.