OK 08: Klar til konflikt

Søs Tøfner, pædagog, Humlebien, Kettinge

Det er på tide, der sker noget. Jeg har været pædagog i 30 år, de 18 af dem her i Humlebien, og min oplevelse er, at vi aldrig før har været så presset som nu. Vi får hele tiden nye opgaver, men ikke flere ressourcer, så alle skal løbe hurtigere. I sidste ende går det jo ud over børnene, for de kan da godt mærke, at vi ikke har så meget tid, og at lunten måske er blevet kortere. Samtidig bliver vores arbejde ikke vægtet særlig højt, og det afspejler sig også i lønnen, som er dårligere end andre grupper med samme uddannelsesbaggrund.

Selv om jeg ikke er så sikker på, at en konflikt vil give mere i lønningsposen, end der allerede er på bordet, synes jeg, det er sundt med en markering, og det kan da ikke blive værre, end det allerede er.







Malene Rasmussen, tillidsrepræsentant, Humlebien, Kettinge

Personligt havde jeg gerne set, at vi havde fået en urafstemning om de 12,8 procent lønstigning over tre år, som lå på bordet. Det er et spørgsmål, om ikke vi skulle have accepteret det. Nu risikerer vi, at regeringen hurtigt griber ind, og så er det dem, der bestemmer. Jeg synes også, det er positivt med de to-fire seniordage om året. Det ville nogen da kunne mærke her hos os.

Når det nu skal være, bakker vi da op om konflikten, hvis den kommer. Jeg synes, det er fint nok, at vi siger "Nu er det nok", og at vi vil have en ordentlig løn og også lønnes for de nye opgaver, vi har fået gennem de seneste år. Det kan da mærkes i det daglige, at der hele tiden er et par ansatte væk på kurser omkring læreplaner og sprogscreening, som vi også skal i gang med nu.

Men jeg så helst, at det var overstået. Jeg kan godt frygte, at gejsten forsvinder ved en udsættelse. Sådan har jeg det i hvert fald lidt selv. Der var en rigtig god stemning, da vi havde BUPL-bussen her ude med materialer, men den er mattet noget af siden, så nu skal vi til at sætte os op igen.







Helle R. Hansen, souschef, Æblehaven, Frederiksberg

Her på stedet er der stort set fuld opbakning til konflikt i hele personalegruppen. Vi oplever også stor forståelse hos forældrene, selv om nogle da er irriterede over, at de ikke kan få passet deres børn.

Løn er lig med anerkendelse, men det er også vigtigt at markere fagligheden og sige fra overfor dårligere normeringer i forhold til opgaverne og fysiske rammer med alt for mange børn på for lidt plads. Pædagogfaget er godt på vej mod at blive betragtet som et lavstatus job, hvis vi ikke allerede er det. Men vi synes da selv, det er et vigtigt arbejde, vi laver, og det vil vi også betales for. Vi blev da også mødt med stor forståelse og opbakning blandt folk, da vi op til påske var på Frederiksberg Station med morgenbrød og påskeliljer og delte foldere ud.

Min oplevelse er, at folk er parat til at føre konflikten til dørs, og så er det ikke så afgørende, at det er BUPL og ikke os selv, der har plukket Frederiksberg ud som konflikt-kommune. Det varmede også, at høre vores lokale formand bruge ord som sammenhold og fællesskab på det seneste tillidsmandsmøde, det er efterhånde længe siden, man har hørt dem.





Karina Jørgensen, pædagog, Æblehaven, Frederiksberg

Vi har været for meget flinke piger gennem årene, der har fundet os i alt for meget uden at sige fra. Her på Frederiksberg har man på det seneste lukket nogle daginstitutioner, og det mærker vi tydeligt i form af merindskrivninger nærmest fra dag til dag, uden økonomi og normeringer følger med.

Det er på tide, vi får en løn, der svarer til vores faglighed og indsats. Selv om en konflikt måske ikke i første omgang giver flere penge i lommen, tror jeg, det kan rykke i længden, at vi markerer vores utilfredshed og synliggør vores faglighed ved at sige fra. Ikke kun med lønnen, men også med vilkårene for både ansatte og børn.

Jeg har det meget ambivalent med det der slogan "Det er sjovt at være pædagog, selv lønnen er til at grine af". Jeg har svært ved, at tage det seriøst, for hvor sjovt er det i forhold til vilkår og løn?







Lene Busborg, pædagog, Æblehaven, Frederiksberg

Jeg har været pædagog i mere end 30 år og er fra den tid, hvor vi var dem der med lilla ble og blev betragtet som lidt sære. Så var der en periode, hvor jeg føler, vi blev respekteret for det job, vi udfører. Men nu rangerer pædagogfaget nærmest som lavstatus. Jeg har vist min lønseddel til nogle af forældrene, og når jeg fortæller, at de 27.000 kroner er min slutløn, og jeg ikke kan stige mere... Ja, de griner vel ikke ligefrem, men de synes ikke, det er meget sammenlignet med, hvad man kan tjene som privat ansat.

Det er med til at få bægeret til at flyde over, så jeg synes det er på tide, vi kommer op på barrikaderne igen.