Nyuddannet rammer plet som frivillig. Jeppe lærer specialskolebørn at skyde

Jeppe Dammark er netop færdiguddannet pædagog. Han hjælper specialskoleelever med at få plads i det etablerede foreningsliv. Det ham selv en stor glæde

Stedet er Helle Skytteforening, sådan cirka 20 minutters kørsel øst for Varde. Her har 22-årige Jeppe Dammark sin hjemmebane, og her hjælper han hver mandag fem 12-16 årige specialskoleelever, der af motoriske eller psykiske årsager ville have svært ved at være en del af det danske idrætsforeningsliv.

Det er ønsket om at skabe plads til børn og unge med funktionsnedsættelse i de ordinære idrætsforeninger, der har fået Parasport Danmark til at etablere udviklingsprojektet ’Superleder – sammen om sport’.

Jeppe er en del af projektet og kan derfor kalde sig superleder nu. Han er tidligere danmarksmester i 15 meter-skydning og deltager i stævner over hele Europa. Samtidig har han passet sine pædagogstudier, som han netop har afsluttet, og finder tid til at hjælpe børn og unge med særlige behov.

»Min formand i foreningen fortalte mig om superlederne, og jeg tænkte, at det lige var noget for mig. Det har holdt stik. Det betyder rigtig meget for mig at se, hvor glade børnene er for at være med. Det betyder, at jeg selv kommer glad hjem fra skydetræning hver mandag,« fortæller Jeppe, som selv skød første gang som syvårig, og lige siden har dyrket sporten på højt plan.



Noget med mennesker. Jeppe Dammark kom på handelsskole efter folkeskolen, men her gik det op for ham, at han hellere ville 'noget med mennesker'.

»Jeg havde tre fag, jeg havde lyst til: sygeplejerske, fysioterapeut eller pædagog. Og jeg valgte pædagog, fordi jeg havde en fornemmelse af, at det passer bedst til mig,« fortæller Jeppe, som efter tre år på handelsskole gik i gang med pædagoguddannelsen.

Imens har hans karriere som skytte udviklet sig. Han har været på juniorlandsholdet, og han har deltaget i store stævner i både ind- og udland. Og han blev danmarksmester i 2016. Den tyske bundesligaklub SV Olympia 72 Börm/Dörpstedt har for længst opdaget hans talent og skrevet kontrakt med ham, uden at det dog tvinger den unge skytte til at flytte fra Danmark.

Det ligger dog ikke til eliteskytten kun at tænke på sig selv og sin egen karriere.

»Jeg er rigtig glad for, at jeg nu er blevet super­leder, og at jeg kan bruge noget af det, jeg har lært på uddannelsen, blandt andet om aner­kendelse, åbenhed og forældresamarbejde. Børnene og de unge oplever, at de er en del af foreningen, de møder andre børn og unge, og jeg oplever, at de er glade for at være her og glæder sig til det. De siger det ikke selv, men man kan mærke det. Og jeg får også positiv feedback fra forældrene,« fortæller Jeppe.

En superleder skal være en form for tovholder, der kan hjælpe børn og unge godt i gang og være der for dem. En ressourceperson, med hjertet på rette sted – og det er Jeppe tydeligvis.

»Det kan godt ske, at jeg gør noget for de fem børn og unge, jeg er superleder for, men jeg får også en masse tilbage. Det er en stor tilfredsstillelse at se, hvor meget det betyder for dem at være med,« siger Jeppe.

Da Børn&Unge talte med Jeppe, havde han travlt med sin bacheloropgave. Når dette blad læses, er han sprunget ud som pædagog. Men han forventer at fortsætte som superleder. Det vil han ikke undvære.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.