Nyt fra hovedbestyrelsen

BUPL's hovedbestyrelse mødes mindst seks gange om året. Hovedbestyrelsen er BUPL's landsledelse. Det er den højeste myndighed mellem kongresserne, som holdes hvert andet år. Hovedbestyrelsen består af de syv forretningsudvalgsmedlemmer, herunder formanden, to medlemmer fra hver af de lokale fagforeninger, to fra Lederforeningen samt to medlemmer fra den pædagogiske studieorganisation PLS.

OK-2011

De svære forhandlinger

Hovedbestyrelsen satte sidste punktum i evalueringen af overenskomstforhandlingerne, som løb af stablen i foråret - forhandlinger, som resulterede i en lønstigning på nul i år og en mindre lønstigning næste år. Her er en kort version af evalueringen:



Forhandlingsfællesskaber

BUPL er en del af forhandlingsfællesskabet KTO, og det er en rigtig placering, hvis man vil have indflydelse på de overordnede rammer. Men fællesskabet kan være så bredt, at der er risiko for, at det mister sin sammenhængskraft og styrke. Risikoen er også, at BUPL's krav drukner i kompromisser og hensyntagen til de mange forskellige interesser.



KTO's hovedkrav

Det lykkedes godt at tale forventningerne til det økonomiske resultat ned. Forbundene i KTO kom med en lang, uprioriteret liste med krav. Uden pejlemærker og skarpe prioriteringer kom KTO til at fremstå utydelig og defensiv over for arbejdsgiverne, som til gengæld kørte hårdt på med få, men prioriterede hovedkrav.



BUPL's ligelønskrav

Det lykkede for BUPL at trænge igennem med budskabet om, at pædagogerne har et særligt ligelønsproblem. Det gav pædagogerne en lidt større lønstigning end de andre. Det lykkedes derimod ikke for pædagogerne og andre store forbund for offentligt ansatte at trænge igennem med budskabet om, at det er et samfundsproblem, når kvindedomineret arbejde lønnes lavere end mandedomineret arbejde.



BUPL's professionskrav

Det lykkedes ikke at koble professionen og overenskomstkrav sammen. I forhold til medlemmerne primært fordi deres hverdag er stærkt præget af nedskæringer. I forhold til arbejdsgiverne fordi de ikke er interesserede i at forpligte sig på spørgsmål om arbejdstidens anvendelse og tilrettelæggelse, kompetenceudvikling, begrænsning i deltidsjobs m.v.



Hovedbestyrelsen arbejder videre med de spørgsmål, som evalueringen giver anledning til. Det er for eksempel, om KTO skal opdeles i mindre enheder, om KTO skal profilere sig på alles vegne, om hvordan ligelønskravet skal vægtes i forhold til andre lønkrav, om ændringer i arbejdstid kan gennemføres via centrale forhandlinger, og om hvordan sammenhængen mellem profession og overenskomsten kan debatteres. Diskussionerne fortsætter i hovedbestyrelsen. De skal gøre BUPL klar til næste overenskomstfornyelse, der finder sted i 2013.



Ligestilling

BUPL får en politik

I forlængelse af overenskomsten i 2008 og i forbindelse med Lønkommissionens redegørelse har BUPL arbejdet med at synliggøre pædagogers lønproblem og dokumentere det som en del af et mere omfattende samfundsmæssigt problem med uligeløn mellem mænd og kvinder. Medlemmerne skal derfor vide præcis, hvilke problemstillinger BUPL anser for væsentlige, og hvor BUPL vil stræbe efter at opnå konkrete resultater. Det har ført til, at BUPL er i gang med at udarbejde en selvstændig ligestillingspolitik - og en revision af lønpolitikken, så den afspejler, at pædagogers lønproblem hænger sammen med arbejdsmarkedets overordnede ligelønsproblem. Hovedbestyrelsen tog på dette møde fat på 1. behandling af forslaget.



Bistand

15 løfter til medlemmerne

I BUPL's love står, at medlemmer kan tilbydes juridisk og anden faglig bistand i spørgsmål, der handler om deres ansættelsesforhold. Hovedbestyrelsen har ønsket at konkretisere den bistand, som både forbund og fagforeninger har ansvaret for at levere til medlemmerne. Det har nu udmøntet sig i 15 forslag til løfter, som er et forsøg på at lægge et minimumsniveau for, hvad medlemmerne har krav på. På dette HB-møde var der en første drøftelse af forslagene, men de ventes at blive vedtaget på næste hovedbestyrelsesmøde, som er i november. Løfterne drejer sig om følgende områder:

• Når du søger job

• Din løn

• Din arbejdstid

• Dine rettigheder og forpligtelser

• Hvis du bliver kaldt til tjenstlig samtale

• Hvis dine ansættelsesvilkår bliver ændret

• Hvis du bliver afskediget

• Dit arbejdsmiljø

• Hvis du får en arbejdsskade

• Når du har ferie

• Når du bliver senior

• Din graviditet, barsel, adoption eller forældreorlov

• Hvis dine børn eller andre i familien er syge

• Hvis du er syg

• Din pension



Frivillige

Frivillige kan være et supplement

BUPL har nu fået en politik om inddragelse af frivillige på børne- og ungeområdet. Ifølge den politik, som hovedbestyrelsen netop har vedtaget, vil BUPL nu arbejde for at skabe et større kendskab til mulighederne for at arbejde sammen med frivillige. De frivilliges indsats kan være et bidrag til at skabe et samfund med større fælles ansvarlighed, øge tilliden mellem forskellige sociale grupper og styrke den sociale kapital og sammenhængskraft, hedder det. BUPL mener, at frivillige aldrig skal træde i stedet for de professionelle og andre fastansatte. De skal kun være et supplement til at løse opgaverne i velfærdsstaten. På den enkelte institution er det ledelsen i samarbejde med tillidsrepræsentanten, som vurderer, hvorvidt institutionen ønsker og har ressourcer til at indgå i samarbejde med frivillige. Erfaringer viser, at frivillige kan supplere de professionelle med andre kompetencer og viden. Blandt andet kan et samspil mellem pædagogiske institutioner og frivillige foreninger på nogle områder være en støtte i arbejdet med børn, unge og deres familier, fastslår BUPL i sin nye politik.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.