Nyt forskningscenter. En stærkere stemme til daginstitutionerne
Nyt forskningscenter. En stærkere stemme til daginstitutionerne
Danmarks første forskningscenter for daginstitutioner vil fredag den 28. august 2015 slå dørene op med en åbningskonference. Center for Daginstitutionsforskning er et samarbejde mellem Roskilde Universitet (RUC), DPU, Aarhus Universitet og professionshøjskolerne. BUPL står for noget af finansieringen ved at lægge 7,2 millioner kroner i kassen i foreløbig to et halvt år.
Centret, der tilknyttes Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning og har lokaler på RUC, vil blive en tiltrængt mulighed for at samle forskning på daginstitutionsområdet og for at øge og styrke viden og få den omsat, så den bliver praksisrelevant, mener centerleder, lektor på RUC, Annegrethe Ahrenkiel.
»Ved at samle flere forskere under én hat håber vi at blive en stærkere stemme i feltet og i offentligheden. Der er en tendens til, at det er de samme få forskere, som medierne bruger. Vi vil gerne udtale os på baggrund af den viden, vi får genereret her, og ikke bare tale med om hvad som helst. Og så vil det være svært for politikere og andre at komme uden om et center, hvor vi har samlet forskere fra de største vidensinstitutioner, når de har brug for eksperter på området,« siger hun.
Der foregår allerede forskning på 0-6-årsområdet, men i spredte forskningsmiljøer. Ved at samle miljøerne vil forskerne få bedre muligheder for at snakke sammen og for at diskutere metoder, tilgange, perspektiver og resultater for at kvalificere forskningen, mener Annegrethe Ahrenkiel:
»0-6-årsområdet er et underprioriteret forskningsfelt, så der skal simpelthen forskes mere i daginstitutioner. Pædagoguddannelsen er jo langt den største professionsbacheloruddannelse, men mange af dem, der underviser de kommende pædagoger, har ikke tidligere haft mulighed for at uddanne sig på ph.d.-niveau. På folkeskoleområdet er der et ph.d.-råd, som bevilger ph.d.-stipendier med fokus på folkeskolen, og som samarbejder med professionshøjskoler og universiteter. Det er der ikke på daginstitutionsområdet.«
Det vigtige for børnene. Børneperspektivet og hverdagsperspektivet vil blive et vigtigt omdrejningspunkt for den forskning, centret vil satse på. Annegrethe Ahrenkiel håber, at forskningen dermed kan få sat det, der er vigtigt for børnene, på dagordenen både i institutionerne og i offentligheden.
»Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på RUC har en tradition for at insistere på at have børneperspektivet med. Det er desværre nok noget af det, der nemmest glider ud i en travl hverdag i vuggestuer og børnehaver. Men vi skal have med, hvordan børnene ser på deres hverdag og på samspillet mellem deres institutions- og hjemmeliv. Forskning skal ikke kun handle om tal for, hvor mange børn der får høje karakterer i 9. klasse, hvis de har gået i vuggestue i stedet for i dagpleje,« siger hun.
Praksisnær forskning. Også legens betydning, som ikke er særlig fremherskende i den politiske dagsorden, vil der blive lagt vægt på i forskningen, lover Annegrethe Ahrenkiel. »Måske kan vi bringe det et skridt videre og på den måde understøtte pædagogers viden om, hvor vigtig leg er. Vi taler for meget om, at børn bare får lov til at lege frit, fordi ressourcerne er knappe. Men leg er en afsindig vigtig del af børns læring og udvikling og en vigtig kilde til pædagogers iagttagelser af, om nogle børn ikke er med rent udviklingsmæssigt og med i forhold til børnegruppen,« siger hun.
Centret vil sætte fokus på, hvordan institutionerne selv kan udvikle sig, og ikke kun via nye tiltag fra kommunerne.
»Lige nu har vi en målings- og sikker viden-dagsorden kørende i kommunerne. Vi håber, at vi kan være med til at belyse vigtigheden af udviklingen af praksis, så daginstitutionerne også bliver et godt læringsmiljø for de ansatte,« siger Annegrethe Ahrenkiel. Desuden skal det være et kendetegn ved centret, at der foretages praksisnær og deltagerinddragende forskning.
»Vi mener, at det er vigtigt, at forskningen har en tæt relation til den hverdag og praksis, som pædagogen står i. Det kan enten gøres ved at bruge direkte inddragende metoder eller ved at have hverdagsperspektivet med. Det er klart en interesse blandt flere af os forskere, at vi ikke bare bedriver zoologisk have-forskning, hvor man kommer ud og kigger og efter et halvt år vender tilbage med nogle kritiske analyser på det, vi har set. Selvfølgelig skal der være plads til kritik af områdets egne normer og selvfølgeligheder. For jeg oplever, at pædagoger er interesserede i det og åbne for kritik, som hjælper dem til at få sat systematisk fokus på det, de godt selv ved, kan laves om eller blive bedre,« siger hun.
Fire hovedspor. Der skal forskes inden for fire meget brede hovedområder på det nye center: børns hverdagsliv i daginstitutioner, politik og styring, pædagogisk praksis og profession, faglighed og arbejdsliv. Og meget gerne på tværs af temaerne, mener Annegrethe Ahrenkiel. »Det er ikke tilfældigt, at det hedder børns hverdagsliv, for det er her, vi lægger vægten på at have børns perspektiver med som en central dimension. Men det kan også være hverdagslivet for pædagogerne. I disse år er området udsat for massiv styring fra kommuner og stat, og der er brug for forskning i, hvordan de nye styringsredskaber, de nye metoder og de nye målinger virker – med eller mod hensigten. For hvad betyder målstyring for hverdagen? Er der viden, som ikke får plads, fordi man skal noget andet,« siger hun.
Annegrethe Ahrenkiel vil have fokus på pædagogikken og på, hvilken viden pædagoger trækker på for at kunne omgås reflekteret med for eksempel målstyring.
»Hvordan kommer de politiske intentioner til at styrke eller modarbejde ens praksis og viden, og hvordan kan man forholde sig analytisk til de begreber og koncepter, der ikke kommer fra feltet selv, og hvor forbindelsen til hverdagen ikke altid er tydelig? Måske er det også med til, at der går skole i den, fordi pædagogerne ikke kan finde ud af, hvordan de skal omsætte de udefrakommende begreber og koncepter,« siger hun.
Forskerne vil også være opmærksomme på at forske i de allermindste børn. For det er netop et af de områder, hvor der er brug for mere forskning, mener Annegrethe Ahrenkiel.
»Det handler om at få set på, hvordan børn gennem samspillet med hinanden og de voksne får lært det, der er allervigtigst, og ikke hvordan man skal sætte dem i en rundkreds og terpe bogstaver og tal. Vi skal se på, om man med alt for meget tilrettelagt ’undervisning’ forstyrrer børnene i det, de i virkeligheden har brug for at lære. For eksempel hvordan man kan deles om et stykke legetøj, eller hvordan man bliver venner og kan lege sammen. Og hvad kan man gøre for de børn, for hvem de sociale koder ikke er nemme at lære,« siger hun.
For at formidle forskningen, vil centret for det første have en hjemmeside. For det andet vil man arrangere formidlingskonferencer, og for det tredje vil man være flittig med at sende pressemeddelelser ud, når der er resultater fra forskningsprojekter.
»Vi håber, at det bliver nemmere at blive hørt. Jeg synes, at vi har været gode til at formidle, og meget af det, vi har lavet, er blevet brugt flittigt i feltet. Vi håber, at mere kontinuitet i formidlingsarrangementerne vil trække folk til. Vi skal også gerne til udlandet og formidle, hvad vi finder, og lære nyt. Jeg mener, at BUPL har set rigtigt, når de mener, at der er behov for sådan et center. Og jeg fornemmer, at det allerede nu er med til at styrke interessen for forskning på området,« siger Annegrethe Ahrenkiel.
Om Center for Daginstitutionsforskning
● Centret placeres fysisk på Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på Roskilde Universitet
● Er et samarbejde mellem Roskilde Universitet, DPU på Aarhus Universitet og professionshøjskolerne, der alle lægger ressourcer til.
● BUPL har støttet med 7,2 millioner kroner i en opstartsfase på to et halvt år.
● Lektor på RUC Annegrethe Ahrenkiel er centerleder. Desuden er der et centerråd, som består af repræsentanter fra RUC, DPU, professionshøjskolerne og BUPL, der skal følge, hvordan centret drives. Rådet skal godkende det overordnede forskningsprogram, men ikke de enkelte projekter.
● Hjemmesiden ruc.dk/forskning/forskningscentre/cedif vil formidle forskningsresultater, nyheder og publikationer