Nydanske børn - Børnehaven kan skade integrationen

De er pizzabagere, de slår deres børn, og så har de svært ved at tale om følelser. Samtidig respekterer de ikke daginstitutionens normer og kommer bare daskende langt op ad formiddagen.

Fordomme om indvandrere og deres børn lever og har det godt blandt personalet i helt almindelige danske daginstitutioner. Selv åbensindede, tolerante pædagoger med idealer om, at alle børn skal behandles lige godt, handler også ud fra fordomme om nydanskere og deres børn.

Det er ét blandt mange resultater fra et nyt, stort forskningsprojekt om tosprogede børn i danske daginstitutioner. Forskningsresultaterne er på mange måder opsigtsvækkende, fordi de bl.a. konkluderer, at daginstitutionen ikke nødvendigvis er god til at integrere tosprogede børn, tværtimod kan institutionerne gøre mere skade end gavn.

De fleste politikere og fagfolk er i dag enige om, at daginstitutionen spiller en meget vigtig rolle i arbejdet for at få integreret nydanskerne i samfundet. Opfattelsen er, at det næsten kun kan gå for langsomt med at få sendt Fatimah og Muhammed af sted til Tusindfryd, Myretuen og alle de andre fortropper til det officielle danske samfund. Tanken er, at hvis nydanskerne befinder sig blandt danske børn og voksne, synger Lille Peter edderkop" og klipper julehjerter, kommer integrationen helt af sig selv.

Denne tankegang er logisk, men den er ikke nødvendigvis rigtig.

I virkeligheden er vellykket integration meget afhængig af, hvad personalet gør, og bl.a. hvordan de kommunikerer med forældrene.

De to danske forskere og antropologer Eva Gulløv og Helle Bundgaard fra Danmarks Pædagogiske Universitet og Københavns Universitet afsluttede sidste år det treårige forskningsprojekt "Tosprogede børn i danske børnehaver" finansieret af Statens Humanistiske Forskningsråd.

De to antropologer tog ud i virkeligheden - i dette tilfælde to daginstitutioner - for at studere børnene, personalet, forældrene og forvaltningen på nært hold. Forskerne interviewede en lang række mennesker, og stillede spørgsmål til det, de så.

I de to daginstitutioner var der ca. 120 børn i alt, hvor af en tredjedel af dem var tosprogede. De to daginstitutioner kan selvfølgelig ikke repræsentere alle landets institutioner, men der er ikke noget i de to institutioner, som adskiller sig væsentligt fra de fleste andre danske daginstitutioner.

Børn&Unge har interviewet Eva Gulløv om forskningsresultaterne og oplevelserne i daginstitutionerne. Resultaterne og observationerne er mange, men som en hovedkonklusion siger forskeren:

"Det virker ikke nødvendigvis integrerende at sætte børn tidligt i institution. Hvis det ikke bliver gjort ordentligt, risikerer man bare at flytte nogle problemer længere ned aldersmæssigt og endda gøre dem værre. Hvis du allerede de første fem år af dit liv er vant til at blive ekskluderet frem for at blive inkluderet, kommer der måske en voldsommere reaktion i skolen, end der ellers ville være kommet," siger Eva Gulløv.

Hun gør meget ud af at forklare, at hun bestemt ikke mener, resultaterne kan bruges til at sige, det er bedre, at de tosprogede børn skal gå hjemme hos deres mor, til de skal i skole. Men det er vigtigt, at de tosprogede børn oplever at blive inkluderet og ikke ekskluderet, hvilket de desværre ofte gør.

Eva Gulløv sammenligner daginstitutionerne med en centrifuge.

"Der var en tendens til, at de "sorthårede", for at kalde dem det, blev slynget længst ud i hjørnerne. Vi kunne konstatere, at de tosprogede børn søgte mod hinanden, og det var ikke nødvendigvis bare pakistanere sammen med pakistanere. Alene det at være tosproget, gjorde, at de fandt sammen, samtidig med at de danske børn fandt sammen," siger Eva Gulløv.

Antropologerne kunne altså konstatere, at flere af de tosprogede børn ikke blev en del af det "store fællesskab,". Og de kunne konstatere, at det bl.a. skyldtes sproget.

"Sproget er meget vigtigt. Børnene bruger det til at forhandle med - "du er faren, og du er moren." Hvis du ikke er sproglig god, har du svært ved at forhandle, og de tosprogede børn bliver derfor ofte de små i rollelege, og derfor søger de mod børn, de kan være lige med," siger Eva Gulløv.

Antropologen observerede, at personalet ikke fik brudt dette mønster. Som i de fleste danske daginstitutioner lagde pædagogerne også her vægt på frie idealer, demokrati, og at det er vigtigt, at børnene sætter ord på deres følelser og det, de ønsker.

"Pædagogerne siger til Ahmed, at han skal sige, at han ville være med i legen, men det hjælper ikke noget, for det er stadig Jonathan, som har definitionsmagten over legen," siger Eva Gulløv.

Pædagogerne gør meget ud af at sige, at børnene skal sætte ord på, hvad de vil, men antropologerne undrer sig over, at pædagogerne ikke hjælper de tosprogede børn med at finde ordene.

"Generelt arbejdede pædagogerne ikke med at give børnene redskaber til at udtrykke sig med, til at udvide deres ordforråd eller hjælpe dem med det, de ikke kan sige," siger Eva Gulløv.

Forskerne spurgte personalet, hvorfor de ikke benyttede sig af de små intime stunder, når børnene f.eks. tegnede, til at træne sproget. Pædagogerne svarede, at det er vigtigt, at børnene har det rart sammen, for sproget skal nok komme af sig selv, hvis man trives socialt.

"I det lange løb kan der imidlertid ske en eksklusionsproces af de tosprogede børn. De leger ikke med de danske børn, de bliver afvist, og de kommer derfor heller ikke hjem til hinanden for at lege," siger Eva Gulløv.

Daginstitutionen er heller ingen garanti for, at de tosprogede børn vænner sig til at sidde stille og få læst en historie højt. Forskerne kunne konstatere, at selv om børnene havde været i institutionen i fire til fem år, havde de ikke nødvendigvis fået forudsætninger for at arbejde med bøger, når de skulle i skole. En del af de tosprogede børn var ikke interesserede i bøger og historier, og pædagogerne gjorde ikke noget for at motivere dem og dermed bryde den sociale ulighed.

"Pædagogerne tog udgangspunkt i motivationen. De som havde lyst til at komme med på biblioteket, kom med, og det var dem, som havde erfaring med bøger hjemmefra," siger Eva Gulløv.

Hun beskriver, at der blev læst bøger op for de børn, som havde lyst, og hvis Kemal ikke kunne sidde stille, fik han at vide, at han måtte gå.

"Det forventes, at børnene kan sidde stille i skolen, men der forsøges ikke at skabe motivation for at sidde stille med en bog i daginstitutionen," siger Eva Gulløv.



Ikke alle var pizzabagere. De to antropologer opdagede med tiden, at bestemte forestillinger om de tosprogede børn og deres familier florerede i institutionerne. Forestillingerne gav sig ikke udtryk i direkte racisme, selv om det i visse tilfælde blev opfattet sådan af de tosprogede forældre.

"En del af personalet vidste relativt lidt om forældrene, som f.eks. hvor de kom fra. I stedet opstod der historier om dem. I begyndelsen var vi forbløffede over, hvor mange pizzariaejere, der var i institutionen, indtil vi interviewede forældrene og fandt ud af, de lavede noget andet. Personalet opfattede det dog ikke som et problem, at de ikke kendte familiernes konkrete historier, fordi holdningen var, at vi behandler alle lige, lige meget hvad - og det er også al ære værd," siger Eva Gulløv.

Problemet var bare, at forskerne under forløbet opdagede, at de stereotype forestillinger om familierne i visse tilfælde resulterede i en ubevidst forskelsbehandling af børnene og deres familier - stik i mod pædagogernes egne idealer.

Da en tosproget pige kom tilbage fra en ferie var hun meget indadvendt, ked af det og tavs. Hun ville ikke fortælle, hvad der var galt, og personalet snakker om, at det er et problem, at man ikke snakker om følelser, der hvor pigens familie kommer fra.

Da en dansk pige får det på næsten samme måde, reagerede personalet med at gå ind i pigens og familiens problemer.

"Det skete flere gange, at personalet så det enkelte barn og familien, når det var en dansker, og hele kulturen, når det var et tosproget barn," siger Eva Gulløv.

Et andet eksempel på det er drengen Ahmed, der slår de andre børn. I daginstitutionen opstår en historie om, at han bliver slået hjemme, for det gør man i Mellemøsten. Moren bliver kaldt til en samtale, hvor det bliver nævnt.

"Hun var rasende på grund af den mistillid, der var blevet vist hende. Problemet er, at personalet ikke forholder sig analyserende til de enkelte situationer, når Ahmed slår, og at pædagogerne dermed fritager sig for at gøre noget ved det. Det er nemmere at forklare, at et barn slår med en henvisning til hjemmet end at analysere, hvad der udløser frustrationen i institutionen," siger Eva Gulløv.



Afmægtige pædagoger. Snakken med Ahmeds mor fik ikke drengen til at stoppe med at slå. Personalet begyndte at opfatte drengen som et stigende problem - de følte en afmagt over for de konflikter, som opstår med ham.

"Generelt set følte mange pædagoger en afmagt i forbindelse med konflikter. Der skete sjældent en næranalyse af de situationer, hvor f.eks. Ahmed havde sagt fuck you, og i stedet blev det konstateret, at Ahmed var problemet. Personalet handlede på afmagten ved at sætte magt ind," siger Eva Gulløv.

Situationen med Ahmed udviklede sig, mens forskerne var i daginstututionen. Han blev en sag i systemet, og der blev bl.a. sat en psykolog på ham.

Forældrene kunne ikke forstå det, og de tolkede personalets reaktioner som racisme og forskelsbehandling, og tog drengen ud af den danske daginstitution og sendte ham på en arabisk friskole.

Ahmed var imidlertid ikke et enkelttilfælde. Mens forskerne observerede i daginstitutionerne, skete det i alt fem gange, at forældrene tog barnet ud eller flyttede det over i en arabisk friskole, om end af forskellige årsager.

"Familierne bliver hurtigt stigmatiseret, og det kan føre til, at forældrene fortolker de børnesagkyndiges reaktion som racisme," siger Eva Gulløv.

Hun mener, at i et tilfælde som Ahmed kunne personalet godt have tolket hans reaktioner en smule mere i drengens favør, i stedet for at se ham som et problem, og så oven i købet som et problem med rødder i Mellemøsten.

Forskerne kritiserer, at daginstitutionerne for at få ekstra bevillinger har et økonomisk incitament til at problematisere børnene. Groft sagt får daginstitutionerne i den undersøgte kommune ekstra ressourcer til sprogstimulering, hvis de kan dokumentere at have børn med problemer. Forskerne kunne se, at denne praksis havde en uheldig effekt i forhold til de tosprogede børn og deres forældre. I den konkrete kommune skulle personalet observere børnene og derefter udfylde et evalueringsskema om barnets sprog, og hvordan barnet klarede sig. Det at være tosproget blev dermed et argument for at få flere ressourcer, og for mange af forældrene var denne fortolkning meget frustrerende.

"Det virker paradoksalt, at mange børn udpeges som problematiske på grund af en økonomisk fordelingspolitik i kommunen, samtidig med, at der bruges mange ressourcer på at integrere de tosprogede familier," siger Eva Gulløv.

Spørgsmålet er så, om de tosprogede forældre ikke ville lade deres børn integrere i det danske samfund, og det er grunden til, at de flytter deres børn til arabiske friskoler?

Det afviser Eva Gulløv på baggrund af interviews med de tosprogede forældre. Tværtimod ønskede samtlige forældre i de to daginstitutioner, at deres børn skulle falde godt til blandt de danske børn.

"Mange forældre anstrengte sig for, at deres børn ikke skulle være anderledes, de forsøgte at lave madpakker, der lignede de danske, og de ønskede, at deres børn lærte dansk. Forældrene sagde, at de var glade for daginstitutionen og positive over for pædagogerne, enkelte mente, børnene lærte for lidt, men ellers var de glade," siger Eva Gulløv.

Forskerne mener, at det især er kommunikationen mellem daginstitutionen, forvaltningen og forældrene, som halter.

"I institutionen var der kun oversat én pjece til andre sprog end dansk, og det var en pjece om, at man ikke må slå sine børn. Altså intet om værdigrundlag, pædagogik eller praktiske oplysninger. Det er et underligt signal at sende," siger Eva Gulløv.

Ofte var problemet mellem personalet og de tosprogede forældre de ting, som ikke blev sagt. Nogle af de tosprogede forældre havde bogstaveligt talt svært ved at finde ud af, hvordan en dansk daginstitution fungerer i praksis. Nogle forældre afleverede deres børn langt op ad formiddagen, andre afleverede deres børn uden at gøre opmærksom på det til personalet.

"Nogle af disse ting opfattes som disrespekt af personalet. Men personalet får ikke direkte sagt det til forældrene, og derfor kommer det bare til at opleves som en irritation," siger Eva Gulløv.

Hun mener, at der sker mange misforståelser på grund af dårlig kommunikation og helt almindelige kulturforskelle.

"Familierne bliver problematiseret, fordi de ikke passer ind i daginstitutionernes målestok for, hvad der er normalt. Daginstitutionerne er et svar på samfundets normer om, at vi går på arbejde, og derfor afleverer vi også børnene om morgenen. Nogle af de tosprogede forældre har en anden livsform, bl.a. fordi de ikke kan få plads på arbejdsmarkedet," siger Eva Gulløv.

Antropologen understreger, at forskningen ikke kan bruges til at sige, at de tosprogede børn ikke skal i daginstitution - tværtimod. Men hun advarer mod at tro, at integration er let og bare kommer af sig selv i daginstitutionen.

"Den politiske retorik går på, at vi bare skal have de tosprogede børn i daginstitution, for så bliver de integrerede. På den måde overlader man ansvaret og opgaven om integration til pædagogerne - men det er en meget svær opgave," siger Eva Gulløv.