Ny viden: Styrk børns evne til at undre sig

Pædagogisk filosof Louise Nabe-Nielsen har inspireret pædagogerne i to daginstitutioner i Aarhus til at arrangere filosofiske samtaler med børn. Samtalerne styrker børns evne til at undre sig og træner pædagogerne i at stille spørgsmål uden at forvente bestemte svar.

Af Linda Grundtvig, b&u@bupl.dk / Foto: Jens Hasse



Børn undrer sig over verden, er fantasifulde og opfindsomme, men ofte lukker vi deres fantasi med vores viden, som vi så gerne vil give videre til dem. Det mener pædagogisk filosof Louise Nabe-Nielsen. Hun fik i oktober 2012 knap 100.000 kroner fra BUPL`s udviklingsfond til at gennemføre filosofiske samtaler i en vuggestue og børnehave i Riisvangen Dagtilbud i Århus, som omfatter både Riisvangen og Ellengården.

Målet med projektet er, at pædagogerne får viden og indsigt i den filosofiske praksis, sådan at de kan styrke børnenes naturlige nysgerrighed, undren og tænkning. Samtidig er det hensigten at øge pædagogernes bevidsthed om udvikling af børns kreative processer ved hjælp af filosofiske samtaler.

Louise Nabe-Nielsen har studeret andre landes erfaringer med filosofi i børnehaven og har udviklet en lang række øvelser, som pædagogerne gennemfører i daginstitutionerne. Hun har også deltaget i personalemøder, arrangeret workshops og løbende talt med pædagogerne om deres erfaringer. Inden projektet slutter, vil hun gennemføre en samtale med børnene og pædagogerne enkeltvis for få et indtryk af, hvordan øvelserne har påvirket ikke blot børnenes, men også pædagogernes dagligdag og ikke mindst deres tænkning.

»Det handler om at skabe rum for børnenes undren, og hvordan man kan inspirere børnene, så de kan udvikle deres tænkning og kreativitet, for jo mindre de får lov til at være nysgerrige, jo mere begrænser de sig selv og er optagede af, hvilke svar der forventes af dem. Derfor handler det om at have mere fokus på de voksnes forforståelse, og hvordan den kan hæmme børnenes udfoldelse af tænkning,« forklarer Louise Nabe-Nielsen og illustrerer det med et eksempel.



Flødeskum på pizza. Når børn leger i en sandkasse, og en voksen spørger: Hvad laver du? svarer barnet måske: pizza. Når den voksne spørger, hvad barnet kommer på pizzaen, og barnet siger 'flødeskum', vil den voksne måske svare: ’Det kan man ikke’ eller ’Er det ikke lidt skørt’? Der vil ligge en vurdering af det, børnene gør, i svaret, men dermed har man også sagt, hvad der er rigtigt og forkert. Men måske elsker børnene pizza og flødeskum eller synes, at flødeskum er flot.

»Det vigtige er at være til stede i det, børnene siger, og være åben over for børnenes tænkning og deres undersøgelser. Med forståelsen, den viden og de erfaringer, vi voksne har, kan vi komme til at lukke for deres fantasi,« siger Louise Nabe-Nielsen.



Forventninger. Pædagogerne Mette Cohrt og Anders Kristensen har haft filosofiske samtaler med børnene i Ellengården. Mette med de treårige, Anders med de fire- og femårige. Samtalerne har været forskellige, men handler blandt de ældste meget om forholdet mellem det almene og det konkrete, om kategoriseringer og om begrebsdannelse.

Eksempelvis har pædagogerne haft øvelser med børnene, som tager udgangspunkt i, at de skal finde ting, som er farlige eller ikke farlige samt levende og ikke levende. Tingene har de placeret i to hulahopringe, og pædagogerne har spurgt børnene, hvorfor de var farlige eller ikke farlige, levende eller ikke levende. På den måde argumenterer de for de valg, de har truffet, og tænker over de spørgsmål pædagogerne stiller dem.

Mette og Anders har oplevet, at børnene er meget opmærksomme på pædagogernes forventninger.

»Når vi bad dem finde en ting, skævede de hen til os, før de traf et valg, som om de tænkte: Er det her mon det rigtige? Men jo oftere de erfarede, at der ikke var et forkert svar, jo mere fulgte de deres egen indskydelse,« fortæller Mette.

»Jeg er blevet mere opmærksom på, hvordan jeg snakker med børnene. Før var jeg meget optaget af at svare på børnenes spørgsmål og at give dem de helt rigtige svar, et facit, men nu gør jeg det ikke så ofte,« siger Anders.

Det er vanetænkning, forklarer Mette.

»Det ville ikke hjælpe, at vi brød rutinerne. Det sidder oppe i hovedet. Det er en måde at tænke på. Sådan er vi opdraget fra folkeskolen. Men nu prøver vi at gøre det anderledes. I stedet for at give svar, stiller vi spørgsmål. Det gode ved sådan et projekt er, at man har tid til at udvikle og få det ind i hverdagen. Når børnene har opnået en tryghed i situationen, og vi som pædagoger har vænnet os til en ny måde at tænke på, hvor vi er mere åbne, bliver børnene også mere åbne, tør stå ved sig selv, stå frem og holde fast ved det, de gerne vil,« forklarer Mette.

Anders kalder det en ’luksussituation’ at kunne sidde med få børn ad gangen og filosofere.

»Børnene synes, det er spændende både at finde ting, at snakke om dem og at finde svar på de spørgsmål, vi voksne stiller dem. Nogle gange kommenterer de også det, de andre børn siger. Samtalerne udvikler deres evne til at tænke selv og styrker deres nysgerrighed og fantasi, selvom de selvfølgelig også en gang imellem skal have konkrete svar på deres spørgsmål,« siger han.



Mere opfindsomme. Pædagogerne har erfaret, at børnene bliver mere opfindsomme og mere modtagelige, og dermed kommer rummeligheden også over for andre. På længere sigt handler det også om, hvordan man kan agere, men for de treårige er det hele endnu meget konkret. De får stimuleret deres tankegang gennem spørgsmål om meget konkrete ting, som for eksempel om, hvordan en ko ser ud.

»Vi voksne er meget i os selv, når vi snakker, har en forudfattet mening og glemmer at være åbne og lytte. Dette projekt har givet os en større åbenhed omkring, det vi gør. Nu snakker vi mere sammen om det hele, og vi glemmer det ikke igen,« siger Mette.

Pædagogisk filosof Louise Nabe-Nielsen har observeret, at pædagogerne også får nye tanker og oplevelser, når de filosoferer med børnene. Det bekræfter Anders, der har oplevet de nye samtaler med børnene som personligt meget inspirerende:

»Det har forstyrret min praksis, men på en god måde. Jeg har øvet mig i at stille spørgsmål, så jeg ikke lægger svarene i munden på børnene. Man lærer også hinanden bedre at kende på denne måde, og man får nye indsigter, ny viden om børns forestillinger og får sat sin egen viden i et nyt perspektiv,« fortæller han og kommer med et eksempel:

En dag skulle børnene finde ting (plastic­figurer), som var henholdsvis levende og ikke levende. Ridderne og dinosaurerne var ikke levende, mente børnene, fordi de ikke lever i dag, mens bambien var levende. Det var interessant, fordi børnene havde et historisk perspektiv med.

»Nogle gange tager samtalen en drejning, som bevæger sig ud over det emne, vi har taget op, og det er spændende. For eksempel kom vi til at tale om fisk, fordi et af børnene skulle finde en ting, som var hård, og kom med en båd. Så spurgte jeg ind til, hvad man kan med en båd. På den måde får de udvidet deres kendskab til forskellige begreber, samtidig med at de lytter til hinandens viden eller erfaringer,« siger Anders.

Louise Nabe-Nielsen har deltaget i flere af de filosofiske samtaler med børnene.

»De er gode til at tænke i almene begreber. De største børn bruger hinandens tanker og argumenterer i forhold til hinanden. Børnene indgår i dialog, sætter ord på deres tanker, bliver taget alvorligt, lytter til hinanden og udvikler tænkningen ved at argumentere og ved at gå fra det konkrete til det abstrakte og omvendt.



Det sværeste. Hun har også arrangeret filosofiske samtaler for pædagogerne, som har forholdt sig til emner som sandhed og venlighed. Skal man altid sige sandheden? Og skal man altid være venlig, og kræver venlighed, at man ikke har bagtanker? Spørgsmålene blev debatteret i to grupper med en samtale­leder, som sørgede for, at alle kom til orde. Det kom der mange perspektiver ud af, og pæda­gogerne fik trænet den filosofiske samtale og øvet sig i både at argumentere og at stille spørgsmål uden at forvente et bestemt svar. For i følge Louise er dette netop det sværeste for de voksne.

Louise Nabe-Nielsen håber, at den nye praksis i Riisvangen Dagtilbud vil blive bredt ud til mange flere daginstitutioner, og at den filosofiske samtale bliver mere brugt i skolerne.

»Ellers får mulighederne for udvikling af børnenes tænkning vanskeligere vilkår. Den filosofiske praksis er en dannelsestænkning, en omgangsform og en holdning til børn, som er samfundsmæssig relevant, for ved at kunne sætte ord på tænkning åbner der sig en bred vifte af muligheder, og så står man sig godt i forhold til at udvikle samfundet,« siger hun.



Det kan I snakke om:

I vuggestuen

Præsentér børnene for forskellige lyde, se deres reaktion, og giv dem tid til at tænke over, hvad det var for en lyd, og hvor den kom fra. Stil spørgsmål til figurerne i de bøger, der læses for børnene, og få dem til at sætte ord på, hvad der er under et tæppe ved at se på formen eller føle sig frem.

I børnehaven

Giv ikke børnene færdige svar, når de stiller spørgsmål. Stil i stedet et uddybende spørgsmål, som de kan tage stilling til. Så får børnene plads til at være nysgerrige, lytte til andre og opdage, at andres ord kan berige dem. De får tid til at tænke, skabe og få nye idéer, ro til at udvikle kritisk tænkning og opdage, at der er forskellige sandheder i den virkelighed, de er en del af.

Hvis et barn for eksempel siger, at det ikke længere er ven med et af de andre børn i børnehaven, kan man få samtalen til at handle om et emne, som vedrører os alle, nemlig spørgsmålet: Hvad er en ven? Så kan børnene for eksempel sige: ’Det er en, man leger med’ eller ’det er alle børn i børnehaven’. Så kan man spørge: Hvad så, hvis man er uvenner, er man så ikke venner mere? Måske er svaret så: Så bliver vi bare gode venner igen. På denne måde er en konkret situation gjort almen, og alle har kunnet forholde sig til spørgsmålet om, hvad en ven er.

Kilde: Louise Nabe-Nielsen, pædagogisk filosof.



Filosofisk praksis

Projektet ’Begrænsninger og muligheder for kreative udfoldelser i daginstitutionen – med særligt fokus på den filosofiske praksis’ potentiale’ har fået støtte af BUPL’s udviklingsfond og er blevet realiseret i de to daginstitutioner Ellengården og Riisvangen i Aarhus fra oktober 2012 til marts 2013. Projektet skal gøre pædagogerne fortrolige med den filosofiske praksis og skal vise, om denne praksis fremmer børnenes evne til at skabe og tænke nyt.



Projektlederen

Louise Nabe-Nielsen er pædagogisk filosof fra DPU og læreruddannet. Hun har arbejdet med indskoling og mellemtrin og har gennemført egne filosofiske projekter i skoleregi. Ud over at deltage i projektet i Riisvangen Dagtilbud er hun med i ledelsen af tænketanken Sophia, som beskæftiger sig med visioner for hele uddannelsessystemet. Læs mere på filosofiskpraxis.dk