Ny undervisningsminister til skolepædagoger. I skal ikke bare sættes ind efter behov

For mange pædagoger har skolereformen givet en mere kaotisk arbejdsdag. Måske kommer ens kvalifikationer som pædagog ikke til sin ret, måske bliver man brugt som vikar i en almindelig time. Måske skal man stå for en lektiecafé i de store klasser.

Den nyudnævnte undervisningsminister Merete Riisager (LA) er opmærksom på udfordringerne. Hun mener, at der er brug for at arbejde mere med pædagogernes rolle i skolen.

»Det vigtigste er at få defineret klarere, hvad pædagogerne kan, så man ikke bare sætter pædagogerne ind der, hvor der lige er et behov, men i højere grad bruger deres kvalifikationer der, hvor de har noget særligt at byde ind med,« siger Merete Riisager, der er uddannet cand.mag.pæd.



Fire pejlemærker. Merete Riisager har defineret fire pejlemærker for sit arbejde som undervisningsminister: Det gode arbejdsliv, den gode undervisning, det gode børneliv og inddragelse af forældrene.

Hun ser pædagogerne spille en rolle på alle fire områder:

»Det gode arbejdsliv handler om at gøre det, man er god til, for så går man glad på arbejde. Vi skal have en bedre samtale i gang om pædagogernes kvalifikationer og det, de spiller ind med. Jeg vil ind i en ­dybere dialog med pædagogerne om, hvordan de betragter de her ting,« siger hun og fremhæver blandt andet pædagogernes blik for børnenes alsidige udvikling, deres arbejde med bevægelse, inklusion og forældresamarbejde.

Siden hun tiltrådte som minister, har Merete Riisager været klar i mælet og slået fast, at skolens primære fokus skal være de faglige kerneopgaver.

Men betyder det så, at man skal være bekymret for sit arbejde som skolepædagog?

»Nej, det skal man ikke. Men den gode undervisning er rigtig vigtig, og det er skolens omdrejningspunkt. Det er lærernes ansvarsområde, at undervisningen fungerer, og lærerne er de primære undervisere. Det skal man tale ærligt om og definere rollerne bedre,« siger hun.



Bekymret for fritiden. Til gengæld er Merete Riisager bekymret for SFO- og klubområdet. Hun fremhæver, hvordan fritidsområdet især spiller en rolle for dem, der lever et lidt sværere liv.

»Når vi ser, at SFO’erne bliver indskrænket, kan det bekymre mig, om det måske er nogle af de børn, der har mest behov for SFO-tid, som ryger ud,« siger hun.

Samtidig er det værd at fastholde det frirum, som fritidspædagogikken kan skabe for den brede skare af børn, understreger ministeren. Skolen kan ikke skabe det frirum, som fritidspædagogikken kan tilbyde.

»For at være ærlig ser jeg en forskel mellem fritid og skole. Fritidspædagogikken er fritid, hvor pædagogerne skaber en ramme for børnenes frie udfoldelse. Det betyder ikke, at der ikke sker en udvikling. Det gør der i høj grad, men det er ikke en skoleudvikling, og det er ikke en stram rammesætning. Det er snarere en moderne udgave af ’skov og baggård’ – den frie udfoldelse under kyndig vejledning af voksne,« siger Merete Riisager.

Men bekymringen for fritidspædagogikken fører dog ikke umiddelbart til ministerforslag om kortere skoledage.

»Det er vigtigt, at man ser på børnene lokalt, og hvilke behov de har. Der ligger frihedsgrader i reformen, for eksempel at man kan få en to-medarbejderordning. Den mulighed er god, for nogle steder oplever man, at børnene reagerer mere positivt på den ordning end på at have meget lange dage.«

Kommer du så med flere ressourcer til SFO’erne?

»Det er kommunernes ansvar, at børnenes dag hænger sammen. Men når det gælder SFO’er og klubber, så ser jeg det – ligesom skoletiden – som velfærdssamfundets fineste opgave, at der er en høj kvalitet. Det bør man prioritere i kommunerne. Det er svært at finde ret mange ting, der er vigtigere, end at der drages omsorg for børn og unge, og at skolen fungerer.«