Ny undersøgelse viser. God grovmotorik får pulsen op

En ny rapport viser, at børnehavebørns grovmotorik har indflydelse på, hvor meget de bevæger sig. Overraskende har også legepladsens placering og udendørsbeplantningen indflydelse.

Pædagogernes engagement, de fysiske omgivelser og en god grovmotorik kan øge børns interesse for at deltage i lege, som får pulsen op, viser en ny rapport. Den viser også, hvilke forhold der øger børns fysiske aktivitet i børnehaven. Rapporten hedder ’Forsøg med Læring i Bevægelse’ og er udarbejdet på Undervisningsministeriets initiativ af forskere fra hele landet.

»Det mest væsentlige resultat er, ar børn er mere aktive, hvis de har en god motorik,« siger Karsten Froberg, der har været med til at udarbejde rapporten. Han er lektor ved Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk universitet og leder af ’Centre of Research in Childhood Health (RICH). Han har primært arbejdet med 'Odense Børnehaveprojekt'.

»Det er vigtigt, at pædagoger har viden om motorik, så de kan se, om børn har et grovmotorisk problem, og understøtte det. Man kan godt forbedre børns motorik, og når man gør det, bliver børnene også mere aktive,« siger han.

Pædagoger kan også øge børnenes aktivitetsniveau ved selv at initiere lege med bevægelse.

»Pædagogernes engagement har betydning for børnenes aktivitets­niveau, både i de situationer, hvor de direkte instruerer, og når de støtter aktiviteter, der foregår på børnenes præmisser. Det understøttes af ­studier, vi lavede tidligere. De viser, at der er fysisk bevægelse der, hvor der er aktive pædagoger,« siger han.

De fysiske rammer i børnehaven har også indflydelse på, om børnene leger vildt og får pulsen op.

»I løbet af projektet så vi, hvor vigtigt det er for børnenes bevægelse, at de har alenerum, hvor de ikke er overvåget af pædagoger. Hvis der er gode rum indenfor med meget plads, øger det aktivitetsniveauet,« siger Karsten Froberg.

Undersøgelsen har desuden vist, at pædagogerne og omgivelserne i børnehaven har større indflydelse på aktivitetsniveauet blandt børnene, end de har i skolen.



Om undersøgelserne

• Rapporten ’Forsøg med læring i bevægelse’ rummer blandt andet 'Kvalitativ Undersøgelse i to daginstitutioner’ og ’Odense Børnehaveprojekt’.

• Den er udgivet af Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet.

•’Kvalitativ Undersøgelse i to daginstitutioner’ bygger på interview med pædagoger og ledere samt observationer i to daginstitutioner.

•’Odense Børnehaveprojekt’ er udført i 43 børnehaver på Fyn. Informationerne er indsamlet i 2009, men er først blevet til en rapport i 2015.

• I alt har 607 børn deltaget.



Det får børn til at bevæge sig

Større indendørsareal. Ved et større indendørs areal pr. barn bevæger børn sig mere.

Legepladsens placering. Når legepladsen går hele vejen rundt om børnehuset, skaber det større aktivitetsniveau.

Tidspunkt. Børn er især aktive om eftermiddagen, hvor de er mere ude.

Aktivitetstype. Når pædagogerne sætter aktiviteter i gang, der giver børn medbestemmelse, dialog og kommunikation, øges børns motivation for at bevæge sig.

Den voksne. Pædagogens sprog, intonation, glæde og engagement har stor betydning for børns motivation for bevægelse.

De andre. Børn i børnehaven tilpasser deres aktivitetsniveau efter hinanden.

Beplantning. Mere beplantning på legepladsen mindsker aktivitetsniveauet, måske fordi beplantning mere lægger op til rollespil og konstruktionslege end til høj fysisk aktivitet.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.