Ny BUPL-struktur - nu med ændringsforslag

Der ligger nu fire forslag til ændringer af grænserne mellem de nye og større fagforeninger i BUPL

Mandag den 7. november, på 88-års dagen, for den store russiske Oktoberrevolution, kendes det endelige forslag til ny BUPL-struktur. Hvordan det kommer til se ud, afhænger blandt andet af nogle "dialogmøder", som i indeværende uge er blevet holdt mellem en række af BUPL's fagforeninger.

Anledning til møderne er, at der er kommet fire ændringsforslag til det oprindelige strukturudspil, og at tre af dem berører andre fagforeninger end dem, der ønsker ændringer af grænsedragningen.

Det er tilfældet for forslaget fra BUPL Viborg Amt om, at kommunerne Viborg, Skive, Morsø og Thisted skal forblive sammen i BUPL-strukturen, selv om de i den kommunale struktur kommer til at tilhøre hver sin region. Viborg og Skive går således til Region Midtjylland, mens Morsø og Thisted henføres til Region Nordjylland. Forslaget fra BUPL Viborg Amt er dermed i konflikt med princippet om, at de nye BUPL-fagforeninger skal følge regionsgrænserne.

BUPL Viborg Amt begrunder sit ændringsforslag med, at de nye regioner ikke får nogen særlig betydning på BUPL's område, og at den nye fagforening for Region Nordjylland vil tælle over 5000 medlemmer, selv om den ikke får Ny Thisted og Morsø med.



Bæredygtighed. Et andet forslag, stillet i fællesskab af BUPL-fagforeningerne i Roskilde Amt og Vestsjællands Amt, betyder, at kommunerne Køge og Ringsted skal tilhøre den nye fagforening for Midtsjælland i stedet for som foreslået fagforeningen for Sydsjælland og Lolland-Falster. Begge de nye fagforeninger tilhører Region Sjælland, så her er der ikke tale om at overskride grænser.

Ulla Smedegaard, formand for det nuværende BUPL Storstrøms Amt, er derimod bekymret for, om den nye fagforening for Sydsjælland og Lolland-Falster bliver for lille, hvis den ikke får de 900 medlemmer fra Køge og Ringsted med. Det vil nemlig betyde, at man kommer ned på de 3000 medlemmer, som regnes for mindstemålet for en bæredygtig fagforening.

Frygt for manglende bæredygtighed er også baggrunden for, at BUPL Afdeling 2, 3, 4 og 5 i Københavns Amt foreslår, at Furesø og Egedal Kommuner, som opstår ved fusion mellem henholdsvis kommunerne Værløse og Farum samt Ledøje-Smørum, Stenløse og Ølstykke, indgår i deres fusionsfagforening, i stedet for at gå til fagforeningen for den nordlige del af Hovedstadsregionen. Det vil sige sammenslutningen af BUPL Frederiksborg Amt og BUPL Afdeling.



Sydjylland og Bornholm. Problemer med regionsgrænser og bæredygtighed er der ikke nogen af i det fjerde ændringsforslag. Det kommer fra BUPL-fagforeningerne i Sønderjylland, Ribe Amt og Vejle Amt og går i al enkelhed ud på, at de tre slår sig sammen, så der i stedet for to fagforeninger i Region Sydjylland kun bliver én.

Hovedkasserer Henning Pedersen, der repræsenterer forretningsudvalget i arbejdsgruppen vedrørende den kommende struktur, oplyser, at gruppen allerede har nikket til forslaget om én i stedet for to fagforeninger i Sydjylland, ligesom man også er til sinds at anbefale en særordning, så de bornholmske pædagoger og klubfolk får deres egen selvstændige fagforening. Det er uanset, at de er meget langt fra at være mange nok til at leve op til kravet om mindst 3000 medlemmer.

Hvad de tre øvrige ændringsforslag angår, træffer arbejdsgruppen sin beslutning på et møde mandag den 7. november. Herfra går det endelige forslag videre til godkendelse i hovedbestyrelsen, som foretager indstilling til en ekstraordinær strukturkongres 30. marts. De nye BUPL-fagforeninger, 12 i alt, træder efter planen i funktion 1. juni 2006.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.