Ny ammunition mod dagtilbudslov

Banen var kridtet klart op med en fed streg på midten, da BUPL i sidste uge havde sat ordførerne for Folketingets partier og en række forskere på børneområdet stævne på Christiansborg til en høring om familieminister Carina Christensens nye forslag til en dagtilbudslov.

Kridtstregen tonede tydeligt frem under lovens førstebehandling i Folketingssalen nogle dage i forvejen, da regeringens tro følgesvend, Dansk Folkeparti, støttede varmt op om forslaget, mens oppositionspartierne Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten tordnede mod lovens indhold, skønt de finder ideen om en selvstændig lov for området positiv.

"Uambitiøs", "mange pæne ord og mange hensigtserklæringer, men ikke et ord om ressourcer", "ingen klare målsætninger for at højne kvaliteten i børns liv", "skal der være flere luksusbørnehaver for de få og rige og ringere offentlige dagtilbud?", "gennemsyret af en bureaukratisk og kontrollerende tankegang","en lov, hvis ambitionsniveau kun rækker til at sikre det frie valg", lød nogle af de oppositionelle indvendinger fra talerstolen.

På sin side roste ordførerne for Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti forslaget med lidt forskellig vægtning af lovens fire overordnede formål: Fremme af børnenes trivsel, udvikling og læring, fleksibilitet og valgmuligheder for familierne, forebyggelse af den negative sociale arv og sammenhæng mellem tilbuddene.

Og så bød debatten da også lige på en mindre gentagelse af efterårets talkrig om normeringer og udgifter per barn i dagtilbuddene.



Fra leg til læring. Det store politiske bråvallaslag, der således var lagt op til, gik deltagerne i BUPL-høringen imidlertid glip af. Der blev nærmest tale om spil til ét mål, da både regeringspartiernes og Dansk Folkepartis ordførere havde valgt at tage sig af andre gøremål den dag. Til gengæld fik de tre tilstedeværende politikere, Mette Frederiksen (S), Line Barfod (Ø) og Martin Lidegaard (R) det mere tid til at uddybe deres modstand mod lovforslaget og respondere på de problemstillinger, forskerne bragte på bane.

Sammen med andre interesseorganisationer på området har BUPL blandt andet kritiseret forslaget for at være uklart og uden fokus, fordi der ikke er ét, men hele fire ligestillede formål. Og netop det tog lektor Eva Gulløv og adjunkt Ida Winther, begge fra Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU, fat på i deres oplæg.

De undrede sig over, at forældre-fleksibilitet og hensyn til arbejdsmarkedet har fundet vej til formålsparagraffen og savnede på den anden side en understregning af børns rettigheder. Derfor efterlyste de politikernes bud på en prioritering. Desuden stillede de spørgsmålstegn ved, om lovforslaget er udtryk for at, at der er sket en forskydning fra at se institutioner som en ramme for børns leg og kreativitet i retning af læring og skoleforberedelse, blandt andet med henvisning til, at en af lovens nyskabelser er, at alle tre-årige børn skal have tilbudt en sprogvurdering.

Sidstnævnte problemstilling var adjunkt Charlotte Palludan og ph.d. Laura Gilliam, DPU, også inde på i deres oplæg "Test og evaluering - udvikler det børn i institutioner?".

Hvad skal evalueres, børnene eller det pædagogiske miljø, spurgte de. Deres eget svar var en advarsel mod evalueringer af det enkelte barn, eksempelvis sprogvurderinger, fordi den slags har en tendens til at gribe om sig, og fordi det rummer en fare for, at pædagogiske mangler fedtes af på børnene, lød argumentet. Til gengæld kan der være en idé i at evaluere institutionen og det pædagogiske miljø, mente de. Men skal det være en ekstern evaluering eller institutionens egen evaluering? Deres eget bud var et nej til eksterne/centrale evalueringer, da de ikke bidrager til at udvikle det pædagogiske miljø.



Frit valg og social arv. Dagtilbuddene skal medvirke til at bryde negativ social arv, lyder et af lovforslagets formål. Lektor Tomas Ellegaard, RUC, konstaterede, at sammenkædningen mellem negativ social arv og institutioner har været stadig stigende i den nuværende regerings levetid, men ud over formålsparagraffen havde han svært ved at finde nogen effekt i den retning i lovteksten. Måske endda tværtimod, mente han.

Det ærgrede ham, at der ikke var nogen regeringsrepræsentanter til at svare på, hvilken social arv man egentlig taler om, og hvordan øget frit valg og private tilbud harmonerer med de gode hensigter. Han henviste til, at der allerede nu er en stor opsplitning mellem ressourcestærke og ressourcesvage institutioner, og at regeringens egen evaluering viser, at institutioner med mange udsatte børn og mange indvandrerbørn har vanskeligst ved at udmønte de pædagogiske læreplaner.

Professor Jan Kampmann, RUC, betegnede dele af lovteksten som provinsiel med henvisning til, at institutionerne blandt andet "skal bidrage til at udvikle børns selvstændighed, evner til at indgå i forpligtende fællesskaber og samhørighed med og integration i det danske samfund", mens der ikke er et ord om respekt for det anderledes. Han har forgæves ledt efter et sted, hvor der står, at det er legitimt at acceptere og udvikle egen kulturbaggrund og modersmål og fremhævede åbenhed for andre kulturer som et generelt behov for alle i dagens samfund og ikke kun et hensyn i forhold til integrationen.

Den imødesete politiske debat blev det ikke til, dertil var den politiske enighed for stor. Men som Line Barfod (Ø) afslutningsvis kunne konstatere, gik de tre politikere fra høringen med ny ammunition og nye spørgsmål, som de vil bombardere regeringen med i det videre arbejde med lovforslaget.