Nogle børn drømmer om hævn - andre om jordbæris

Hvad har de tilfælles børn i de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon og børn fra fem danske daginstitutioner i Odense, Helsingør og København? Det skal en udstilling af 120 børns selvportrætter blandt andet vise til september. Udstillingen er arrangeret af blandt andre Red Barnet i samarbejde med kulturfestivalen "Images of the Middle East" og den dansk-libanesiske kunstpædagog Laila Kanafani. Hun har gennem mange års arbejde med børn og kunst udviklet de pædagogiske metoder, som pædagoger i både Libanon og Danmark har anvendt i arbejdet med børnehavebørns selvportrætter.

Ifølge projektkoordinator Camilla Sieljaks fra Red Barnet er formålet med at udstille de libanesiske og de danske børns billeder sammen at sætte fokus på børns ytringsfrihed.

"FN's Børnekonvention foreskriver, at alle børn har ret til at udtrykke sig og blive set og hørt. Men ligesom det er svært for de palæstinensiske flygtningebørn i lejrene i Libanon at blive hørt, er det ikke så tit, at børn i Danmark kommer til orde," siger hun og påpeger, at udstillingen især kan give danske indvandrerbørn en stemme i samfundet.

De fem danske daginstitutioner er da også udvalgt af Red Barnet, fordi de har en høj andel af indvandrerbørn. I Helsingør-børnehaven Globus er næsten 90 procent af børnene tosprogede, mens det i børnehaven Jordkloden på Nørrebro i København gælder halvdelen af børnene. Jordkloden har op-nået mange sidegevinster ved at deltage i kunstprojektet, og leder Helena Johannessen mener, at arbejdet med børnenes selvportrætter ikke mindst har medvirket til bedre integration mellem børnehavens danske børn og børnene med indvandrerbaggrund.

"Forud for selve maleprocessen skulle børnene medbringe billeder af sig selv og fortælle om deres familie, og det var spændende for de danske børn at se irakiske Sainabs familiebillede, som var meget opstillet. Der var gardiner med store draperinger og en midnatsblå baggrund med en halvmåne på, og børnene syntes, det var fantastisk flot og lyttede intenst til Sainab. I det hele taget blev der lyttet til hinandens historier om, hvem de er, lige meget om historien så var, at far er på overførselsindkomst, og det gav børnene selvtillid at blive hørt," siger Helena Johannessen.



Først kom ordet. Selvportrættet handler meget om kunstnerens identitet og syn på sig selv, og Laila Kanafanis kunstmetode handler derfor ikke bare om med farver på papir, men også i ord og med fortællinger, at formulere overfor de andre børn i børnehaven "hvem er jeg". Forud for selve tegne- og malefasen bliver børnene interviewet af pædagogerne om deres drømme, deres håb for fremtiden, deres ønsker, hvad der gør dem glade eller kede af det, og hvad de elsker eller hader.

"Børnene lærer en masse om sig selv, og de arbejder med at omsætte deres selvfortællinger til et visuelt udtryk. Og i vurderingen af hinandens billeder lærer de at forstå de andre børns billeder," siger Laila Kanafani, der i forbindelse med projektet har undervist pædagogerne fra de danske børnehaver i sin kunstmetode.

Fra børnehaven Jordkloden har leder Helena Johannessen og pædagog Anne-Marie Hansen som en del af udstillingsprojektet været på et to ugers kunstkursus hos Laila Kanafani. De er så glade for metoden, at selvportrætter fremover bliver et fast, pædagogisk element i børnehaven for de fire til seksårige børn.

"Især lærer børnene at fordybe sig i et projekt. De er blevet smaddergode til at koncentrere sig, og de bliver nærmest irriterede, når vi skal rydde tegnebordet for at gøre klar til frokost. Mohamed, der normalt ikke kan sidde stille ret længe, sad i tre timer og arbejdede med sit billede for at blive færdig. Han stoppede først med at male, da han fik krampe i håndledet af at knuge farvekridtet så længe," fortæller Anne-Marie Hansen.



Hævn og jordbæris. I starten var det ellers ikke alle børnene, som havde lyst til at male. Da Iman Rachdi på knap fem år havde set de libanesiske børns portrætbilleder og hørt, at hvad projektet gik ud på, var hun trøstesløs og troede ikke på, at hun kunne male noget som helst.

"Nu spørger hun hele tiden, om vi skal tegne," siger Helena Johannessen, og da Børn&Unge besøger institutionen er det også Iman, som er mest ivrig efter at vise sit selvportræt frem.

"Det forestiller om mig," siger Iman stolt.

Hun har malet en storsmilende, grøn mund, og en glad sommerfugl svæver ved siden af ansigtet.

Børnene har både fotograferet sig selv og studeret næser og pandeben i spejle for at lære ansigtets anatomi at kende, men med hensyn til farvelægningen var der frit slag, fortæller Helena Johannessen.

"Børn har ingen fordomme, og en ansigtsfarve kan godt være blå og en mund grøn, uden det er mærkeligt. Alle portrætterne er meget forskellige, men der kunne gå mode i for eksempel at pynte baggrunden med mariehøns. Børnene har valgt deres eget udtryk, men de har også haft det skægt med at bruge hinanden som idebank," siger hun.

Teksten til Iman Rachdis billede forklarer, at Iman bor på Nørrebro, og hendes mor og far kommer fra Marokko, at hun bliver glad af at lege med sine venner, at hun vil arbejde i Fætter BR, når hun bliver stor, og at hvis hun var et dyr, ville hun være en elefant, for den løber langsomt ligesom hende selv.

De libanesisk-palæstinensiske flygtningebørn er også blevet interviewet om sig selv til deres portrætmalerier, og tilbage i 2002 udgav Laila Kanafani en bog med nogle af børnenes malerier og fortællinger om sig selv. Det er nogle af disse billeder, Red Barnet til september udstiller sammen med de danske børnehavebørns billeder. Ustillingen vil vise både forskelle og ligheder børnene imellem.

"De palæstinensiske børns fortællinger handler for eksempel om, at skulle spise meget pasta, så jeg kan vokse mig stor og stærk og slå israelerne ihjel, mens danske Maja siger, at det, hun elsker allermest, er jordbæris. Der er en verden til forskel," siger Anne-Marie Hansen.

Camille Sieljaks er enig i, at udstillingen vil vise en langt mere rå og hård hverdag for flygtningebørnene, men påpeger også ligheder.

"Børnenes drømme er på mange måde ens. De drømmer alle sammen om at være fri til at lege og ønsker sig, at deres familie og kære skal have det godt," siger Camilla Sieljaks, der for tiden krydser fingre for, at det lykkes Laila Kanafani og hendes mor, pædagogen Anni Kanafani, at bringe de libanesiske børnehavebørns billeder sikkert ud af det i dag krigshærgede Libanon.

Anni Kanafani rejser også hjem for den 21. august at modtage årets Gerda-pris stiftet af Menighedernes Daginstitutioner for sit pædagogiske arbejde i de palæstinensiske flygtningelejres børnehaver i Libanon.



Kulturfestivalen "Images of the Middle East" finder sted

fra 12. august til 20. september.

De 60 danske og 60 libanesiske børnehavebørns portræt-

billeder vises i Råhuset i København 27. september til

8. oktober. Udstillingen er arrangeret af Red Barnet, Center for Kultur og Udvikling og Ghassan Kanafanis Kulturfond.

Ni danske pædagoger har været på kursus i portræt kunst støttet af BUPL.

Fem daginstitutioner deltager i udstillingen: Globus, Helsingør; Jordkloden og Betlehem Sogns Menighedsbørnehave, begge København; Fridasholm og Bolbro Børnehuse, begge Odense.

Børn&Unge har tidligere skrevet om kunstprojekterne i Kanafani-familiens børnehaver i de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon: Børn&Unge nummer 24, 25 og 26/2001 samt 13/2005.