Nedskæringer; Sparebudget står ved magt

Det politiske mål er at undgå en skatteforhøjelse i Holbæk, slog formanden for sammenlægningsudvalget fast, da VKR-flertallet stadfæstede et budget med store besparelser på børne- og ungeområdet og samtidig sænker skatten i de øvrige fire kommuner.

Byrådssalen i Holbæk var proppet til det yderste af aktionerende forældre og børn, og gang på gang blev politikerne på det nærmeste overdøvet af slagsange og talekor, som trængte ind fra de mange hundrede mennesker, der var samlet til fakkeltog og demonstration på pladsen udenfor, da sammenlægningsudvalget i Ny Holbæk i sidste uge vedtog den nye kommunes første budget.

Formanden for udvalget, Jørn Sørensen (R) måtte flere gange ty til at ringe med klokken for at skaffe politikerne ørenlyd.

"Det her er et byrådsmøde og ikke et vælgermøde," slog han fast, og lidt senere skærpede han tonen:

"Vi skulle nødig komme i en situation, hvor vi må rydde salen."

De massive protester fik ifølge den lokale avis, Venstrebladet, nok politikerne til at se lidt mere sammenbidte ud end ellers, men ikke VKR-flertallet til at ryste på hænderne. Med en enkelt tilføjelse vedtog de deres oprindelige budgetudspil, som indebærer en samlet besparelse i omegnen af 200 millioner kroner, hvoraf 88 millioner bruges til at sænke skatten i Svinninge, Jernløse, Tornved og Tølløse ned på niveauet i Holbæk, som har den laveste skatteprocent af de fem nuværende kommuner. Nyt er dog, at der afsættes en pulje på 20 millioner kroner til udvikling og omstillinger.

Jørn Sørensen fastslog, at flertallets politiske mål er at undgå en skatteforhøjelse i Holbæk.

"Vi har valgt en anden vej end andre kommuner, som bare er kørt hen over budgetterne med en grønthøster. Vi har set på, hvordan vi kan få samme service for færre penge," sagde han ifølge Venstrebladet.



Svar på vej. Hvordan det kan lade sig gøre, sætter partierne udenfor forliget og BUPL et stort spørgsmålstegn ved. Med vedtagelse af budgettet fastholder flertallet de planlagte besparelser på børne- og ungeområdet:

• Omkring 10 millioner findes ved at skrue normeringerne i vuggestuer, børnehaver og integrerede institutioner ned på niveau med den kommune med den dårligste normering.

• 4,8 millioner hentes i dagplejen.

• Der spares knapt 18 millioner i udgifterne til udsatte børn og unge.

• Endelig sparer den nye kommune 2 millioner ved at omdanne Tølløse fritidshjem til en SFO og i den forbindelse hæve forældrebetalingen.

Besparelserne hentes gennem effektivitetsforbedringer, stordriftsfordele og ved at indføre ny teknologi, har Jørn Sørensen tidligere forklaret.

Han er nu taget på ferie, men efter budgetvedtagelsen talte Børn&Unge med sammenlægningsudvalgets næstformand Jens Stenbæk (V), som bekræfter hans udlægning af teksten.

Pædagogerne i Ny Holbæk og BUPL Midtsjælland har tidligere efterlyst det politiske flertals svar på, hvad der helt konkret kommer til at ske, når besparelserne skal føres ud i livet. Blandt andet svar på spørgsmål som: Hvor er jeg ansat? Hvor mange timer er jeg ansat? Hvor mange kollegaer har jeg? Hvor mange børn har jeg ansvar for?

De svar er nu på vej, lover Jens Stenbæk:

"Vi har haft nogle problemer med at komme ned på detailniveau i forbindelse med budgettallene. Men den 27. oktober udsender vi detaljerede budgetter, der for eksempel vil vise, hvor mange pædagogtimer den enkelte daginstitution får at gøre godt med. Derefter er der høringsfrist til den 17. november, inden det vedtages endeligt af sammenlægningsudvalget på et ekstraordinært møde den 29. november."



Forkerte tal. Jens Stenbæk brugte en del af sin budgettale på det, han kalder ulovlige aktioner og grovheder, og til at lange ud efter "nogen", uden at komme nærmere ind på hvem, som han mener, "gerne vil forstørre problemerne for at fremme forståelsen, og på samme tid kommer man så til at udstille de faktiske forhold ringere, end de faktisk er, til skade for sig selv og sin institution," sagde han blandt andet.

"Når jeg var ude med riven i forbindelse med de aktioner og overdrivelser, vi har oplevet, er det for at understrege, at vi ikke lader os presse af den slags. Tværtimod. Hvis vi viser imødekommenhed og rækker en lillefinger, er det at betragte som en anerkendelse af ulovlige aktioner og grovheder. Det kan vi ikke. Det vil være en opfordring til endnu mere ulovlighed og endnu større grovhed næste gang. Den spiral vil vi ikke sætte i gang," siger Jens Stenbæk.

"Men," tilføjer han, "jeg sagde også, at vi politikere må påtage os vores del af ansvaret for, at dialogen er gået skævt, og for at de nødvendige informationer ikke er nået ud i yderste led. Det må vi arbejde ihærdigt med, så det ikke gentager sig op til næste budgetlægning."

Formanden for FOA-Holbæk, Hanne Ulendorf, der stod som officiel leder af demonstrationen ved budgetmødet, føler sig imidlertid dybt fortørnet over Jens Stenbæks udfald, som hun kalder det.

"Sådan som jeg opfatter det, beskylder han os for at stå bag forældreaktioner og arbejdsnedlæggelser og hævder, at vi fodrer forældrene med forkerte tal. Jeg mener derimod, at det er Jørn Sørensen, som gang på gang er kommet med ukorrekte tal. Det gælder for eksempel, når han siger, at man kan effektivisere og spare i dagplejen, hvis blot man sørger for, at hver enkelt dagplejer hele tiden opfylder en norm på 4 børn. Men de passer i forvejen 4 børn plus et såkaldt gæstebarn hver dag. Så hvordan han vil spare på den måde, er mig en gåde, til gengæld kan jeg godt forstå, at borgerne bliver forvirrede, når de bliver præsenteret for den slags," siger Hanne Ulendorf.



Brevkrig. Gennem de senere måneder har der også bredt sig en temmelig kølig luft mellem BUPL Midtsjælland og Jørn Sørensen, hvilket har udviklet sig til noget, der minder om en brevkrig.

Det startede ellers så fint med enighed om, at sammenlægningsprocessen skulle være båret af dialog og forhandling. Og med et kommunalt udsagn om, at "der er højt til loftet i Ny Holbæk". Men siden er det gået slag i slag med korrespondance frem og tilbage i en stigende uforsonlig tone. Først modtog BUPL og de øvrige pædagogiske organisationer en utvetydig opfordring fra Jørn Sørensen om ikke at deltage i et socialdemokratisk møde om enhedsinstitutioner. En opfordring, organisationerne valgte at sidde overhørig.

Siden fulgte en mail til samtlige ansatte i institutionerne, hvor Jørn Sørensen slår fast, at medarbejdernes arbejdsforhold og vilkår ikke hører hjemme på dialogmøder mellem borgere, ansatte og politikere. En henvendelse, BUPL Midtsjælland opfatter som dansende på grænsen af loven om ytringsfrihed, og som Jørn Sørensen har modtaget en påtale for fra indenrigsministeren. Og senest, da pædagoger og tillidsrepræsentanter efter et fælles møde op til budgetvedtagelsen bad om at få mere detaljerede oplysninger om, hvordan besparelserne skal effektueres, kom et svar, der er blevet opfattet som meget arrogant blandt medarbejdere og i fagforeningen.

Faglig sekretær i BUPL Midtsjælland Ib Marquardsen ønsker ikke at bære yderligere ved til bålet:

"Nu er vi jo blevet lovet svar på vores spørgsmål og en forhandling inden den 27. oktober. Så må vi tage den derfra og håbe, at vi får en bedre dialog fremover," siger han.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.