Nedskæringer; Massive besparelser koster mindst 400 pædagoger jobbet

Det får voldsomme konsekvenser for både børn og voksne, at et solidt flertal i Århus byråd har besluttet at spare 410 millioner kroner. Men pædagogerne har ikke opgivet at få politikerne til at ændre kurs, inden spareforliget bliver endeligt vedtaget

Politikerne i Århus stod fast på at skære voldsomt i børne- og ungeområdet, da de i en sen nattetime i slutningen af sidste uge blev enige om besparelser for 410 millioner kroner.

165 af millionerne vil de hente ved blandt andet at indføre modulpasning i vuggestuer og børnehaver, som de samtidig samler under fælles ledelser. Fritidshjem, byggelegepladser og aldersintegrerede institutioner bliver nedlagt, og børnene deles op efter alder og skal på henholdsvis SFO og i fritidstilbud under ungdomsskolen.

Allerede onsdag i sidste uge strejkede pædagoger på lukningstruede institutioner i protest mod politikernes planer. Ved redaktionens deadline mandag middag var der udsigt til, at strejkerne ville sprede sig til alle andre typer institutioner. Blandt andet holdt pædagogerne i børnehaven Laurbærvænget i Tranbjerg syd for Århus fagligt møde.

"Andre steder blokerer forældrene institutionerne, og vi håber også at få opbakning fra vores forældre. Ellers strejker vi," siger pædagog Tina Sørensen.

Hun giver ikke meget for politikernes ord om, at der ikke går tid fra børnene.

"Hos os kommer det i hvert fald til at koste en stilling, og det betyder to arme færre til at løse opgaverne. Desuden bliver normeringen ændret, fordi modulordningen tvinger os til at tage flere børn ind. Jeg kan vælge at finde et andet arbejde. Det valg har børnene ikke," siger Tina Sørensen.

Budgetforliget er ikke endeligt vedtaget, og det bør være muligt at rokke politikerne, mener hun. Det samme gør Bitten Nielsen, pædagog i Den integrerede Institution, Egehovedvej 1 i Malling og medlem af pædagogernes aktionsgruppe.

"Vi er ikke så naive at tro, at forliget bliver taget af bordet. Men vi markerer nu, at vi ikke vil være med til besparelserne, og vi forventer, at politikerne ser på forliget igen. Bægeret er ikke alene fyldt. Det flyder over," siger Bitten Nielsen.



SFO til 4. klasse. Der er andre knapper at trykke på. Det er et brud på overenskomsten, når kommunen vil samle 350 børnehaver og vuggestuer under 92 overordnede ledere.

"Flere sager viser, at der højst må være 200 meter til moderinstitutionen, så det kører vi sager på. Når arbejdsgiveren bryder overenskomsten, reagerer vi," siger Henning Truelsegaard, formand for BUPL Århus,

Han ønsker ikke at give dispensation fra reglen om afstand.

"Det er et dårligt forslag, fordi det både trækker ledelseskompetencen væk fra medarbejderne og fører til mere bureaukrati. Der skal megen kommunikation til, når den overordnede leder sidder et andet sted."

Som noget nyt får alle børn i 4. klasse et pasningstilbud i SFO.

"Det har vi ikke noget imod. Tværtimod har vi plæderet for, at alle børn i 4. klasse skulle have et tilbud. Men det er ikke positivt, at politikerne samtidig ødelægger fritidshjem, byggelegepladser og aldersintegrerede institutioner og deler børnene op i lagkager efter alder," siger Henning Truelsegaard.

Mens 4. klasserne overføres til SFO, skal børn fra 5. til 7. klasse ind under ungdomsskolen. Dermed går de fra lov om social service til lov om ungdomsskoler, og det er ikke tilladt.

"Børnene skal være mindst 14 år for at gå i ungdomsskole, og i de sager, vi kender til på landsplan, har Undervisningsministeriet afslået at give dispensation," siger Henning Truelsegaard.



Borgerlige fingeraftryk. Selv om politikerne udvider SFO med 4. klasse, vil de spare 23 millioner kroner i forhold til, hvad det i dag koster at passe børnene fra 0. til 3. klasse. Det svarer til 70 stillinger. På hele børne- og ungeområdet koster besparelserne op til 416 stillinger.

"Vi har jobgaranti, så det bliver ved naturlig afgang, og det kommer til at tage noget længere tid end i 2004, da byrådet sparede 80 millioner. Nu er der tale om dobbelt så mange penge, og selv om der sker en vis rotation på området, vil den aftage, når folk ikke kan komme ind et andet sted. Der er tale om en massakre," siger Henning Truelsesgaard.

I 2004 sad Venstres Louise Gade i borgmesterstolen. Dengang lykkedes det ikke at få indført mærkesagen modulpasning. Det sagde Socialdemokraterne klart nej til. I dag står partiets Nicolai Wammen i spidsen for byen. Alligevel er sparekataloget fyldt med borgerlige fingeraftryk, og derfor tvivler Henning Truelsegaard på, at de lokale politikere rokker sig så meget som en centimeter. I stedet skal børn, forældre og pædagoger sætte deres lid til, at politikerne på Christiansborg åbner statens pengekasse.

"Århus blev lovet 80 millioner kroner i forbindelse med strukturreformen, men kommunens beregninger viser, at reformen kommer til at koste 44 millioner kroner. Århus Kommune er ikke den eneste, der sidder i saksen, og regeringen har nøglen til at lukke pengekassen op," siger Henning Truelsegaard.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.