Nedskæringer; Fusioner rammer børnene

Det er en illusion, at man kan slå institutioner sammen og skære

København gør det nu. Sidste år gjorde Århus det samme. Når kommunerne mangler penge, bliver strukturen ændret, og institutioner slås sammen. Fordelen er, at kommunen kan lave administrative besparelser, der ikke går ud over børnene, og samtidig skabe bedre faglige miljøer, fordi flere pædagoger bliver bragt sammen.

Sådan lydet det forjættende budskab, men der er ét problem: Det passer ikke. I hvert fald ikke i Århus, der fik ny struktur ved årsskiftet. 345 institutioner med børn fra nul til seks år blev slået sammen til 92 dagtilbud. Hvert dagtilbud består af én til syv afdelinger med en fælles leder. Ved strukturændringen fjernede kommunen souscheferne. De tidligere ledere af institutionerne har nu status af afdelingsledere. De har i gennemsnit 12 timer ledelsestid om ugen.

Det har betydet, at kommunen har sparet 150 stillinger. Det er helt i tråd med kommunens forventninger, men politikere og embedsmænd havde ellers lagt op til, at besparelsen kun skulle hentes ved "effektivisering af ledelsestid."



Besparelser rammer børnene. Virkeligheden har vist sig at være anderledes. Over halvdelen af besparelserne er taget direkte væk fra pædagogernes tid med børnene, viser udregninger, som BUPL Århus har foretaget på baggrund af kommunens tal.

Det svarer til, at hver institution i Århus i gennemsnit har mistet 38 pædagogtimer om ugen.

"Strukturændringen blev solgt på, at man kunne spare uden at forringe basisydelsen, men den går åbenlyst ud over børnene," siger formand for BUPL Århus, Henning Truelsegaard.

Han påpeger, at problemerne er endnu større.

"De pædagogiske ledere på de enkelte institutioner har i gennemsnit 12 timers ledelsestid om ugen. Det er langt fra nok. Slet ikke når man har fem afdelinger spredt ud over byen. Det kræver, at man bruger tid på fælles planlægning og koordinering. Det tager tid, og en del af den går også fra børnene," siger den lokale BUPL-formand, der ikke kan pege på fordele ved den nye struktur.

"Det var jo meningen, at det skulle skabe nogle bedre faglige miljøer, fordi flere pædagoger bliver bragt sammen. Det har vi endnu til gode at se," siger Henning Truelsegaard.



Ideologiske udregninger. Bünyamin Simsek (V), der er fungerende rådmand for magistratafdelingen for Børn og Unge i Århus Kommune, er åben over for ændringsforslag. Men det er for tidligt at vurdere, om noget skal ændres, mener han.

"Vi har haft den nye struktur siden nytår, så lad os give det en chance. Der skal gå mindst et år, før man kan vurdere strukturen seriøst, fordi det er en stor proces. Vi lytter efter de tilbagemeldinger, som vi får fra lederne, og er klar til at efterjustere hen ad vejen," siger rådmanden.

Han minder om, at kommunen indførte den nye struktur for at spare penge. Havde der været penge nok, så tingene anderledes ud, forklarer han.

Bünyamin Simsek afviser ikke, at ændringen har betydet, at der er gået tid væk fra børnene. Til gengæld mener han, at BUPL's udmeldinger bygger på et ideologisk grundlag.

"Udregningerne kan være gode nok, men når man siger, at noget er forkert, inden det for alvor er afprøvet, så handler det om ideologi og politik,", siger Bünyamin Simsek, der mener, at Århus Kommune har et fornuftigt og godt tilbud til børn i daginstitutioner.





Konsekvenser af den nye struktur i Århus



Hver institution har i gennemsnit mistet 70 personaletimer om ugen, hvis ledelsestiden regnes med. Det svarer til 5,2 procent af institutionens samlede timetal.



Hver institution har i gennemsnit mistet 38 personaletimer om ugen, hvis man kun regner den tid, der er taget direkte fra børnene. Det svarer til 2,6 procent af det samlede timetal.



Kilde: BUPL Århus

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.