Nedskæringer; Demonstrationer kan have en effekt

Aktioner og demonstrationer kan godt medvirke til at bremse eller mildne upopulære spareforslag. Men det afhænger af, hvor mange der bakker op om demonstrationen. En lille demonstration ryster ikke nogen, siger Flemming Mikkelsen, forskningslektor ved Akademiet for Migrationsstudier i Danmark, Aalborg Universitet. Han har forsket i arbejdsmarkedets relationer og sociale og politiske bevægelser. Blandt andet har han undersøgt effekten af, at folk protesterer kollektivt, lige fra fredelige demonstrationer til voldelige aktioner.

"I Danmarkshistorien er de store ændringer altid blevet fulgt af kollektive aktioner på den ene eller den anden måde. Demonstrationer, opløb, gadeoptøjer, men som regel fredelige demonstrationer," siger Fleming Mikkelsen.

En af de mest markante protester i nyere tid er det, som bliver kaldt 68-oprøret, påpeger han:

"Men egentlig startede det før 68 og strakte sig langt ind i 70'erne. Det var ikke bare et ungdomsoprør, det var alt lige fra atomkraftmarcher, Vietnam, universiteterne, den første bz-bevægelsen, bøsser og lesbiske. Det havde en demokratiserende effekt, folk blev vakt politisk i bred, bred forstand. Det var også den periode med de mange arbejdskonflikter. Der var mere end grøde i den, og det havde en stor effekt på Danmarksbilledet politisk," siger Flemming Mikkelsen, der har undersøgt, hvad protesterne i 1970'erne og 1980'erne medførte. Og det var især den offentlige sektor, der blev påvirket.

"Det var dengang, hvor også pædagoger begyndte at bruge konfliktvåbnet. Det var mod nedlæggelse af hospitaler og børneinstitutioner," fortæller Flemming Mikkelsen.

"Det var led i en måde at markere sig selv som gruppe, at få en plads i forhandlingssystemet, hvor de offentlige ansatte på mange måder var holdt udenfor. Man kunne se, hvordan de havde opbygget deres organisationer, det var ikke kamporganisationer, som man kender det fra LO-området, man havde ikke strejkekasser eller tillidsmænd og kvinder. Men det sker i 70'erne og 80'erne. Der opruster man gevaldigt på de områder og går direkte ind og bliver kamporganisationer og laver dels nogle virkelig store demonstrationer og arbejdskonflikter, og også nogle mindre officielle, for eksempel på hospitaler, hvor man lavede arbejdsstandsning, som såkaldte spontane aktioner, men de var meget velplanlagte. Som en sagde engang, da jeg interviewede ham: Det tog dem et år at planlægge en spontan aktion," griner Flemming Mikkelsen.

"Meget af det havde en effekt. Dels havde 68-bølgen en effekt på det sociale, kulturelle og politiske område, men vi kan også se, at det, der skete i den offentlige sektor, havde stor effekt på deres organisationsforhold. De kom dertil, at nu måtte staten, kommunerne og LO-forbundene tage hensyn til de offentligt ansatte som en vægtig forhandlingspartner," fremhæver Flemming Mikkelsen.

Er den kampform passé nu?

"Nej, men den er nok gået lidt tilbage. Og den er blevet rutiniseret, det vil sige, at i 60'erne og 70'erne fik vi en hel generation, som lærte at bruge demonstrationsvåbnet, og det er ligesom ført videre. Og der er nok heller ikke så meget opmærksomhed om det, og det er mere det, for også myndighederne har vænnet sig til det. Nu er det ikke noget særsyn. Det er kun, når der er ekstra store demonstrationer, eller de er ekstra voldelige, eller der er noget andet spektakulært omkring dem, at de kommer i medierne. En lille demonstration ryster ikke nogen," siger Flemming Mikkelsen.

Men det kan også være vanskeligt at sige, hvad der virker, påpeger han:

"For er der nogen, som i hvert fald siger, at det ikke virker, så er det myndighederne, modstanderne. Om de er private eller offenlige, så er det sidste i verden, de vil indrømme, at den form for aktioner virker."

Politikerne har også deres egen position at tænke på, når demonstrationerne fylder rådhuspladserne op rundt om i landet.

"Man sidder selv godt placeret inden for det formelle politiske apparat, mens dem, der er udenfor, må bruge andre aktionsformer, og der er altså en skarp skillelinje mellem de to ting, men som man som aktionerende prøver at bygge bro mellem - og det lykkes mange gange. Og netop derfor er de offentlige og private myndigheder, når de presses på den måde, ekstremt utilbøjelige til at indrømme, at det har nogen effekt," fremhæver han.

Som forsker har han fundet frem til, at det kan være svært at måle effekten af de folkelige protester:

"Nogle gange kan man måle de store konfliktbølger, men med de enkelte små kan det være svært. Men nogle gange lykkes det, for eksempel med lukning af hospitaler, måske også med daginstitutioner. Det afhænger også af, hvor vant man er til det, og hvem man står overfor. Er der nogle, som er lidt mere toneangivende i lokalsamfundet, som støtter protesten, så har det langt større effekt, end hvis det er lidt mere outsidere."

Og ikke underligt har det også en større effekt, hvis den folkelige opbakning til protesten er stor.

"Man siger generelt "powers in numbers", desto flere mennesker, der er på gaden, jo større er effekten, det er en gylden tommelfingerregel."

Og det er ikke kun politikere og den offentlige opinion, som en protest kan have virkning på. Også internt har det en effekt.

"Det skaber sammenhold. Men ikke altid, for hvis en stor konflikt eller demonstration tabes, og der ikke kommer noget ud af det, så kan det godt være med til at de-mobilisere gruppen. Men mange gange ser vi, at det benyttes som en måde at stå sammen på, til at skabe intern solidaritet i en gruppe eller organisation. Så det er ikke bare et spørgsmål om at få noget igennem. Men det er også for en aktionskomite et formål, at man gør noget, og at man holder tropperne samlet."

Men hvis man nu skal ud hvert år og protestere mod et sparekatalog...

"... og oplever, at det ikke har nogen effekt, så kan det nok være vanskeligt. For succes avler succes, og det er godt til at mobilisere på baggrund af. Og forventningen om, at man får noget igennem. Det er virkelig noget, der er med til at skabe opbakning."

Så det er ikke håbløst?

"Nej, historien viser, at det slet ikke er håbløst, men det er vanskeligt for mig at sige, om man overhovedet har muligheder for at flytte noget. Det afhænger af, hvor låst politikerne er, og det har jeg ikke noget kendskab til."

Og det kræver mange mennesker og en stor grad af koordination at få gennemslagskraft.

"Jo mere man kan styre det, jo bedre kan man lægge et samlet pres, og når politikere og adminstratorerne kan se, at der lægges et samlet og koordineret pres på dem, så vil det selvfølgelig også batte noget mere. For hvis de bare forventer, at det var én demonstration, og det var det, så kan de sådan set være lidt ligeglade," siger Flemming Mikkelsen.