Naturlegepladser; På kreativ mission

En legeplads kan være andet end plasticredskaber og gynger. Sean Mc Kenna forlod pædagogfaget til fordel for livet som kunstner, og nu designer han blandt andet legepladser til institutioner

Sean Mc Kenna skaber legelandskaber. Legepladser fri for plasticredskaber i stærke farver, men fyldt med naturmaterialer, små stier, skulpturer og siddesten med malede ansigter på. Det er legepladser, som tilbyder børnene forskellige muligheder og udfordrer deres fantasi.

Sean Mc Kenna kommer fra Irland, men har boet i Danmark i 17 år og har en uddannelse som pædagog bag sig. Interessen for skulpturer dyrkede han ved siden af pædagogstudierne, og han er stort set selvlært i arbejdet med sten og træ. I sin praktiktid byggede han en halv legeplads op, og da han senere fik job samme sted, blev han bedt om at færdiggøre opgaven.

Han var dog splittet i sin interesse for pædagogikken og kunsten, og da han kom til skade med armen under arbejdet med en stenskulptur, besluttede han sig for at hellige sig en af tingene. Efter et halvt års genoptræning begyndte livet som selvlært billedhugger. I dag har han sit eget firma, Skulpturleg, med tre ansatte.



For de mindste. Hvad er det så, han kan med de legepladser? Efter eget udsagn handler det om at se legepladsen som et landskab, der skal invitere børnene til at udfolde deres kreativitet og nysgerrighed. Deres sanser skal stimuleres og deres motoriske færdigheder udfordres.

"Det er min mission at skabe kreative, skulpturelle legelandskaber, som tilgodeser krop, sjæl og sind. Det er en oplevelse at se noget blive skabt, og det er også kommunikation. Det er min måde at tale på - i form," siger han.

Legepladsen i Stolpegårdens Vuggestue i Gentofte har Sean Mc Kenna lavet helt om. En masse buske og træer på legepladsen er blevet fjernet, så både voksne og børn har fået bedre overblik. Der er anlagt duftebede i lav højde, så næserne kan nå, og der kan snuses godt ind, og en lille græshøj med træbrædder som trin udfordrer børnenes korte ben.

"Legemiljøet er netop vigtigt i vuggestuer, fordi børns sanser udvikles tidligt," siger Sean Mc Kenna.

Legepladsen i Stolpegårdens Vuggestue er ikke særlig stor, og vuggestuebørnenes motoriske kunnen begrænser også mulighederne i højere grad end i en børnehave. Men der skal ikke så meget til for at sætte børnene i gang. Sean Mc Kenna har ladet en bred træbjælke kante sig rundt om græs og fliser på legepladsen, og den kan anvendes som en udfordrende balancebom for de ældste vuggestuebørn. På den måde er der meget skjult leg i Sean Mc Kennas legelandskab.

Og det er netop hele grundtanken i hans design - at lade børnene selv opdage og udforske de muligheder, der ligger gemt i helt enkle redskaber og materialer.

Der er stadig en lille rutsjebane, sandkasser og gynger i Stolpegårdens Vuggestue, men de almindelige gynger, man sætter børnene i, har Sean Mc Kenna skiftet ud med en såkaldt redegynge, hvor der er plads til flere børn af gangen eller en voksen, og de ældre børn kan selv kravle op. Og på sandkassen er tilføjet en bred bænk, hvor pædagogerne kan sidde og følge med i børnenes leg.



Rytme og puls. I Børnehaven Asgård på Nørrebro, hvor Sean Mc Kenna også har sat sit præg på legepladsen, kan man se de høje slanke skulpturer af træ, som Sean Mc Kenna selv hugger ud af store træstammer. Træfigurerne er her brugt som søjler til gyngestativet og som en ramme om sandkassen, hvor hele syv træskulpturer vogter. Skulpturerne er udtryksfulde, men man kan ikke tydeligt se, hvad de forestiller, for der skal være plads til fantasien.

"Der er mange måder at komme fra A til B på," siger Sean Mc Kenna, og på legepladsen i Børnehaven Asgård er der både asfalt, grus, græs og bark, for der skal være forskellige sanseoplevelser for de små fingre og fødder.

Der er opad og nedad og snoede stier og ligeud, så der hele tiden er noget, som fanger interessen på børnenes færden rundt på legepladsen.

Der er ingen vippeheste eller plasticredskaber på legepladsen på Nørrebro. Redskaberne er primært naturmaterialer, som skaber et roligt og dog bevægeligt miljø. Landskabet er opdelt i rolige områder, legeområder, oppe og nede.

Børnehaven havde også et ønske om cykelfri områder, og Sean Mc Kenna plantede nogle lave træpiller, som fungerer som cykelstoppere for udvalgte områder af legepladsen.

"Men samtidig kan børnene balancere på dem og lege "jorden er giftig". På den måde har tingene flere funktioner, alt efter hvad børnene finder på," forklarer Sean Mc Kenna.

Overblik er også vigtigt i børnehaven, og pædagogerne skal have mulighed for at sidde i nærheden af børnene og ikke på tilbagetrukne bænke op ad husmuren. På samme måde er det stressende for børnene, hvis mor eller far står og tripper, når barnet skal hentes, og der skal være naturlige siddepladser rundt omkring på legepladsen, så de kan sætte sig der, hvor børnene er, og roligt komme dem i møde på deres hjemmebane.

"Det er børnenes verden og pædagogernes verden, men det skal også være forældrenes verden," siger Sean Mc Kenna.



Handler om sammenhæng. Sean Mc Kenna tilstræber, at der er sammenhæng mellem materialerne og strukturen i landskabet. En legeplads skal ikke bare være en plan, firkantet gård. Sean Mc Kenna ynder at skabe niveauforskelle i landskabet, for eksempel ved at anlægge en lille høj, og han gør meget af ud af, at stier og redskaber skal føre børnene rundt på legepladsen ubevidst.

"Det er et landskab, jeg tænker som udgangspunkt, ikke en legeplads. Udgangspunktet er, "hvordan kan jeg være sammen med andre i det landskab?"," siger Sean Mc Kenna.

Han er meget opmærksom på, hvad børnene tager til sig, og hvad der ikke fungerer, som han havde forestillet sig det. Redegyngen er et sikkert hit hver gang. Og så bruger børnene meget hans legepladsers alsidighed. Muligheden for at gemme sig bag en høj, opholde sig i en rolig afkrog af legepladsen, kravle på de store siddesten eller træpiller eller lege to og to et afsides sted.

Når han og hans arbejdshold går i gang med en legeplads, lægger de mange kræfter i arbejdet. I børnehaven på Nørrebro var det hårde slid med til, at nogle drenge, som ellers havde lavet hærværk mod legepladsen, fik respekt for det, Sean Mc Kenna lavede, og i stedet viste interesse for projektet.

"De kunne jo se, hvor meget vi knoklede med det," siger Sean Mc Kenna.

Personalet i Børnehaven Asgård er meget glade for deres nye legeplads, og drengene har ikke lavet mere hærværk mod den.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.