Nærvær sætter spor

"Kan man føle en farve?," spurgte Ulla. Børnene i børnehaven tænkte sig om.

"Jeg er gul og lilla og grøn, ja, alle farver i dag. Det er, fordi jeg skal med min far i sommerhus," svarede en dreng.

"Jeg har prøvet at være rød indeni", sagde en anden dreng.

"Det var sidste år, da jeg var forelsket i Amanda. Det er lige som, blodet ikke kan være i årerne så."

En pige var tit sort.

"Det er, fordi min mor og far ikke kan finde ud af, hvem der skal have min lillebror og mig."

"Er der noget, du specielt får lyst til at gøre, når du har den sorte farve?", spurgte Ulla.

"Jeg får lyst til at male et sommerbillede, men det kan jeg ikke, når jeg er sort. Men så kan jeg måske bare gå i gang med at male og se, hvad der sker."

At male og filosofere over livet har stor betydning i mødet mellem pædagog Ulla Steen Christiansen og børnehavebørnene.

Det er i den skabende proces, hun fanger nuet for sig selv og for børnene. Ved at tegne, male og arbejde med skulpturer vækker de eventyret i hverdagen til live. Hun oplever, at børnene vokser og bliver fanget af forundringen.

"Den skabende proces er afhængig af tid og nærvær. Min opgave som pædagog i denne sammenhæng er at være en fødselshjælper, der guider og stiller spørgsmål. Det giver grobund for, at processen kan udvikle sig og nå dybder og højder, man ikke kender på forhånd. Det er nerven i arbejdet gensidigt at ville noget med hinanden. Det giver det nærværende møde et ligeværdigt forhold."

Ulla Steen Christiansen er billedkunstner og diplompædagog.

Hun har arbejdet som pædagog på både dag- og døgninstitutioner for børn og unge i over 20 år. I 1996-2003 var hun med til at starte og drive atelieret i børnehaven Ajstrup Gammel Skole. Derefter tog hun en etårig diplomuddannelse på DPU. I dag laver hun blandt andet kurser, holder foredrag og er udøvende billedkunster. Hun er stadig tilknyttet DPU som studerende, men har taget orlov og brugt de seneste to år på at skrive bogen "Se! Jeg sætter spor - om nærvær i pædagogik."

Hun gør op med den tendens, at børn i dag skal måles, testes og indpasses. I stedet understreger hun, at al pædagogik finder sted i nuet, og det udspringer af barnets evne til forundring.

"Mit fundament som pædagog er at være en nærværende voksen. Nærvær er en slags intelligens - noget, som kan være svært at beskrive med ord. Men tilstanden er nem at identificere, hvis man har været i den og møder den igen."



Plads til fordybelse. Baggrunden for hendes bog er syv års arbejde med børnene i atelieret i børnehaven Ajstrup Gammel Skole syd for Århus. Med børnene som samarbejdspartnere var opstået en kultur, hvor der var mulighed for eksperimenter og fordybelse - lige så længe som det var nødvendigt.

"Som pædagog er det først og fremmest vigtigt at sørge for en koncentreret ramme, så børnene kan eksperimentere på deres egen måde. Det er grundlaget for, at der kan skabes en stemning, hvor børnene kan male eller udtrykke sig på anden vis," siger Ulla Steen Christiansen.

Vores sanser bliver åbnet af noget forskelligt, mener hun.

"Det finder man ud af, når man arbejder med de skabende processer og langsommelighedens pædagogik. Børnene bliver ikke påduttet, at de skal gøre det på en bestemt måde. De kan udvikle den måde, der er bedst for dem."

Fra starten, da børnehaven blev oprettet, blev det bestemt, at der skulle være et atelier, og Ulla Steen Christiansen fik stor opbakning fra både kollegaer og ledelse.

"Folk uden for institutionen har følt sig provokeret af, at jeg var alene med børnene i atelieret. Hvorfor vil du ikke have dine kollegaer med, blev der spurgt. Men det er utrolig skønt at arbejde alene med børnene uden at skulle cleare med de andre hele tiden."

"Det er nødvendigt, at man giver den enkelte pædagog mulighed for at finde sit eget rum af nærvær sammen med børnene. Ingen har gavn af, at alting skal være lige, og alle skal gøre og kunne det samme. Det vigtigste er at lytte til, hvad der ligger børnene på sinde, gribe fat i det ved hjælp af den spørgende tilgang og hjælpe dem med at undersøge livet. Og det er det, vi gør. Vi undersøger livet."



Til stede i nuet. Ulla Steen Christiansen forklarer, at nærvær er grundstenen i pædagogikken. Ellers kan man ikke se, høre eller mærke, hvor børnene er.

"Det har ikke noget med tid at gøre. Man kan godt være nærværende i få sekunder, hvor det har betydning for et menneske. Det forandrer noget, når man møder en person, der er fuldstændig til stede i nuet. Alle har været børn og haft en nærværende oplevelse, der har gjort indtryk."

Hun ville ønske, at nærvær kunne blive et fag på seminariet.

"Som voksen skal man øve sig i nærvær. Man skal ville det og kunne se det. Vi må hver finde vores eget rum, hvor vi kan være os selv. Men man kan være til stede i nuet med hvad som helst."

Alene det at være til stede sammen giver et fælles projekt, er Ulla Steen Christiansen erfaring.

"Den voksne har selvfølgelig ansvaret og overblikket, men man kan godt være ligeværdige alligevel. Det er en måde at tænke sin pædagogik på. Når vi ikke har nærvær, mister vi glæden i arbejdet. Glæde og nærvær hænger meget sammen."

Ulla Steen Christiansen pointerer, at børn er eksperter i nærvær. Det er ikke dem, vi skal klandre, når det går galt. Det er altid de voksne, der skal tage sig sammen. Børnene kan mærke og bliver suget ind i det, hvis de voksne er nærværende.

For Ulla Steen Christiansen er de skabende processer et sprog på lige fod med det talte og skrevne.

"Det er et udtryksmiddel. Det fantastiske ved at arbejde med børn på denne måde er, at der ikke er noget facit. Man mødes på en anden måde. Jeg har selvfølgelig en viden, som gør, at jeg kan spørge ind og vejlede. Og det er vigtigt at være kvalificeret til det. Så kommer man heller ikke til at forcere noget. For det skal gøres for børnenes skyld. Målet eller resultatet er ikke uvæsentligt, men processen er vigtigst," siger hun.



Ronja flytter ind. På et tidspunkt var der Ronja Røverdatter i luften over børnehaven. Byens teater spillede forestillingen, og flere af børnene havde set den. Ulla Steen Christiansen blev inspireret til at tage cd'en med Sebastians sange fra musicalen med i institutionen. Børnene sang med. Hver dag hørte de sangene om Ronja og Birk igen og igen. Ulla tog også bogen med, og de begyndte at læse og snakke om den.

Sådan begyndte syv måneder, hvor Ulla Steen Christiansen og børnene arbejdede med Ronja Røverdatter og hendes univers. De fortalte og læste historien, så filmen, malede, arbejdede med ler, tegnede, sang, dansede, opførte små syngespil og filosoferede over alle de spørgsmål, historien havde vakt.

"Vi kom faktisk rundt om alle læreplanens emner uden at vide det. Vi lavede dokumentation hver dag, vi malede, tegnede og skrev. Hvis man arbejder på denne måde, behøver man ikke tænke så meget på, at man skal måle og veje. Det kommer af sig selv, når vi skal dokumentere. Det er hele tiden formidling. Dokumentationen skal være til gavn for børnene, og det kommer helt naturligt, at man fortæller om, hvad man gør," fortæller Ulla Steen Christiansen.

"Som pædagoger lever vi udsat, fordi vi lever i et politisk styret system. Vi vil til alle tider være udsat for nedskæringer, derfor er vi nødt til hele tiden at holde fast i vores kerneydelse: pædagogikken og at være sammen med børnene. Derfor skal vi være gode til at dokumentere vores arbejde. Vi skal have en retning i vores arbejde og vide, hvad der er vigtigt. Her hjælper det at være nærværende."

Ulla Steen Christiansen erkender, at nogle institutioner er så fyldt med regler og dogmer om, hvordan man plejer at gøre, at det kan være svært at fange øjeblikket.

"Man kan dog altid finde nogle børn at alliere sig med," siger hun. o



"Se! Jeg sætter spor - om nærvær i pædagogik" er udkommet på bogforlaget Frydenlund, 229 kr. (vejledende). www.frydenlund.dk



Alle kan lave et værksted

" Billedværksted med indlagt nærvær kan alle lave. Det behøver ikke være de store forhold. Eller man kan gøre det som et forsøg i en periode. Man kan bestemme sig for, at over en sommer bliver gul stue værksted, eller man afmærker et sted uden for til at være værksted. Man skal ikke gøre en masse andre ting, man skal bare være der sammen med børnene. En kultur er en måde at leve sammen på, og det opstår ikke fra den ene dag til den anden. Man må bestemme sig for det i hele institutionen, og børnene skal inddrages og tage medansvar.

Ulla Steen Christiansen, pædagog og billedkunstner.



Sagt om nærvær: Mange spørgsmål - ingen svar

"Det er vores opgave som pædagoger at gribe fat i det, der giver børnene mulighed for selv at have indflydelse på det, de laver. Det hjælper dem at blive bedre til at vælge og sig til og fra, og til at tage ansvar for sig selv. Når man skaber noget selv, er man selv med til at sætte dagsordenen."

"En nærværende voksen kan skabe et forudsigeligt miljø, hvor alt det uforudsigelige kan ske. Metoden er at inspirere og stille spørgsmål, men ikke give svar".

Ulla Steen Christiansen



Kontinuerlig tilstedeværelse



" Min allervigtigste opgave var at være den nærværende voksne, så jeg kunne få øje på, hvad børnene havde på hjerte. Det var også min opgave at skabe det forudsigelige miljø, hvor alt det uforudsigelige kunne ske. Det vigtigste ved forudsigeligheden var min kontinuerlige tilstedeværelse og de rammer, jeg gav børnene at navigere i. Metoden var at inspirere og stille spørgsmål. Jo flere spørgsmål, der blev stillet, jo større blev vores virkelighed, og jo færre svar vi fandt, jo mere måtte vi søge. Det var her, det uforudsigelige rum gav sig til kende.

Fra bogen "Se! Jeg sætter spor".