Når jeg er med kan det ikke gå helt galt

Henning er et nordisk drengenavn, som betyder fredsstifter. Peder betyder klippe.

Hvis navne afspejler personligheden, er Henning Pedersen en fredsstiftende klippe.

Det er ikke de værste personlige egenskaber at have, når man er formand for pædagogernes fagforening. Og ønsker sig to år mere på den post.

Henning Pedersen stiller op som formand på BUPL's kongres, der starter 2. december og slutter med valg lørdag den 4. december.

Han blev i 2006 valgt som formand efter den mest turbulente periode i fagforeningens historie. Han havde på ingen måde forestillet sig, at han skulle gøre karriere som fagforeningsformand, men sagde ja til at stille op, da en gruppe indflydelsesrige pædagoger foreslog ham til posten. De mente, at den fynske pædagog havde de egenskaber, der kunne føre BUPL sikkert gennem orkanen.

Han skulle skabe fred og stabilitet i et forbund, som var berygtet for at bruge flere kræfter på interne magtkampe end på medlemmernes ve og vel.

I 2006 tog formandskandidaten en smuttur forbi stjernetegnenes univers, da han skulle beskrive sig selv.

"Jeg er fynbo og født i Tyrens tegn med alt, hvad det indebærer. Det er noget med jordbundethed, vedholdenhed, målrettethed, robusthed, engagement og temperament, der er skjult under et roligt ydre. Altså fornuft og følelse på samme tid," sagde han i sin opstillingstale.

Henning Pedersen har et temmelig afslappet forhold til stjernetegn og navnes betydning for personligheden. Han tror ikke rigtigt på det, men ...

"Det passer bare meget godt på mig. Jeg er jordbunden og ikke en type, som skaber konflikter," siger formanden.

Men hvad kan han, som ingen andre kan?

"Der er ikke noget specielt, som jeg kan, og ingen andre kan. Men jeg har de kvaliteter, som forbundet havde brug for i 2006 og stadig har brug for. Jeg repræsenterer ro og stabilitet. Når jeg er med, kan det ikke gå helt galt," siger den besindige fynbo.



Professionen. Meget har ændret sig, siden Henning Pedersen første gang kunne kalde sig formand.

BUPL er ikke længere berygtet for at være et ræverødt forbund fuldt af interne magtkampe. I dag er BUPL en forening, som lægger lige så stor vægt på at understøtte og gøre reklame for pædagogers viden som på at sikre dem gode løn- og arbejdsforhold.

De afgørende skridt på vejen fra traditionel kamporganisation til moderne professions fagforening tog kongressen i 2008. Her vedtog de delegerede 10 professionsmål, der skulle være pejlemærker i det fremtidige arbejde. Det lagde fundamentet for et projekt, som er en hjertesag for formanden.

Han er klar over, at medlemmerne nok ikke kan mærke den store forskel. Endnu.

"Vi er kommet langt, men vi er ikke kommet langt nok. Kursen er sat, og nu skal den bare holdes," siger han.

De mange fine ord om professionen er blevet omsat til konkrete initiativer, der langsomt siver ud til pædagogerne. Henning Pedersen nævner som eksempler, at BUPL støtter forskning, som skaber konkret ny viden i hverdagen, og skal på kongressen vedtage et etisk grundlag, der omfatter alle pædagoger.

Han mener også, at pædagogernes indsats op til kommunalvalget sidste år og under forhandlingerne om de kommunale budgetter i år er eksempler på BUPL's nye kurs.



"Pædagoger argumenterer nu sagligt for, hvorfor kommunerne ikke skal skære ned på daginstitutionsområdet. Vi dokumenterer, hvad pædagogerne kan gøre for børn og unge, hvis vilkårene for det pædagogiske arbejde er i orden. Vi viser, at pædagogernes faglighed er en del af løsningen på nogle af de største samfundsmæssige udfordringer," siger han.

Kongressen skal tage stilling til et forslag om, at BUPL de næste to år skal have fokus på at forebygge social marginalisering og fremme børns kreativitet. Det er vigtigt lige nu, fastslår Henning Pedersen.

"Samfundet står over for to store problemer, som pædagogerne i høj grad kan hjælpe med at løse. 15-20 procent af børn og unge er marginaliserede. Det skal ændres, og her kan pædagogerne gøre meget. Samtidig kan pædagogerne være med til at udvikle den kreativitet, som efterspørges i erhvervslivet, og som Danmark skal leve af i fremtiden," siger han.



Den manglende anerkendelse. Den røde tråd i argumentationen er, at pædagogernes arbejde skal anerkendes som værende værdifuldt for samfundet.

Sådan oplever pædagogerne det ikke i dag, og det er en kilde til både vrede og frustration, mener formanden. Man kunne efter hans mening starte med at hæve lønnen, hvis pædagogernes status skal op.

Når formanden efter alle tegn i sol og måne træder ned fra talerstolen på kongressen som nyvalgt den 4. december, kan han puste ud et par dage, inden den lange række af møder om de nye overenskomster begynder. Her får han rig mulighed for at argumentere for ligeløn og anerkendelse.

Selvom alle ved, at der ingen penge er det første år i overenskomstperioden, og at milliarderne heller ikke ruller rask ned i lommerne på de offentligt ansatte det andet år, dropper BUPL ikke sit krav om ligeløn.

"Selvfølgelig er der også noget at forhandle om denne gang, og vi vil have taget hul på løsningen af ligelønsproblemet. Vi skal nok ikke regne med at få så pæne lønstigninger, som vi fik i 2008, men jeg er sikker på, at pædagogerne får lidt mere, og at de ikke skal gå ned i løn. Spørgsmålet er bare, om lønstigningerne bliver så store, at man kan købe det samme for sin løn fremover, som man kan i dag," siger han.



Fanget af tidsånden. Det stod ikke skrevet i stjernerne, at den unge fynbo skulle være pædagog og ende på en post, hvor han skulle slås så hårdnakket for pædagogers løn og anerkendelse.

Han havde først tænkt sig at uddanne sig til arkitekt eller måske ingeniør, men blev fanget af tidsånden i slutningen af 1960'erne. Ligesom mange andre unge blev han grebet af politik, og hjertet begyndte af banke for at arbejde med mennesker, for at hjælpe og for at skabe forandringer. Men slet ikke for militæret. Den unge Pedersen blev militærnægter og kom ud på en institution for døve, blinde og psykotiske børn. Her blev han inspireret til at tage uddannelsen som pædagog.

"Jeg ønskede at gøre samfundsmæssig nytte ved at sikre børn og unge så godt et liv som muligt, både nu og i fremtiden," siger han.

Han havde ingen personlige ambitioner om at gøre karriere eller om på anden vis at realisere sig. Han havde kun ambitioner på børnenes og de unges vegne, siger han helt uden tøven.

"Jeg er bare én blandt mange tusinde pædagoger, der kom ind i faget med de begrundelser dengang," siger han og henviser til, at institutionsområdet blev voldsomt udbygget i slutningen af 1960'erne og i starten af 1970'erne.

Henning Pedersens første job som uddannet pædagog var i en institution i Vollsmose, som også dengang var præget af store sociale problemer.

"Mine kolleger ville nok have beskrevet mig som en person, der har nemt ved at få kontakt med børn. En, der er god til at sætte ting i gang og til at samle igen. Og at jeg er loyal og pålidelig", siger han.



Der er sket meget. Der er en verden til forskel på at være pædagog i 1970'erne og at være pædagog i dag.

"Vi havde langt større frihed dengang. I dag har børnene ændret sig, og både forældrene og samfundet stiller langt større krav til pædagogerne end dengang. Det er positivt og berettiget, at man har store forventninger til pædagogerne. Det afspejler, at pædagogernes arbejde er væsentligt og har stor samfundsmæssig nytte," siger Henning Pedersen.

Men på nogle områder er krav og kontrol kammet over, mener han.

"Der er alt for mange unødvendige afrapporteringer, indberetninger, formkrav og detaljerede evalueringer, som der oprindeligt kan have været de bedste intentioner med, men som ikke bruges til noget og kun samler støv i skufferne i forvaltningerne," siger han.

Udviklingen i medierne har også ændret sig. Før havde formænd for fagforeninger relativt let adgang til medierne. Nu skal der ofte markante meldinger med tungt fokus på konflikten til, før en fagforeningsformand kommer ud med sit eget budskab. Nogle af Henning Pedersens formandskolleger er berømte (måske endda berygtede) for konstant at være leveringsdygtige i meget skarpe, konfrontatoriske meninger, og de kommer først og størst i medierne.

Sådan en formand med meget store armbevægelser ved Henning Pedersen godt, at han ikke er. Og det bliver han aldrig.

"Jeg lægger utrolig stor vægt på saglighed. Jeg anerkender, at man kan have forskellige stile, men det ville være kunstigt for mig at søge konfrontationen," siger han.



Helt privat. Ifølge Danmarks Statistik var der 919 andre danskere med navnet Henning Pedersen i november 2010. Nr. 920 er BUPL's' formand, som også har et liv ved siden af sit arbejde. Et liv, han lægger stor vægt på. Han bor sammen med en af BUPL's rejsesekretærer, er far til en voksen søn og bedstefar til tre (en pige og to drenge).

Den senest ankomne er kun to måneder.

"Jeg troede ikke på det, når folk fortalte mig, hvor fantastisk det er at få børnebørn, men det passer. Det er helt fantastisk," siger han med synlige glimt af lykke i øjnene.

Familien kommer ind på en sikker førsteplads, når Henning Pedersen skal fortælle, hvor han henter glæde, ny energi og inspiration. Dog skarpt forfulgt af Odense Boldklub (OB), som han er dedikeret fan af. Han ser så mange af holdets kampe, som han kan få presset ind i sin propfyldte kalender.

Tre-fire gange om ugen, når arbejdsdagen slutter, tager Henning Pedersen en løbetur på fem kilometer.

Hjemme igen napper han en god bog, gerne en krimi, men helst en bog med historiske perspektiver. Senest har han læst den anmelderroste 'Havets Katedral', som foregår i Barcelona i det 14. århundrede.

"Jeg er vanvittig interesseret i historie. Det er nok også derfor, at jeg er så glad for at rejse til Berlin og Barcelona, hvor historien og kulturen føles meget nærværende," siger han.