Når der skal tre til en aftale

Arbejdsmarkedets parter skal beslutte dagpenge­periodens længde.

Denne nyhed blev serveret som lidt af en sensation i forrige uge, mens der endnu var gang i de hemmelige forhandlinger om den nye regering og dens grundlag.

Men faktisk er det helt i tråd med traditionen på det danske arbejdsmarked, at en regering beder parterne om hjælp, når den mangler svar på de store spørgsmål.

Så bliver der indkaldt til trepartsforhandlinger. Eller trepartsdrøftelser, som det hedder, når der ikke er lagt op til en aftale, men politikerne bare vil have arbejdsgivere og fagbevægelse til at komme med gode idéer.

Det var tilfældet i 1992, da den konservative stats­minister Poul Schlüter nedsatte Zeuthen-udvalget, opkaldt efter daværende rigsstatistiker Hans E. Zeuthen. Her var dagpenge og aktivering på programmet. Selvom der ikke blev opnået enighed i udvalget, dannede arbejdet grundlag for de arbejdsmarkedsreformer, som Poul Nyrup Rasmussen og hans regering gennemførte i 1990'erne.



Brobygning. Zeuthen-udvalget vender vi tilbage til. For der er som nævnt en lang tradition for, at staten og parterne spiller sammen.

"Historien går helt tilbage til begyndelsen af 1900-tallet, da den danske model blev skabt. Den første lov om arbejdsløshedsforsikring blev for eksempel til i samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Vi har også fast trepartssamarbejde på områder som arbejdsmiljø og uddannelse," siger Mikkel Mailand

Han er forskningsleder på FAOS, som er et forskningscenter på Københavns Universitet. I 2008 udgav han en bog om arbejdsdelingen mellem staten og arbejds­markedets parter.

"I andre lande som Spanien, Østrig og Holland har man permanente trepartsinstitutioner, som diskuterer de store linjer i den økonomiske politik og i social- og arbejdsmarkedspolitikken. Herhjemme har vi en lovgivningszone og en overenskomstzone, som er skarpere adskilt end i de fleste andre lande. Når der er behov for at bygge bro mellem de to zoner, nedsætter man ad hoc et trepartsudvalg, som kan lave en rammeaftale. Dermed undgår politikerne at gribe ind i overenskomsterne," siger

Mikkel Mailand.



Krisen i 1987. Det var præcis, hvad der skete i 1987. Og på mange måder minder situationen om i dag, selvom regeringen dengang var borgerlig.

I 1985 havde regeringen gennemført et stramt indgreb i overenskomsterne, og dermed standset den storkonflikt, der netop var sat i værk. LO talte om det største overgreb på lønmodtagerne siden 1930'erne, og demonstrationer og politiske strejker fortsatte længe efter.

Da der igen skulle forhandles overenskomster i begyndelsen af 1987, var arbejdsgiverne anderledes medgørlige. Et hurtigt januarforlig i jernindustrien sikrede ikke alene en arbejdstidsforkortelse til 37 timer, men også en klækkelig forhøjelse af mindstelønnen, som satte gang i en opadgående lønspiral.

Det truede den danske betalingsbalance. I Finansministeriet fandt man på den såkaldte AMBI. Det var en omlægning arbejdsgivernes afgifter til staten, som var neutral for de virksomheder, der opererede på hjemmemarkedet, men som reducerede eksportvirksomhedernes omkostninger med op til fem procent. Desuden havde dansk økonomi det grundlæggende problem, at lønninger og priser generelt voksede for hurtigt, og at opsparingen var for lille.



Fælleserklæringen. Derfor ville regeringen tage arbejdsmarkedets parter i ed, men udgangspunktet for et konstruktivt samarbejde var bestemt ikke det bedste efter regeringsindgrebet to år før.

Tre begivenheder i efteråret 1987 fik imidlertid afgørende betydning.

Ved folketingsvalget i september blev Schlüter-regeringen svækket og var nu afhængig af både de Radikale og Fremskridtspartiet. Umiddelbart efter blev Svend Auken valgt som ny formand for Socialdemokratiet efter Anker Jørgensen. I november fik LO en ny, stærk formand, Finn Thorgrimson, som ville samarbejde med hvem som helst for at holde Fremskridtspartiet uden for indflydelse.

Resultatet kom den 8. december, da regeringen og arbejdsmarkedets parter underskrev 'Fælleserklæringen af 1987'. Den indeholdt tre hovedelementer:

• En garanti for, at den nye arbejdsgiverafgift ikke ville påvirke løn, priser og overenskomster.

• Et tilsagn fra lønmodtagernes tre hovedorganisationer (LO, FTF og Akademikernes Centralorganisation) om at holde stigningen i omkostninger og dermed lønninger under udlandets.

• Et tilsagn fra regeringen og arbejdsgiverne om at indføre arbejdsmarkedspension til de grupper af lønmodtagere, som kun havde folkepension og ATP.

"I LO formulerede man det som 'det dobbelte mål': At gå fra høje nominelle lønstigninger, som blev ædt op af prisstigninger og afgifter, til lave lønstigninger, som kunne forbedre reallønnen. Og det lykkedes. Fælleserklæringen blev først opsagt i forbindelse med storkonflikten i 1998, men da var dens værdi også udtømt," siger Finn Larsen, sekretariatschef i LO.



Alt at vinde. Kort tid efter indgik regeringen en finanslovsaftale med Socialdemokratiet, hvorfor 'helhedsløsning' ikke er for stort et ord at bruge. Den dag i dag kan værdien af Fælleserklæringen dårligt overvurderes, selvom den fik et mindre glamourøst efterspil.

AMBI'en måtte opgives efter tre år, fordi den var i strid med EF-reglerne. Det efterfølgende trepartssamarbejde om, hvordan man skulle gennemføre en pensionsreform, brød sammen, men blev dog brugt som grundlag, da LO-medlemmerne fik pensionsordninger ved overenskomstforhandlingerne i 1989 og 1991.

Der skal drejes på andre håndtag i dag, men Mikkel Mailand mener, at man sagtens kan trække paralleller til den situation, som Helle Thornings nye regering står i.

"En regering indkalder typisk til trepartsforhandlinger, når den har brug for, at parterne skal yde noget. Og det må siges at være tilfældet nu," siger han.

Selvom Dansk Arbejdsgiverforening har sagt blankt nej til at diskutere ændringer i forligene om efterløn og dagpenge, er der serveret masser af lunser til arbejdsgiverne i S-SF-udspillet 'Fair Løsning'. Og traditionen på det danske arbejdsmarked tilskriver, at man møder op og søger indflydelse - uanset regeringens farve - når man bliver inviteret.

Samtidig er især LO svækket af års nedgang i medlemstallene og vil derfor have alt at vinde ved at søge et resultat, mener Mikkel Mailand. Og så er vi tilbage ved Zeuthen-udvalget.

"Her lykkedes det LO at blokere en dagpengereform, der ville have pålagt arbejdsmarkedets parter en større del af finansieringsbyrden. Dengang havde fagbevægelsen styrke til at blokere reformer under en borgerlig regering. Det har den helt åbenlyst ikke i dag," siger Mikkel Mailand.



Væsentlige trepartsforløb

1987

• Fælleserklæringen, lavere omkostninger til arbejdsgiverne og pension til LO-medlemmerne.

1992

• Zeuthen-udvalget, dagpenge og aktivering. Dele af forslagene senere gennemført af Nyrup-regeringen.

1991-1992

• Hassenkam-udvalget. Om voksen- og efteruddannelse.

1997-1998

• Trepartsdrøftelser om aktivering og tredje fase af Nyrup-regeringens arbejdsmarkedsreformer.

2003-2009

• Trepartssamarbejde om Østaftalen.

2003-2005

• Velfærdskommissionen. Førte til velfærdsforliget om blandt andet tilbagetrækning.

2004-2006

• Livslang læring. Regeringen frigav en milliard kroner til efteruddannelse på betingelse af, at arbejdsmarkedets parter selv ville være med til at finansiere uddannelsesindsatsen via overenskomsterne.

2006-2007

• Kvalitetsreformen, trepartssamarbejde om udviklingen af den offentlige sektor som oplæg til overenskomstforhandlingerne i 2008.