Musikke skaber livsduelighed

Ansigterne lyser af koncentration. En lille, spinkel lyshåret pige synger så højt, at man kan se, hvor langt hun er med at skifte kindtænder. Hun er bogstaveligt talt helt oppe på tæerne, for de teenagere, hun deler mikrofon med, er mindst et halvt hoved højere. Men her er det hverken størrelsen på skonummeret eller talentet, der er afgørende. Alle synger på livet løs:

'Nogen har en mor og far, nogen har et job, nogen modtager kærlighed uafbrudt nonstop'.

Sanggruppen fra Vesterbro Ungdomsgård øver numrene fra deres nyeste cd 'Den sidste sang'. Som altid er både tekst og musik skrevet af Sanggruppens leder, Bo Schiøler.

'Nogen håner de fattige, fordi de selv er rige. Nogen er så heldige, at de ikke ved hvad fattigdom vil sige', synger de.

Teksterne handler om godt og ondt, om ret og uret og om ensomhed og smerte. Alt det, der er svært i et teenageliv - og i livet i det hele taget. I de fire årtier, Bo Schiøler har stået i spidsen for Sanggruppen, har han skrevet næsten 1000 sange, men denne cd bliver den sidste fra hans hånd. Efter 44 år stopper han nu sit arbejde med børn og unge i Vesterbro Ungdomsgård.



Elementær glæde. Mikrofonen går fra den ene solist til den næste, og pigerne - for dem er der flest af - skifter hurtigt plads. Mens de sad nede i den kolde sal med jakkerne på, var stemningen lidt mat, men nu stiger energiniveauet.

"Du kan ikke høre 35 børn og unge fyre den af fra hoften uden at blive smittet af deres begejstring. Den livsglæde, den kraft og det overskud, de har i sig, virker endnu på mig i min modne alder," siger Bo Schiøler.

"Selvom jeg tror, jeg har hørt alt inden for min branche, kan jeg stadigvæk blive overvældet af at opleve en eller anden lille møgunge eller et smukt ungt menneske, som pludselig synger, så man får gåsehud. Den slags kan jeg leve højt på længe, og det er mere værd end nogen lønningscheck."

I årenes løb har mange unge fået en solid musikalsk ballast med sig fra Ungdomsgården, men i Sanggruppen er det ikke de individuelle succeser og stjernepræstationer, der tæller mest.

"Det, som virkelig rykker, er at være en del af et fællesskab, at opleve, de andre har brug for en, og at erfare, at man er god til noget. Det er det, der får dem til at vokse, og som gør dem sværere at vælte omkuld i livet," siger han.



En stor, tryg familie. Kira og Erin tager sig tid til at snakke lidt, mens de andre øver videre. Kira er en tynd, tænksom pige på 14. Erin er en glad, ung kvinde på 21 med langt, rødblondt hår. Hun læser til markedsføringsøkonom. De begyndte begge to i Sanggruppen som niårige, og for Erins vedkommende er det 12 år siden.

"Vi har et fantastisk sammenhold, og det får mig til at blive ved. Vi er en slags familie, hvor Bo er vores far," siger hun, og Kira nikker.

"Man er venner med alle, og vi kommer meget tæt på hinanden. Her kan man være åben og sige ting, som man ellers ikke fortæller nogen steder," supplerer hun.

En af forklaringerne er, at øveaftnerne som regel begynder i en cirkel, hvor alle fortæller, hvordan det står til i deres liv, og hvordan de har det.

Det betyder dog ikke, at man altid bliver strøget med hårene. Erin og Kira og de andre synger for eksempel sange, de aldrig selv ville have puttet i deres iPod, for Bo Schiøler har ikke den fjerneste intention om at lefle for tidens smag og popidoler. Hans tekster har stadig en stærk tone af social indignation, og han sætter en ære i at være vejviser i kulturelle og politiske landskaber, som de unge ellers ikke møder. Han præsenterer dem gerne for Bob Dylan og Billie Holiday, Nordahl Grieg og Bertolt Brecht og endda for Jeppe Aakjær.

"I mange år har det været meget populært at se på, hvad børn og unge har lyst til. Den er jeg slet ikke med på. Jeg spørger i stedet, hvad de har brug for," siger han.

"Jeg tror på, at man som voksen skal have modet til at tage ansvar og sige: Det her, synes jeg, er godt og rigtigt, og jeg tror også, at det er godt for dig. Ja, du kan vælge det fra, hvis du er uenig, men først når du har lært det at kende."



Genial værktøjskasse. Bo Schiøler er blevet hædret for sit musikalske og pædagogiske arbejde med adskillige priser og æresbevisninger, og han er endda blevet Ridder af Dannebrog.

Han har skrevet og instrueret 185 teaterstykker og lavet 36 cd'er sammen med Sanggruppen, siden den allerførste lp 'Vi lever på Vesterbro' kom i 1974. Sammenlagt har salget rundet 300.000 eksemplarer.

Men pladesalg og publikumssucces er ikke alt for Bo Schiøler.

"Når jeg har været med til at gøre nogen til et større menneske, så er det en succes, som ikke kan måles med noget pladesalg. Det, der virkelig gør mig glad, er, når de børn og unge, jeg har med at gøre, lykkes i deres liv," siger han.

"For mig er teater og sang en genial værktøjskasse i arbejdet med menneskers sind. Jeg har mødt et hav af børn og unge, som havde meget lavt selvværd, og jeg ville ikke kunne holde mig selv ud, hvis jeg ikke havde kunnet få dem til at stråle og stå sikkert på deres egne ben."

Bo Schiølers idéer om drama og musik som pædagogisk værktøj er vokset ud af hans egne praktiske erfaringer. Det er ikke noget, han har lært på en uddannelse, for han har ingen.

Da han første gang trådte ind ad døren til Ungdomsgården i 1966, var han en 21-årig digterspire, der drømte om at blive en anerkendt poet. Han kunne tre akkorder og et par numre på sin guitar. Det var nok til at blive musiklærer, og det varede ikke længe, før han også underviste i teater.

"Dengang var Ungdomsgården et sted, hvor man så mere på, hvad folk indeholdt, end på hvilke eksamensbeviser de nu lige havde i baglommen. Der var en atmosfære af åbenhed og tolerance, højt til loftet og respekt for forskellighed," fortæller han.

Det var den atmosfære, han faldt for, og det er den, han siden selv har bestræbt sig på at skabe for de hundredvis af børn og unge, der gennem alle årene er kommet for at synge med på hans melodi.