Motion: Strike tager kegler

I Ballerup skal fritidsordningerne sørge for, at børnene får masser af bevægelse i hverdagen. Med projektet Strike er det en fornøjelse at løse den opgave.

I Ballerup skal fritidsordningerne sørge for, at børnene får masser af bevægelse i hverdagen. Med projektet Strike er det en fornøjelse at løse den opgave.



Emily laver en mellemting mellem en kolbøtte og en saltomortale. Hun lander på ryggen på den skrå pude, springer op og løber om bag i køen igen. De andre børn står og venter, nej, hopper, mens de venter på, at det bliver deres tur.

Der er fuld fart på børn og bevægelser i BFO Rosenlund i Ballerup, en stor skolefritids­ordning med 370 børn fordelt på fire afdelinger.

Ballerup Kommune har de seneste 10 år prioriteret idrætten højt med ekstra timer i indskolingen, så de yngste skoleelever har haft fire timers idræt hver uge. Men med dette skoleårs begyndelse har kommunalpolitikerne valgt at gøre det på en ny måde. Nu skal to af timerne bruges til at styrke elevernes alsidige kompetencer, mens BFO’erne til gengæld er blevet bedt om at øge fokus på krop og bevægelse.

»Men vi skal ikke være lærere,« understreger Pia Rosa Jørgensen, pædagogisk leder for afdelingen Søhesten.

»Fokus har været, at det skal være egen fri vilje, børnenes egen motivation, der skal drive værket. Vi vil skabe rammer, hvor man tager udgangspunkt i kropslige aktiviteter og sociale relationer,« siger hun.



En kæmpe succes. Rammerne kom for alvor i orden, da BFO Rosenlund gennem kommunens legepladspulje fik bevilget penge til de legeredskaber, som nu fylder BFO’ens haller og gymnastiksale.

Afdelingen Søhesten har sit eget rum med en airtrack (som de hoppepuder, man bruger til gymnastik, hedder), der går fra væg til væg, puder, gynger, tove, og hamsterhjul, som børnene har døbt de store oppustelige hjul, der er skabt til at rulle i og på. De andre tre afdelinger har tilsvarende udstyr.

I alt har BFO Rosenlund brugt omkring en halv million kroner på at udstyre de fire afdelinger med legeredskaber, der i den grad gør det svært at stå stille. Halvdelen af beløbet er kommet fra legepladspuljen.

Sammen med pengene fra puljen kom der også et ønske fra kommunen om, at institutionen skulle lave en beskrivelse af det idrætsprojekt, man var gået i gang med. Det har skabt idrætsprojektet Strike, som skal skabe social trivsel og almen handlekompetence gennem idræt, som der står i projekt­beskrivelsen.

»Det har været en kæmpe succes. Børnene bruger deres krop og energi så meget med de her materialer og gennem lege, der opstår lige pludselig,« siger Pia Rosa Jørgensen.

Faktisk bruger børnene så meget energi, at der er langt færre konflikter på institutionerne.



Bevægelse hver dag. Strike har givet en helt ny pædagogik i alle fire afdelinger, som nu er gennemsyret af bevægelse. Hver dag er der en aktivitet med bevægelse, fortæller

Rasmus Christiansen, som er idrætspædagog i

Søhesten og medlem af projektgruppen for Strike.

»Når børnene kommer fra skole, spørger de ’Hvad skal vi lege i dag?’. Uden at vi har sagt noget, så forventer de, at der altid skal være en bevægelsesleg. Og de bliver skuffet, hvis der ikke sker noget med det samme,« siger han.

Et mål med Strikeprojektet er at sikre børnenes sociale trivsel gennem idræt. Og det går rigtig godt, mener Pia Rosa Jørgensen.

»Der er enkelte børn, der har sværere ved at indgå i fælles legerelationer. Men her har de mulighed for at gå i hallen og hoppe på airtracken eller rulle i hamsterhjulene i et fællesrum med børn, som de går i klasse med, eller med nogle, der er ældre eller yngre. Og så finder de et fællesskab, og de finder et rum til at have det godt med sig selv. Det er med til at styrke deres selvværd i forhold til andre relationer,« siger Pia Rosa Jørgensen.



En fællesnævner. Strikeprojektet tog udgangspunkt i airtracken, hamsterhjulene og de andre sjove legeting.

»Men vi blev enige om, at det vi kan, er meget mere end de materialer nede i hallen, så dem vil vi ikke være afhængige af,« siger Rasmus Christiansen.

Så nu er projektet eskaleret, for at sige det mildt.

»Det er blevet en fællesnævner for det, vi gør og står for. Vi har også en sundhedsuge, hvor det ikke kun handler om at røre sig, men også om, hvad vi spiser, hygiejne og psykisk trivsel,« siger Pia Rosa Jørgensen.

Projektet favner også pædagogernes involvering i skolernes frikvarter og i skoleidrætsklubben, som er et tilbud til idrætsusikre børn.



Voksne skal også lege. I takt med at projektet er vokset, er det også blevet vigtigt at få hele personalegruppen med. Der er 36 medarbejdere i hele BFO’en, og det er ikke alle, der er lige begejstrede for idræt.

Men det blev de, da de fik lov til at smage børnenes medicin.

Projektgruppen har nemlig udarbejdet et legekompendium med 12 lege. Alle voksne skal kende dem, og alle børnene skal lære dem at kende. Så er det lettere at sætte bevægelses­lege i gang.

Men man forstår ikke nødvendigvis en leg ved at læse om den i en mappe. Projektgruppen fik lov til at lave et personalemøde om til en legedag for de voksne.

»Så pædagogerne fik selv lov til at prøve legene af på kroppen. Det virkede sindssygt godt. Selv de, der måske ikke lige havde idræt som deres pædagogiske værktøj, sagde ’Det var virkelig fedt. Hvornår skal vi gøre det igen?’« fortæller Rasmus Christiansen.

Han glæder sig også over, at de fire idrætspædagoger i projektgruppen har tid til evaluere projektet, arrangere nye aktiviteter og udvikle aktiviteterne, så de kan blive endnu bedre.

»Det har betydet meget for, at Strike allerede nu er en succes,« siger Rasmus

Christiansen.

For at sikre sig, at alle børnene får glæde af de mange bevægelsesaktiviteter, har BFO’en også arbejdet målrettet på at dokumentere, hvordan børnene trives i deres fritid.

»Vi kan ikke rende rundt med et målebånd og måle, hvor brede børnenes smil er, så vi er i gang med en smileyordning,« fortæller

Susanne Harlev, idrætspædagog i afdelingen Rosenknoppen og med i Strikeprojekt­gruppen.

Så hver dag skal børnene slutte af med en glad eller sur smiley, alt efter hvordan dagen er gået. Og der bliver selvfølgelig fulgt op på de sure smileyer.

Men lige nu er de brede smil blevet afløst af hektisk røde kinder. Børnene har flintret rundt i en halv time. Rasmus Christiansen smider det store hamsterhjul op på air­tracken. Leah kravler op på hjulet, mens Rasmus sørger for, at det ikke kører væk med hende. Så ruller Leah balancerende på hjulet hen til den skrå pude, ruller ned ad hamsterhjulet og slår en kolbøtte.

»Jeg løber lige ud og tager noget vand,« råber Lucas.

Kort efter er han tilbage, klar til sin tur på hamsterhjulet.



Formålet med STRIKE er at:

• Udvikle positiv identitet og handlekompetencer hos børn.

• Medvirke til at udvikle børns evner og færdigheder til at begå sig i en social kontekst, der er relationsskabende og fremmende for det forpligtende fællesskab.

• Sikre, at børn på BFO Rosenlund udvikler sig fysisk, således at deres motoriske fundament for resten af livet styrkes, og derved oplever sig selv i stand til at varetage og udfordre sig selv i andre lege- og læringsmiljøer.

• Det idrætstiltag, der er udviklet, vil have en progressiv virkning på børnenes trivsel og udvikling og samtidig fungere som inspiration for personalet.

Fra Strikes projektbeskrivelse



Materialerne til Strikeprojektet er købt hos Ibomo, et firma, der er grundlagt af Per Kølle, der i mange år var skolekonsulent for idræt i Ballerup Kommune.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.