Mistanken versus hensyn

Får pædagoger i en børnehave mistanke om, at et barn mistrives, skal de skrive en underretning. Det kan være soleklart, at underretningen skal skrives, men det er ikke altid tydeligt, om problemet er i hjemmet.

"Hvis det ikke er meget tydeligt, hvad der er galt, kan vores bekymringer være lidt diffuse. Men når barnet mistrives, og alle alarmklokker ringer, er vi nødt til at reagere, selvom vi ikke kan beskrive præcis, hvad der er i vejen," siger Carsten Holst, pædagog og souschef i Børnehuset Møllevangen i Nyborg.

Eftersom pædagogerne har skærpet tilsynspligt, har de pligt til at underrette kommunen, når de ikke længere kan tage ansvaret. Det er dog ikke så ligetil.

"Det etiske dilemma består i, om man skal overskride andre menneskers personlige grænser og personlige frihed, når man kun har en diffus mistanke. Kommunen iværksætter jo en undersøgelse af familien, når de får en underretning, hvilket er et stort indgreb i privatlivet," siger han.

Carsten Holst har aldrig oplevet, at forældre har taget deres børn ud af institutionen som en konsekvens af en underretning.

"Der er ofte et langt forløb over flere måneder, op til at underretningen bliver skrevet. Vores opgave er at sikre, at forløbet er fagligt forsvarligt. Vi gør meget ud af dialogen med forældrene inden en underretning, ligesom de læser den, inden vi sender den af sted. Derfor har vi ikke oplevet, at forældrene bliver sure," fortæller han.

I hverdagen er det et dilemma, at pædagogerne er nødt til at behandle børnene forskelligt.

"Når vi holder børnemøder, kræver det en vis ro. Nogle børn skal vi fortælle, at de skal være stille, andre klarer det oftest selv, mens en tredje gruppe skal sidde på skødet eller ved siden af en voksen. Når vi spiser, sidder bestemte børn også altid ved siden af en voksen. Det er et dilemma, at nogle børn får mere opmærksomhed end andre, men vi er nødt til at gøre det, blandt andet fordi en af vores opgaver er at gøre dem parate til at gå i skole. Der har nogen brug for mere hjælp end andre," siger Carsten Holst.

Han ville gerne sørge for, at alle børn fik mere voksenkontakt, men det er ikke muligt.

"Det ville være optimalt, hvis alle var lige gode til det, men det er de ikke, og derfor forskelsbehandler vi børnene. Når vi er to eller tre voksne til tyve børn, får alle ikke lige meget opmærksomhed. Det er vi også nødt til at fortælle forældrene," siger han.



Fyring var svær. Det sværeste dilemma, som Carsten Holst personligt har stået i, var, da han som souschef var med til at afskedige to medarbejdere.

"Det var min faglige pligt at gøre det, men personligt var det en meget krævende opgave at vælge, hvem der skulle afskediges, og retfærdiggøre over for omverdenen, at det netop var den person, der blev valgt, og ikke en anden. Det har jo store konsekvenser for den enkelte at blive fyret," siger han.

Derfor overvejede Carsten Holst og institutionens leder ud fra en lang række kriterier, om de gjorde det rigtige.

"Skal man vælge den, vi bedst kan undvære, eller måske den, der lettest kan få et nyt job? Vi endte med at vælge, hvad vi vurderede, der var bedst for institutionen fremadrettet," siger han.