Ministerinterview. Socialminister Annette Vilhelmsen: Børn skal være livsduelige

Daginstitutionernes vigtigste formål er at sørge for, at børnene trives og udvikler sig, så de kan klare sig i livet, mener den nye minister for 0-6-års området. Annette Vilhelmsen har også fokus rettet mod inklusion, som hun mener, at nogle kommuner ’ikke er i mål med’.

Kritikken var hård, da 0-6-års området som led i sensommerens minister­rokade blev flyttet fra Børne- og Undervisningsministeriet til det nye Social-, Børne- og Integrationsministerium. Men den nyslåede minister for det særdeles tunge område, SF-formand Annette Vilhelmsen, er slet ikke tvivl om, at det er en rigtig beslutning.

»Normalområdet har ligget i Undervisningsministeriet, mens specialområdet har ligget her i Socialministeriet, og jeg vil gerne have alle de 0-6-årige under et ministerium. For jeg vil have, at der arbejdes med alle børns trivsel, og at de udvikler sig til det, som jeg – måske lidt stort – kalder livsduelige. Vi ved jo, at tiden fra 0-6 år er den vigtigste periode i børns liv,« siger hun til Børn&Unge. Annette Vilhelmsen er ikke bange for, at daginstitutionerne drukner i sociale sager og integration. Hun ser det som sin opgave, at 0-6-års institutionerne får en styrket rolle for netop at kunne give alle børn en god start i livet. »Det skal ikke kun handle om at gøre de små børn skoleparate. For mig handler det om at fremme børns trivsel og styrke deres udvikling bredt set. Der har været en udvikling mod, at 0-6-årige er kommet til at hedde førskolebørn, men jeg mener, at deres barneliv har værdi i sig selv. Der skal fokus på, at de får et godt barneliv, der giver dem muligheder senere – uanset deres baggrund. Og det forebyggende arbejde skal dagtilbuddene være en del af,« siger hun. Annette Vilhelmsen vil fortsat arbejde sammen med undervisningsminister Christine Antorini, blandt andet om dagtilbudsområdet som en integreret del af Ny Nordisk Skole.



Vigtigt at børn trives. Den nye børne­minister har endnu ikke konkrete bud på, hvordan daginstitutionerne vil komme til at mærke den høje prioritering, som hun mener, de skal have. Men hun siger, at der jo allerede er gang i mange ting, og henviser til forsknings­programmet VIDA, der måler effekterne af en tidlig indsats ved blandt andet at sætte fokus på børns trivsel og læring. Og til et netop indledt samarbejde med BUPL om praksis i institutionerne og om forskning,

»Jeg kan ikke sige, at jeg har tre mål klar. Men vi ved jo, at det er vigtigt, at børn i de første 0-6 år får et godt sprog, god motorik, og at de er i stand til at drage nytte af at være i fællesskaber. Vi ved, at børns personlige, sociale, kognitive og intellektuelle kompetencer er det grundlæggende. Jeg håber så også, at vi får lagt vægt på den selvstændige værdi i, at børn trives, uanset hvad de har med i bagagen,« siger hun.



Inklusion er ikke i mål. Socialminister Annette Vilhelmsen taler varmt for inkluderende fællesskaber i dagtilbuddene, men er klar over, at inklusionen i daginstitutionerne ikke kører på skinner. Skønt der er afsat 60 millioner kroner til inklusionsrådgivning, så kommunerne kan få rådgivning og hjælp til at udvikle pædagogernes kompetencer, er der stadig kommuner, som ikke er lykkedes med arbejdet. »Vi skal gå langt for at sikre, at inklusionen lykkes, men som det lige har vist sig i Politikens undersøgelse (8.9.2013, red.), er der et stykke vej til målet. Det er noget, som jeg har brug for at drøfte med Kommunernes Landsforening (KL),« siger hun.

For Annette Vilhelmsen er barnets ret til at være del af en vellykket inklusion det vigtigste fokuspunkt. Og derfor skal alle børn have mulighed for at være en del af et børnefællesskab i dagtilbuddene. »Vi kan jo se, at der er kommuner, der er kommet rigtig langt i forhold til at skabe pædagogiske, inkluderende miljøer. Men vi kan også se, at det ikke sker i alle kommuner, derfor vil jeg gerne have, at vi tager fat, der hvor der sker noget godt, der hvor kommuner lykkes med opgaven. Vi har derfor nedsat Task Forcen ’Inklusion og udvikling’, som dækker både dagtilbud, fritidstilbud og skole, og som skal finde eksempler på ’best practice’,« siger hun.

Annette Vilhelmsen mener ikke, at man kan kalde den inklusion, der indtil videre er foregået, for en spareøvelse, men hun medgiver, at der er problemer.

»KL afviser ikke, at der er kommuner, der visiterer for stramt og bevilger for lidt støtte. Det vil jeg gerne i dialog med KL om, for der er brug for en ekstra indsats, når børn skal inkluderes. Dog handler det ikke kun om penge, men også om efteruddannelse og om at organisere den pædagogiske praksis, og det handler om, at der er nok pædagoger til at gøre det, der skal til,« siger hun.



Hånd i hanke med de 500 mio. Annette Vilhelmsen mener, at kommunerne skal sørge for at bruge deres andel af de 500 millioner kroner, som de fra 2013 og fremover får tilført fra regeringen, til kvalitetsløft og bedre normeringer. I et notat fra Økonomi- og Indenrigsministeriet anslås det, at kommunerne kun har brugt 260 af de 500 millioner som aftalt, altså på bedre kvalitet i dagtilbud.

I forbindelse med økonomiaftalen for 2014 har Kommunernes Landsforening lovet

ministeren, at de vil følge op på anvendelsen af pengene i kommunerne.

»Vi prøver nu at have mere hånd i hanke med, at kommunerne bruger pengene til det, de er øremærket til. Jeg mødes med kommunerne her i efteråret og følger op på, at de afsatte midler faktisk anvendes til at løfte kvaliteten i dagtilbuddene. Og i foråret gør vi så status på kvalitetstiltagene og på udviklingen i normeringerne, som er det, vi har sagt, at pengene skal bruges til,« siger Annette Vilhelmsen.



Gode normeringer. Socialministeren mener, at vi i Danmark har dagtilbud af høj kvalitet, og at forældrene er tilfredse med de tilbud, børnene går i.

»Men det er vigtigt, at vi hele tiden arbejder på at styrke kvaliteten i dagtilbuddene, så børnene udvikler sig og trives, og at forældrene trygt kan aflevere deres børn. Det er vigtigt med gode normeringer, og derfor er jeg også meget tilfreds med, at vi har afsat de 500 millioner kroner til at løfte dem. Men vi skal fastholde, at gode normeringer er en del af kvaliteten, men høj kvalitet handler også om pædagogisk indhold og om god ledelse. Så det er ikke enten eller,« siger hun.

Annette Vilhelmsen ser gerne, at kommunerne går forrest og sørger for gode inkluderende, pædagogiske miljøer, dygtig ledelse og høj kvalitet.

»Dygtig ledelse kan være med til at befordre god udvikling på institutionerne. For det er ad den vej man som pædagog kan få anerkendelse for sin faglighed. Og er pædagoger stolte af deres arbejde, betyder det, at deres møde med barnet og familierne bliver meget bedre.«

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.