Mette kæmper for minimumsnormeringer. Man bliver sådan en overbliksvoksen

2 voksne til 20 børnehavebørn er pædagog Mette Munck Theisens hverdag. Hun ønsker minimumsnormeringer i den børnepakke, som regeringen barsler med.

Regeringen barsler med en børnepakke. Derfor presser BUPL hårdt på for at få politikerne til at vedtage minimumsnormeringer i daginstitutioner som en del af pakken.

Men også pædagoger fra rød og gul stue sender nødblus op og kræver flere voksne til børnene.

»Det er rigtig fint, at fagforbundet udtaler sig, men de står jo ikke ude i virkeligheden. Hvis det skal rykke noget hos folk, så skal vi pædagoger sprede vores hverdagsfortællinger og vise politikerne, hvad der er galt,« siger Mette Munck Theisen, pædagog i Børnehaven Vesterled i Brøndby.

Hun har selv råbt op i flere debatindlæg i de landsdækkende aviser. For nylig debuterede hun som oplægsholder på en konference på Christiansborg om netop minimumsnormeringer. Her kaldte hun de forhold, vi i dag byder daginstitutionsbørn, for ’offentligt omsorgssvigt’.

»Det helt grundlæggende problem er for få pædagoger til for mange børn, og jeg håber, at der kommer minimumsnormeringer med børnepakken. Flere politikere er begyndt at lytte, men mange siger stadig, at vi ikke har råd. Vi har ikke råd til at lade være,« siger Mette Munck Theisen.



På stikkerne. BUPL kræver normeringer på minimum 1 pædagog til 3 vuggestuebørn og 1 pædagog til 6 børnehavebørn.

Det er langt fra den hverdag, som Mette Munck Theisen oplever. På stuen er hun og en pædagogisk assistent sammen om 20 børn. På legepladsen kan de risikere at stå alene med hele børnehaven.

»Hvis kollegaen lige går fra, er man alene med op til 57 børn. Det er måske kun i 20 minutter, men man har fart på. Man bliver sådan en overbliksvoksen, hvor man hele tiden er på stikkerne og holder opsyn, men man har overhovedet ikke tid til at hjælpe med noget. Konflikterne bliver kun brandslukket, for man kan ikke tage øjnene væk fra de andre. Det kan undre mig, at der ikke er flere sager, hvor der er sket noget alvorligt. For faren er der,« siger Mette Munck Theisen.



Alene 216 gange. At pædagoger ofte er alene med såvel små som store børnegrupper understøttes af både landsdækkende og lokale BUPL-undersøgelser. I Brøndby, hvor Mette Munck Theisen er pædagog, har BUPL netop afsluttet en normeringsundersøgelse. Den viser, at der på tre dage i 41 børnehavestuer var 216 gange, hvor en pædagog var alene med mindst 10 børn. Undersøgelsen viser også, at der er en normering i Brøndbys børnehaver, som svinger fra 5,8 til 11,4 børn pr. voksen. Mette Munck Theisens er stærkt bekymret for konsekvenserne af de dårlige normeringer. »Det er jo ikke bare det, vi er vidner til her og nu, som er problemet. Det er konsekvenserne om 10, 15 og 20 år i form af flere unge, der mistrives i skolen, ikke får en uddannelse, bliver ensomme, får psykiske pro­blemer eller kommer ud i kriminalitet. Mangelfuld indsats i daginstitutionen vil ramme især de udsatte børn og præge hele deres skolegang. Og det vil også præge hele den klasse, de kommer i. Hvis flere bliver kriminelle, rammer det jo også dem, som kriminaliteten går ud over. Det er rigtig, rigtig stort, og derfor skal pædagogernes hverdagshistorier også fortælles,« siger Mette Munck Theisen.

I debatindlæg fortæller hun i anonymiseret form om udad­reagerende Morten med en enlig mor, sprog­udfordrede Muhammed, Josefine med fortravlede forældre og Gaia, der har svært ved sociale spilleregler.

»Jeg gør det for børnenes skyld. Vi voksne kan skifte arbejde. Det kan børnene ikke. Vi skylder dem at kæmpe for bedre vilkår. For med hænder nok kan vi pædagoger gøre rigtig meget godt for rigtig mange børn,« siger Mette Munck Theisen.

På cykelturene hjem fra arbejde tænker hun ofte på de børn, som hun selv og andre pædagoger, trods svære vilkår, formår at hjælpe.

»Med de historier kan jeg holde fast i min arbejdsglæde og min iver efter at kæmpe. De betyder, at jeg bliver ved med at være stolt af at være pædagog.«

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.