For meget klister på de kommunale taburetter?

En blæsende, regnfuld søndag er avisen en herlig ting.

Hvis det altså ikke lige var fordi, at man så kommer til at læse om kommende besparelser på daginstitutionsområdet, der ovenikøbet i mange kommuner sker ved, at kommunalbestyrelsen præsenterer institutionerne for et sparekatalog forinden vedtagelsen af næste års budget.

Man kunne godt engang imellem have lyst til at "se", hvad der foregår i en kommunalpolitikers hoved. Hvor er ansvaret for velfærdsudviklingen lokalt? Hvorfor tænker det politiske system ofte kun i kroner og ører og så lidt i mennesker? Og er divergensen mellem de mange valgløfter før valget og praksis efter valget alene udtryk for svigtende hukommelse?



"Er det ikke en skræmmende tanke, at 5000 amatører (læs: politikere) har ansvaret for 1/3 af vores bruttonationalprodukt?", sagde min gamle professor på universitetet.

Jo, det er måske skræmmende, og de synlige resultater kan vi læse om i dagspressen.

Alligevel vil jeg ikke af med vores politiske system, for det giver borgerne mulighed for at deltage i valg til blandt andet byråd, amtsråd og folketing og dermed idealt set beslutningsmagten for udviklingen af velfærdssamfundet. Problemet er bare, at færre og færre har interesse i at deltage og dermed tage medansvar. Det politiske savner generelt deltagelse fra en større del af befolkningen, og savner i særdeleshed, at flere unge og flere kvinder er parate til at erobre posterne.



Men måske er der for meget "klister" på taburetterne, så der ikke er plads til nye kommunalpolitikere. Det er vist udtryk for en eller anden form for motivforskydning, at politikere i virkeligheden tænker mere på at beholde magten og æren end på at løse opgaver for borgerne, hvilket er kommunernes opgave. Man kunne vel foreslå, at det blev undersøgt, om der vil være noget at spare på den politiske søjle, hvis kommunerne lagde sig sammen i større kommuner. Det er værd at stille sig selv det spørgsmål, om det ville gå ud over nærheden, det lokale, osv? Men i det store og hele er vi så som borgere ikke bedre tjent med, at vores daginstitutioner, skoler, plejehjem, osv. fungerer mere optimalt end at bevare systemer, der sikrer, at flest muligt kan blive siddende på deres taburetter?



Senest har vi set forslag om reduktion i kommunalpolitikernes løn for at sidde i byråd og være udvalgsformænd. Men det politiske system har i høj grad brug for at kunne tiltrække og fastholde kompetente politikere, og med dårligere vilkår kan vi risikere, at de bedste forsvinder, og at vi får svært ved at tiltrække de gode nye, der er brug for.



Min appel er, at vi tænker os godt om ved kommunal- og amtsrådsvalget den 20. november. Her har vi mulighed for at sammensætte ansvarlige byråd, der har visioner om at udvikle kvaliteten i den danske velfærdsmodel og gennem aktivt at sætte mennesket - og ikke økonomien - i centrum.