Mediemix med stor effekt. Mobbefilm nomineret til pris

Mange børn bliver mobbet, men nu står Red Barnet klar med et prisnomineret mobbesæt, der skal gøre det lettere at sætte mobning på skemaet.

Kan man begynde at mobbe, fordi man keder sig? Mobber man kun dem, man ikke kan lide? Det kan være svært at gennemskue, hvordan mobbemønstre hænger sammen, men Red Barnets mobbesæt giver først en faglig gennemgang af mobning og dernæst konkrete hverdagseksempler. Kittet består af bogen ’Mobningens ABC’, en vejledning, der kan inspirere til, hvordan materialet kan bruges, samt fire kortfilm a 6-8 minutter. De fire kortfilm med fællestitlen ’Udfordringen’ er nomineret til en pris på en international børnefilmfestival, der holdes i juni. Red Barnets mobbesæt tager fat i aktuelle temaer i kampen mod mobning – sociale medier, gruppepres, sammenhold, popularitet og meget mere, når der gennem de fire kortfilm og de fire noveller opridses hverdagssituationer fra en skolekontekst. Antimobbekonsulent i Red Barnet Lars Stilling Netteberg kalder ’Mobningens ABC’ for den første af sin art, fordi den både er en traditionel lærebog med fakta om mobning og også indeholder noveller, hvor man inddrager børnene i at finde løsninger på dilemmaerne.



Hvorfor har I skrevet bogen?

»Vi synes, at der manglede materiale på området, især fordi det er så vigtigt, at vi får gjort mobning til et centralt emne i skolen og fritidstilbuddene. Bogen er bygget op sådan, at man først lærer, hvad mobning er. Derefter kan man læse novellerne eller se filmene og inddrage børnene i at finde løsningsmuligheder og forklaringer på de historier, de har set eller læst.«



Hvem kan have gavn af bogen?

»Bogen og filmene er målrettet 3.-6. klasse, og så er det vigtigt at nævne, at bogen ikke kun henvender sig til børn, der mobber eller bliver mobbet. Alle børn har gavn af materialet, fordi alle børn skal være med til at sikre, at der ikke mobbes. Det er vigtigt at sige, at det selvfølgelig er de voksnes ansvar, men det er også vigtigt at klæde børnene på, så de kan lægge mærke til, hvad de kan gøre for at være med til at stoppe mobning.«



Kan materialet gøre en forskel?

»Hverken bogen eller filmene kan løse mobning i sig selv, men mate­rialet er det første skridt i den rigtige retning i forhold til at komme i gang med at arbejde med emnet. En bog eller et par film kan ikke stå alene. Emnet skal tages op løbende og ­følges op på. Men det lægger op til, at man inddrager børnene i, hvordan man i fællesskab kan løse mobbeudfordringen, og vi har kun fået positive tilbagemeldinger fra de pædagoger og lærere, der har prøvet det af.«



Om materialet

Bog, film og undervisningsmateriale kan hentes gratis på redbarnet.dk/skole. Undervisningsmaterialet kommer med konkrete bud på, hvordan man kan bruge novellerne og filmene i undervisningen. Novellerne er opdelt efter, hvilke klassetrin de primært henvender sig til.



Om forfatterne

Fagteksten i ’Mobningens ABC’ er skrevet af Helle Rabøl Hansen, der er uddannet jurist og har arbejdet med mobning siden 1998. Hun underviser på efteruddannelseskurser for lærere og pædagoger om bl.a. mobning. Novellerne er skrevet af forfatter Renée Toft Simonsen og testlæst af børn.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.