Masser af porno

De unge - og især drenge - er storforbrugere af porno. Og langt de fleste kan godt finde ud af at skelne pornografiens iscenesatte seksualitet fra virkeligheden. Men alligevel efterlyser de unge nogle voksne at snakke med om sex og porno

Pornografien er en ret almindelig del af de nordiske unges liv, men de unge mangler nogle voksne at diskutere de pirrende billeder og film med, viser en undersøgelse af 12-20 åriges brug af pornografi fra Nordisk Ministerråd.

99 procent af drengene og 86 procent af pigerne i alderen 12-20 år har set pornografi, og en tredjedel af de unge er højfrekvensbrugere, som bruger porno "et par gange om ugen" eller "næsten hver dag", heraf langt de fleste drenge. Flertallet af de unge har stiftet bekendskab med pornoen i en alder af 12-14 år, viser undersøgelsen.

Via et spørgeskema på nettet har 1776 unge, heraf 846 danske, fortalt om deres brug af og syn på pornografi. Derudover er der lavet kvalitative interviews i de forskellige nordiske lande. I Danmark har Niels Ulrik Sørensen, adjunkt fra Center for Ungdomsforskning, stået for kvalitative interviews blandt 10 drenge på 15-16 år. Han kalder undersøgelsen et første, og kvalificeret, kig ind i de unges brug af porno:

"Og den siger noget vigtigt: At de unge generelt set er gode til at forholde sig kritisk til pornografien og skelne mellem fiktion og virkeligheden. Det kan vi se ret entydigt."

Men han påpeger, at der kun er tale om et helhedsbillede:

"Vi ved ikke, om unge, der er marginaliserede og udstødte, er lige så gode til at forholde sig kritisk til pornoen, som vi ser i det store billede."



Presset af porno. For pigerne er brugen af porno ikke helt uproblematisk.

"Nogle piger føler sig lidt pressede af, at de har nogle forestillinger om, at drengene forventer noget af dem, fordi drengene ser meget porno. Så pigerne føler sig pressede og forholder sig mere kritisk til pornoen end drengene," siger Niels Ulrik Sørensen.

Men drengene kan også godt finde ud af at vurdere, hvad der sker i pornoens verden. Og de diskuterer det gerne i grupper:

"I starten af drengenes pornokarrierer ser de det også sammen med andre drenge. Men de socialiserer også hinanden i de grupper til at forholde sig til det på bestemte måder. De lærer hinanden, at "det der er langt ude", "det der er uvirkeligt", "det der er kunstigt" og de får faktisk nogle strategier, som de kan bruge i deres videre brug af porno. De unge socialiserer hinanden, de har ikke forældrene eller andre voksne til det," anfører Niels Ulrik Sørensen, der mener, at man skal blive bedre til at give de unge nogle redskaber at orientere sig med:

"Det gælder om, at man i skoler og klubber og hos forældre formidler nogle redskaber til de unge og lærer dem at forholde sig kritisk. Og giver dem noget moral med, der gør, at de kan skelne mellem godt og skidt. Meget af det har de unge i forvejen, kan vi se af den her undersøgelse, men de efterspørger faktisk selv det at tale med de voksne om det noget mere."

Er det de voksne, der er for blufærdige?

"De voksne er blufærdige, og de unge bliver så også blufærdige. Der er masser af dilemmaer i det her: På den ene side efterspørger de unge at tale mere med voksne om det, på den anden side kan vi også se, at de synes, det er pinligt og ubehageligt, når der opstår nogle situationer, hvor de voksne på en eller anden måde blandes ind i deres brug af porno og sex. Så de unge er også blufærdige, og det er noget, vi som voksne lærer dem. Men fordi seksualiteten og pornoen er en så stor del af det moderne liv, har de også en længsel efter at tale med de voksne om det. Og det er de voksnes ansvar at få hul på den her byld. Det kan de unge ikke gøre," fremhæver Niels Ulrik Sørensen.



Nem porno på nettet. Han påpeger, at pornoen med internettets fremkomst er blevet meget let tilgængelig.

"Tidligere skulle man nogle svinkeærinder for at få porno, nu er det bare et klik med musen, så er det der. Så vi står i en situation, hvor de unge får utroligt mange informationer, men de kan ikke dele det med forældrene, fordi de, på trods af den nordiske tradition for seksualoplysning, åbenbart har svært ved at tale om det. Det samme gælder lærere og alle mulige andre voksne. Til gengæld ser vi, at de er gode til at tale med hinanden om det, og de taler meget med hinanden, især i etkønnede grupper, piger taler med piger, drenge med drenge," siger Niels Ulrik Sørensen.

Minister for ligestilling Eva Kjer Hansen (V) har på baggrund af undersøgelsen bebudet, at der skal sendes et debatmagasin, en film og en lærervejledning ud til samtlige skoler i Danmark:

"Jeg vil have piger og drenge til at forholde sig til de forsimplede fremstillinger af kvinder og mænd, som de ser i pornografien. Undersøgelsen viser tydeligt, at piger og drenges forventninger til sig selv og hinanden påvirkes af pornografi. Derfor skal vi hjælpe de unge med at afkode budskaberne og sætte grænser overfor sig selv og hinanden. Ingen skal føle sig presset til noget, de ikke har lyst til," siger Eva Kjer Hansen i en pressemeddelelse.





Også porno til de voksne

Det at blive voksen betyder ikke, at interessen for porno mindskes. En undersøgelse af de 18-30 åriges porno-forbrug, viser, at 92 procent af mændene og 60 procent af kvinderne havde set porno inden for det sidste halve år. Men mændene er storforbrugere i forhold til kvinder: 40 procent af mændene brugte porno tre gange eller mere om unge. Hos kvinderne brugte halvdelen pornografi mindre end en gang om måneden, viser en ph.d.-afhandling om pornografi af cand. psych. Gert Martin Hald ifølge dagbladet Politiken.

Gert Martin Hald påpeger, at pornoen er en vigtig og integreret del af den mandlige seksualitet.

"Hvis vi kan konstatere, at det er normen for de fleste mænd at forbruge pornografi, så er det også fejlagtigt at sige, at pornografi hos den generelle forbruger skaber forkvaklede kvindeopfattelser og resulterer i seksualforbrydelser. For så skulle vi jo se en eksplosion i negative attituder og voldtægter. Det synes jeg ikke, at jeg observerer, når jeg kigger ud ad vinduet," siger Gert Martin Hald til Politiken.

Gert Martin Hald konkluderer, at kun 1-2 procent af den mandlige befolkning kan risikere at få forstærket deres i forvejen kvindefjendske attitude ved at se pornografi, skriver Politiken.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.