Massakre på legepladser

Hvor er vores tårne?



Det sker som regel i ferien: Håndværkerne kommer med deres værktøj og piller legeredskaber ned. Når børnene vender tilbage, stirrer de på den tomme plads. Men så kommer der vel snart noget nyt, ikke? Men nej.



Vinter i Balleskolens SFO i Silkeborg. Nogle visne blade skratter hen over en stor åben plads med sand. Hvis man lytter rigtig godt efter, er det, som om man kan høre lyde af børn, der råber og griner og leger. Men det er ren indbildning. Det er flere måneder siden, de store legeredskaber stod på pladsen. I sommerferien kom der nogle mænd, som skilte det hele ad og kørte det væk på en lastbil.

De nye børn, der startede i SFO'en efter sommerferien, havde ellers glædet sig. De havde været på besøg før ferien, og de havde leget i de to tårne, der var forbundet med rør, og som havde både klatrestativ og rutsjebane. Men da de mødte første dag efter ferien, var der bare en stor, tom plads, som de skuffede stod og kiggede på.

Også de 'gamle' børn undrede sig.

"Hvor er vores ting?" spurgte de.

Pædagogerne fortalte dem, at de ikke må grave i pladsens sand, selvom det er fristende. Der ligger en dug nedenunder, så man ikke slår sig, hvis man falder ned. Der er bare ikke noget at falde ned fra.

"Nej, de må hen i den anden sandkasse, hvis de vil grave helt ned til kineserne, som børnene siger," smiler SFO-leder Birgit Skalmstang.

"Vi lader pladsen stå med falddug og specialsand, så den er klar, når vi engang får noget nyt. For det skal vi da have. Vi har bare ikke penge til det nu. De skal tages over driften, og vi får ikke noget fra kommunen, det er helt sikkert," siger hun.

Birgit Skalmstang sidder og funderer lidt:

"Men vi må jo finde en løsning. Måske kan vi få en aftale, så vi kan betale over en årrække. Det er vi nødt til. Med den økonomiske decentralisering har vi jo ellers mulighed for at spare op. Vi har bare ikke noget at spare op af."

Børnelydene er alle steder. Ude og inde. SFO-lyde.

"Jeg synes bare, at det her harmonerer dårligt med, at der er så meget fokus på bevægelse. Klatrestativet blev brugt virkelig meget. Børnene klatrede rundt i det. De fik udfordringer. Og det skal de jo have."

Birgit Skalmstang var ikke i tvivl om, at stativet skulle væk. Der var råd i det efter mange års brug, og det var ikke forsvarligt at bruge det mere. Men hun er ked af, at der bare er en tom plads tilbage, og at det kun er dem selv, der skal finde en løsning.

Balleskolens SFO er ikke alene. Noget fjernes. Det skal erstattes af nyt. Men der er ingen penge til det, og kommunernes kasser er svære at dirke op. Eksemplerne er mange.



Mobilmast skaffer penge. På Bøgeskovskolen i Bjerringbro i Viborg Kommune er der ikke meget tilbage på SFO'en og skolens legeplads, stort set kun to stolper med klatrenet imellem. For et halvt årstid siden måtte det også fjernes på grund af råd. Hermed var legepladsen stort set ikke eksisterende. Sådan har det været siden 2005, da skolen blev renoveret, og legeredskaber blev pillet ned, fordi de ikke levede op til standarderne.

"Langt det meste forsvandt dengang, og nu er det sidste væk, bortset fra tre gynger og to spicaer," siger SFO-leder Jannie Alcoholado.

"Vi har 120 børn i SFO'en og 160 børn i indskolingen, og de skal bruge en legeplads, som ikke findes. Heldigvis bor vi tæt på skoven, så børnene får masser af udfordringer, men holdningen blandt personale og forældre er, at det er for dårligt, at skolen og SFO'en stort set ingen legeplads har," fortæller hun.

SFO'en og skolen har søgt kommunen om penge til en ny legeplads flere gange, men uden resultat. Der er ingen penge i kassen. Nu er der så blevet dannet et legepladsudvalg med lærere, pædagoger og forældre. Og de har fundet pengene på utraditionel vis: Der skal rejses en mobilmast på skolens område, og det vil indbringe 100.000 kroner og et årligt beløb fra teleselskabet. Skolebestyrelsen har besluttet, at pegnene skal gå til legeredskaber.

Bestyrelsen har ikke ønsket en reklamefinansieret legeplads, og da man ikke kunne finde penge til nyanskaffelser i driften af skole eller SFO, gik situationen i håndknude. Holdningen i skolebestyrelsen har været, at det var en kommunal opgave at sikre legepladsen, men de kommunale midler er udeblevet. Nu skal mobilmasten så indirekte sikre første etape i en legeplads.

"Og vi har da snakket om, at vi skal satse på legeredskaber, der kræver så lidt vedligeholdelse som muligt. Problemet er jo også, at det kan være svært at finde penge til vedligeholdelse, og vi skulle jo nødigt stå i samme situation igen om få år," siger Jannie Alcoholado.



I kamp for legeplads. På Tranbjerg Skole ved Århus har elevernes og SFO-børnenes legeplads været stækket i en længere periode. Såvel klatretårne som en række træredskaber i form af udskårne dyr var blevet så medtaget af vind og vejr, at de både af æstetiske og sikkerhedsmæssige grunde måtte fjernes. Dermed er skolens legeplads fattig på legemuligheder, og sådan har situationen været i to år. Det har ikke været muligt at skaffe kommunale penge til en fornyelse af legepladsen, hvor der er kø og rift om de to gynger blandt de 238 børn.

Pædagog Christl Hansen har været børnehaveklasseleder i 30 år, og hun er ked af situationen:

"En god legeplads kan bruges til leg og pædagogisk læring. Børnene ville ikke komme så meget i konflikt med hinanden. Derimod ville de sociale relationer blive styrket på tværs af alder, køn og etniske forskelle. Men som det er i dag, kan vi ikke tilbyde børnene meget andet end at tælle sandkorn."

Nu har personale og forældre imidlertid selv taget affære og oprettet et legepladsudvalg.

"SFO og skole er fælles om det her, og vi holdt her et julemarked, hvor indtægterne skulle gå til nye legeredskaber," fortæller skoleleder Troels Klit, Tranberg Skole.

"Resultatet var da også, at der blev indsamlet 90.000 kroner til nye legeredskaber, og det synes jeg er flot. Det er ikke nok, og vi skal fortsat søge om penge. Men det er et skridt på vejen."



Vil lave et sponsorløb. Ikke alle steder er der åbne sår på legepladserne, fordi redskaberne er fjernet af sikkerhedsmæssige grunde. Nogle steder har de aldrig været der, eller de er blevet ryddet væk af andre årsager.

Mona Pedersen er SFO-leder på Bælum-Solbjerg Skole i Rebild Kommune i Nordjylland, og hun er glad i skrivende stund. Takket være personale og forældre er første skridt til opbygning af en legeplads omsider taget, og der er netop blevet sat svævebane, fugleredegynger og klatrestativ med tove op på legepladsen.

"Det skyldes ikke kommunale kroner, for kassen har været helt lukket. Vi har selvfølgelig søgt om penge, men uden held. Da skolen blev udvidet for et par år siden, blev store dele af det, vi havde på legepladsen, fjernet uden at blive erstattet af nyt. Så det har været noget fattigt i nogle år, men nu er der dannet en arbejdsgruppe med lærere, SFO-personale og forældre. Vi har blandt andet snakket om at lave sponsorløb for at skaffe penge, og det er også lykkedes os at lægge lidt til side af driften. Så nu er vi endelig i gang," siger Mona Pedersen.

Men det lokale initiativ uden om kommunen rækker videre: Skole, SFO, øvrige daginstitutioner og foreninger er gået sammen i projekt 'Bælum bygger bro' for at skaffe penge til mere udfordrende og spændende uderum for børnene. Planerne er derfor multibane, bålhus og meget mere. Og den lokale aktionsgruppe 'LAG Himmerland', der formidler EU-midler, har indstillet projektet til 200.000 kroner, oplyser Mona Pedersen.

"Så nu ser det omsider nogenlunde lyst ud," siger SFO-lederen.



Uheldigt, mener KL. Formand for Børne- og Kulturudvalget i Kommunernes Landsforening, Jørn Sørensen (B), betegner det som 'udpræget uheldigt', hvis kommuner undlader at investere i nye legeredskaber, når noget må udskiftes, og han mener, at det skal prioriteres i budgetlægningen:

"Jeg kan ikke afvise, at nogle kommuner af økonomiske grunde kan have problemer med at få fornyet legepladserne. Men det er udpræget uheldigt, hvis det ikke sker. Jeg kan kun opfordre til, at kommunerne sørger for at få det ind i budgetterne i tide ved at planlægge efter en årlig gennemgang af alle legepladser," siger han.

Jørn Sørensen mener, at legepladsernes standard skal prioriteres højt af flere grunde.

"Vi lægger jo netop vægt på, at børnene skal have gode muligheder for at røre sig, og udendørs legemuligheder er en vigtig del af det pædagogiske arbejde på de enkelte institutioner," siger udvalgsformanden.

Han vil ikke forholde sig til, om det er en god idé at lade reklamer betale for legepladser, hvilket sker i nogle kommuner.

"Nej, det må være op til den enkelte kommune, og det er i givet fald noget, der så må afklares med institutionens bestyrelse," siger han.



Når institutionen selv tager affære



Møllehuset i Varde Kommune fik alt fjernet på legepladsen og ville ikke vente på penge fra kommunen. De leasede. Vester Mølle Børnehave i Faaborg-Midtfyn Kommune fik en reklamefinansieret legeplads uden at spørge kommunen om lov først.



Presset er stort, når en daginstitution har måttet amputere legepladsen af sikkerhedsmæssige grunde. Forældre, børn og personale oplever det hver dag som en forringelse af børnenes muligheder for udfoldelse. Specielt de steder, hvor naturen ikke ligger lige uden for døren.

Nogle steder tager ressourcestærke forældre selv affære, når der ikke er kommunale midler til nyanskaffelser. Andre steder sker der mindre, for det kræver kræfter at tage kampen op og sætte noget i gang.

Da børnene i Børnehaven Møllehuset i Tistrup i Varde Kommune kom tilbage efter sommerferien 2009, var der ingen legeredskaber på legepladsen. Den var ryddet og stod gabende tom.

"Det snakkede de da noget om, børnene, men de vidste det jo godt, for vi havde forberedt dem på det," siger institutionsleder Bente H. Sørensen.

"Vi er en 40 år gammel institution og har løbende gennem årene fået noget revet ned og brugt penge på at vedligeholde og reparere legepladsen, men af sikkerhedsmæssige grunde måtte den nu fjernes helt. Der var ikke penge til nyt, og vi er ikke de eneste i kommunen med det problem. Vi søgte om penge til nyt, men blev holdt hen, selvom der havde været en del opmærksomhed omkring emnet, da den nye Varde Kommune blev stiftet," fortæller Bente H. Sørensen.

Men hvad gør man, når legepladsen er blevet ryddet, og der ikke er penge til nyt? I Børnehaven Møllehuset tog forældrene affære.

"Bestyrelsen ville ikke vente længere. De mente, det var urimeligt, at deres børn ingen legeredskaber havde, så de gik i gang og brugte meget tid på at finde ud af, hvilken legeplads vi skulle have. De søgte lokale fonde og fik nogle penge, og vi havde også lidt stående fra den tidligere Ølgod Kommune. Men det var ikke nok. Vi undersøgte mulighederne for reklamefinansiering, men fandt ud af, at der ville være udgifter til vedligeholdelse, og at det ville være lige så billigt at lease. Så slipper vi også for reklameskilte," siger Bente H. Sørensen.

Og sådan blev det. For få uger siden blev den nye legeplads indviet, men institutionslederen har det lidt dobbelt med det:

"Forældrene har gjort en stor indsats for at skaffe midler og få opbygget legepladsen, og børnene er glade. Men egentlig synes jeg, at det er en kommunal opgave at sørge for legeredskaber, når de gamle må fjernes. Vores budgetter dækker kun den daglige, almindelige vedligeholdelse og ikke nyanskaffelser. Nu har vi betalt et engangsbeløb på 20.000 kroner, og det koster os 1500 kroner i leasingafgift hver måned. Alle disse penge må jo hentes over driften, og det går dermed fra børnene," siger Bente H. Sørensen.



Tog sagen i egen hånd. Også ­Vester Mølle Børnehave i Faaborg tog sagen i egen hånd, da legeredskaber skulle udskiftes, og kommune­kassen var smækket i. Det skete på en måde, der kom noget bag på de lokale politikere og embedsmænd.

"Vi havde et klatrestativ med rutsjebane, hvor der var råd nederst ved stolperne. Så det skulle udskiftes, og vi søgte om penge, men kunne ingen få. Så var der jo ikke andet at gøre end at tænke i alternative baner, og jeg mente, at man som leder må have nogle friheder. Så jeg kontaktede firmaet Indu, der annoncerede med sponsorerede legepladser," fortæller institutionsleder Kirsten Stricker.

"Havde jeg spurgt kommunen, havde jeg nok fået nej, men det gjorde jeg ikke. Når man ingen penge har og ingen kan få, må man handle, og vi fik et klatrestativ med rutsjebane og gyngestativ. Vi har selv betalt for balancebomme, så der er sammenhæng i legepladsen, og så den kan fungere som en aktivitetsbane. Jeg har det fint med reklameskiltene, for de er ikke rettet mod børn. Det er for et revisorfirma og den slags. Havde det været reklame for burgere eller slik, havde jeg ikke villet være med. Men det her har jeg ingen problemer med, og jeg havde også bestyrelsens opbakning," siger Kirsten Stricker.

Ifølge Indu A/S har omkring 350 danske skoler, institutioner og grundejerforeninger i dag reklamefinansierede legepladser.

"Nogle institutioner vil gerne kunne bruge pengene til andet end legeplads, andre har dem ikke. Men flere og flere kommuner siger ja til reklamefinansierede legepladser, også kommuner, der tidligere sagde klart nej," siger Torben Poulsen, indehaver af Indu A/S.



Gå en runde med inspektøren



Gode råd til det pæda­gogiske personale fra legeplads­inspektør Gert Olsen: Lad være med blot at vente på en rapport efter inspektion. Tag en runde, og snak om, hvad der kan gøres inden for de økonomiske rammer.



Gert Olsen har skrevet bogen 'Den sikre Legeplads', der er udgivet af BUPL. Han er formand for Brancheforeningen af uvildige legepladskonsulenter og -inspektører, og han var frem til 2009 formand for Dansk Standards arbejdsudvalg for sikkerhed på legepladser. Han foretager selv flere hundrede inspektioner om året, og han har et godt råd til det pædagogiske personale på institutionerne:

"Lad inspektøren lave sin inspektion, gå derefter en tur med ham, og snak om de enkelte legeredskaber og om, hvad der kan gøres. Få en forklaring på, hvad der er farligt, hvorfor, og hvad der kan gøres. Der er som regel flere løsninger, og der er ingen grunde til altid at vælge de dyreste. Der er jo også en økonomi at tage hensyn til. Nogle gange kan inspektøren måske sige, at dette trin er usikkert, sav det bare af, børnene skal såmænd nok komme op alligevel. Der kan også i forældrekredsen være håndværkere, som kan hjælpe med renovering. Måske skal én af dem gå med rundt sammen med inspektøren."

Han mener ikke, det er uforsvarligt at inddrage forældre i renoveringen af en legeplads, hvis det vel at mærke er forældre, der ved, hvad de har med at gøre.

"Som regel findes der jo blandt forældrene håndværkere, der kan have en styrende rolle, og som har forstand på byggeri. For det er jo ikke nok med god vilje, en pose søm og nogle brædder. Det skal gøres rigtigt," siger han.



Kan kroppen komme igennem? Når in­spektøren laver sin inspektion efter de vedtagne standarder, vurderer han ofte fra tilfælde til tilfælde.

"Der er selvfølgelig nogle helt klare forhold, hvor man kan måle: Kan et barn komme igennem her eller ikke? Hvis der er fare for, at hovedet kan sidde fast, går det ikke. Man kan også præcist se, om der er fare for, at et barn kan få en finger i klemme. Ved gyngestativer må der ikke være skarpe kanter, som barnet kan gynge ind i, men hvad er en skarp kant? Her kan man jo godt vurdere: Kan barnet komme til skade, eller er der ingen risiko? Når det gælder klatrestativer og tårne, skal man vurdere, om de er medtaget og kan styrte sammen. Der plejer jeg at stikke en stjerneskruetrækker ind, og hvis den ryger langt ind, og vandet sprøjter ud, så er der tale om råd, og så må jeg skrive i rapporten, at der er fare for sammenstyrtning," siger Gert Olsen.

Han har aldrig været ude for, at den slags meldinger ikke er blevet taget alvorligt af institutionerne. Han skriver ikke, at legeredskabet skal fjernes, så i realiteten kan institutionen bare lade det stå. Men det gør ingen.

"Ofte handler det om, at der er brugt noget forkert træ i en dårlig kvalitet, måske sat i jorden med bark og det hele. Så rådner det. Der er klare regler for, hvilke trætyper - med og uden imprægnering - der må komme i jorden. Nogle gange kan det pædagogiske personale da godt blive lidt lange i hovederne, når det viser sig, at forholdsvis nye legeredskaber må væk, fordi der er brugt forkert træ, for eksempel en dårlig lærk," siger Gert Olsen.

Flere steder anvendes inspektører fra firmaer, der selv sælger legeredskaber. Det advarer Gert Olsen kraftigt imod:

"De kan måske ubevidst være tilbøjelige til i højere grad at kassere legeredskaber, hvor man kunne have fundet en anden løsning. Generelt vil jeg sige, at man ikke bør anvende inspektører, der på nogen måde har økonomiske interesser indblandet, og som bagefter kan tjene penge på renovering eller udskiftning af legeredskaber."